Cinemateket juni 2002



Pressemeddelelse - København den 16. maj
2002.
Den store
mand - Orson Welles - hyldes med en unik serie i Cinematekets juniprogram.
Tegneseriefigurer bliver levende på det store lærred, rockmusikkens
farlighed kommer under lup, og så bliver det muligt for danskerne at
stifte bekendtskab med dokumentarfilmens grænseoverskrider - Ulrich Seidl
- der også gæster Cinemateket.
Orson
Welles - manden, myten og mesterværkerne
Et af de mest komplicerede
aspekter ved Orson Welles' filmproduktion er forholdet mellem det
pessimistiske livssyn i hans historier og den livsbekræftende optimisme,
der udspringer af hans virtuose stil og betagelse af filmmediet. Welles
begyndte ved teatret som skuespiller og instruktør for producenten John
Houseman, med hvem han dannede teatergruppen Mercury Theater. I 1938
producerede han det berømte radiospil "The War of the Worlds", en
dramatiseret nyhedsudsendelse, der fik folk til at tro, at New Jersey var
blevet invaderet af Mars-mænd. Udsendelsen udløste et tilbud fra
Hollywood, og allerede i 1941 skabte Welles filmen 'Den store
mand'.
Selv om Orson Welles altid
omtales som en af filmhistoriens vigtigste og mest indflydelsesrige
instruktører, prægedes hans karriere af mere eller mindre uforløste
projekter. Som den egenrådige og ambitiøse instruktør han var, blev han
aldrig nogen "ven" af Hollywoods filmstudier. Welles brugte en stor del af
sin tid på at forsøge at skaffe investorer og efterlod sig en række
ufærdige projekter ved sin død i 1985.
Cinematekets retrospektive serie
byder på en unik mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af Welles'
ufuldendte værker, tre tv-film, to dokumentarfilm, det føromtalte
radiospil og så selvfølgelig alle hans egne film. Gå derfor ikke glip af
denne enestående chance for at komme bag manden, myten og
mesterværkerne.
Ulrich
Seidl - dokumentarfilmens grænsebryder
"Jeg har aldrig før set så
direkte ind i Helvede på film", udtale den verdensberømte tyske instruktør
Werner Herzog efter at havet set Ulrich Seidls film. Ulrich Seidl blev
født i Østrig i 1952 og er uddannet på filmskolen i Wien. Hans film kan
minde om landsmanden Michael Hanekes i den hudløse måde, hvorpå han
portrætterer mennesker i deres mest sårbare og intime situationer. Den
poetiske åre kan minde om David Lynch. Seidl har siden karrierens start
skabt debat verden over og sat Østrig på det filmiske verdenskort. Filmene
er overvældende, men samtidig fulde af absurd komik og dybt originale,
humoristiske kommentarer til det, vi kalder "virkeligheden". Noget der har
gjort ham internationalt anerkendt.Sidste år lavede han sin første
spillefilm - 'Hundstage' - som vandt Grand Prix ved filmfestivalen i
Venedig. Samme år vandt han den østrigske filmpris - på trods af, at han
år forinden var blevet bedt om at forlade
filmakademiet.
Cinemateket viser en lang
række af Seidls grænsebrydende dokumentarfilm og spillefilmen 'Hundstage',
og har samtidig den ære at byde Seidl velkommen til Cinemateket, når han
gæster København den 15. juni. Her vil publikum få lejlighed til at møde
manden og stille spørgsmål.
Rock-Dok -
bag om musikken
I slutningen af juni runder
Roskilde Festivalen sit 32. år. Cinemateket varmer op til festivalen med
en lille serie rock-dokumentarfilm, der dog også kommer rundt om genrer
som folk, punk, techno og hip hop! Fælles for filmene i denne serie er, at
der virkelig er tale om dokumentarfilm i klassisk forstand. Det er film
som går bag om musikken, og navnlig film som ikke er bange for at kradse i
fernissen.
I serien vises 'If I Should
Fall From Grace' - om den legendariske sanger Shane MacGowan, 'Nobody
Someday' - der portrætterer Robbie Williams, 'Unseen and Unclean' - en
samling kontroversielle musikvideoer fra de sidste tre årtier, 'The Road
To God Knows Where' - om sangeren Nick Caves USA-turné i 1989 og 'Year Of
The Horse' - spillefilminstruktøren Jim Jarmuschs portræt af Neil Young.
Særligt glade er vi for at kunne præsentere to nye danske dokumentarfilm.
Christina Rosendahls film om bandet Swan Lee, 'Stjernekigger', og Jesper
Jensens hip hop-dokumentar 'Beat Diggin'.
I forbindelse med denne
serie afholdes to særarrangementer. Lørdag den 1. juni vises filmene 'Beat
Diggin' og 'Scratch' og efterfølgende vil DJ Dreskie vende plader. Lørdag
den 15. juni vises Christina Rosendahls film 'Stjernekigger' og
efterfølgende vil bandet Swan Lee vende plader.
Tegneserier som film - fra Lille Per til
Superman
I januar viste vi i
Cinemateket en serie klassiske litterære filmatiseringer. Mellem de atten
film var blot én baseret på en tegneserie, nemlig Ralf
König-filmatiseringen 'Den følsomme mand'. Det er selvfølgelig kun en
håndfuld tegneserier, der kan kalde sig klassikere med samme ret som
litteraturens store værker, så det er kun naturligt, at formen ikke var
rigere repræsenteret. Men det råder vi bod på i juni, når vi viser 22 af
de bedste tegneseriefilmatiseringer.
Se eller gense film som
'Rocketeer', 'Crying Freeman', 'Far til fire', 'X-Men', 'P'tit Con', 'From
Hell', 'Jens Lyn', 'Men in Black', 'Skærsild' og 'Ghost
World'.
interfilm
- internationale kortfilm
I april præsenterede
Cinemateket den tyske kortfilmfestival i Oberhausen. Længere nordpå, i
Berlin, finder vi en anden markant festival for internationale kortfilm -
"interfilm - International Short Film Festival Berlin". I år er det tyve
år siden inter-festivalen havde sin første spæde begyndelse. Det var i
1982, under navnet Den Internationale Super-8-Film-Festival - en festival
der udsprang af Berlins punk-, kunst- og BZ-miljø, hvor netop
Super-8-formatet spillede en vigtig rolle. Både som kunstform og
dokumentation. Super 8-formatets tilbagetog til fordel for video fik i
slutningen af 80'erne festivalen til at åbne for alle
formater.
Cinemateket viser fire
programmer à cirka 90 minutter - knap fyrre film fra lande som Tyskland,
USA, England, Norge, Belgien og Frankrig. Lørdag den 22. juni vil
interfilm-festivalens leder, Heinz Hermanns, være til stede under
visningen af "Love and Disaster"-programmet, og efterfølgende vil Hermanns
fortælle om festivalen og besvare spørgsmål fra publikum.

Kim Fupz
Aakeson vælger favoritfilm
Forfatteren og tegneren Kim
Fupz Aakeson - der blandt andet har skrevet manuskript til filmene
'Hannibal og Jerry', 'Den eneste ene', 'Mirakel' og senest 'Små Ulykker'
og 'Okay', deler i juni måned sine yndlingsfilm med Cinematekets publikum.
Blandt Aakesons favoritter finder man blandt andet 'Den enfoldige morder',
'Fugleskræmslet', 'Ansigter', 'The Ice Storm', 'All that Jazz' og 'Mænd og
koner'.
Friday
Late night og særarrangementer
I samarbejde med Tivolis
Koncertsal gentager Cinematekets sidste års succes ved at vise stumfilm
ledsaget af original musik for symfoniorkester. Lørdag den 1. juni kl.
19:30 kan man således opleve Fritz Langs 'Metropolis' i en nyrestaureret
udgave, ledsaget af nykomponeret musik skrevet af komponisten Bernd
Schultheis. Tivolis Symfoniorkester dirigeres af Stefan Tsialis. Billetter
til dette arrangement kan købes i Tivolis Billetcenter tlf.: 33 15 10
12.
Samtidig med at den
engelske duo Pet Shop Boys går på scenen i Roskilde, blænder Cinemateket
op for koncertfilmen 'Pet Shop Boys - The Nightlife Tour' i forbindelse
med arrangementet Friday Late Night. Arrangementet foregår fredag den 28.
juni kl. 22:00.
Husk
endvidere: