Cinematekets program i september

Vi kan endelig byde velkommen til festivaler her i Cinemateket. I september starter vi i det latinamerikanske hjørne, når Cinemateket for 7. år huser Latinamerikansk Filmfestival, og midt på måneden hylder vi musikken på Musikfilm Festivalen. Musikken stopper ikke med at spille her, for nu skal vi danse til filmserien ’Let’s Dance’, der blandt andet byder på ballet, step og flamenco. Vi tager på opdagelse i sindet med festivalen ’Don’t Fear the Weird’, der hylder det skæve sind og stiller fagpersoner over for en perlerække af film med sindet som omdrejningspunkt. September i Cinemateket bliver en psykologisk, dansende og musikalsk måned, som byder på rejser både ud i verden og ind os selv.

Serier og festivaler 

Latinamerikansk Filmfestival 2020 
Der er masser af følelser, farver, historisk og nutidig viden på spil, når Cinemateket for 7. gang indbyder til Latinamerikansk Festival – denne gang forskudt på grund af sommerens forsamlingsforbud. 

Festivalen lever i høj grad i kraft af sine gæster og optrædende – og de introduktioner, debatter og receptioner, vi kun kan byde på i kraft af nært samarbejde med Casa Latinoamericana, Sonamos Latinoamerica, Festival de Literatura de Copenhague, Golden Days, Alice, Union og en lang række ambassader, konsulater og ildsjæle. 

Latinamerikansk Filmfestival 2020 1. september - 1. oktober


Let’s Dance 
Filmserien er en hyldest til dansen. Igennem hele filmhistorien har dansen spillet en fremtrædende rolle. Vi har samlet en række kvalitetsfilm, der alle har dansetrinene i centrum. Filmene repræsenterer stilarterne broadway, flamenco, tango, moderne dans, step og ballet, så der skulle være noget for enhver smag. 

Vi får besøg af gæster, der alle lever og ånder for dansen: balletmester Nikolaj Hübbe, solodanser Alban Lendorf, flamencodanseren Selene Muñoz, drenge fra Det Kongelige Teaters Balletskole, instruktør Britt Bendixen samt balletkritikeren Erik Aschengreen. 

Let's Dance 1. september - 29. oktober

 

Musikfilm festivalen 2020 – 10 dage, 25 film, 110 % lyd
Velkommen til den 8. udgave af Musikfilm Festivalen. Festivalen er et overflødighedsblæs af oplevelser i grænselandet rock, pop, electronica, hip hop, country, world, klassisk musik m.m. Som altid byder vi på en stribe danmarkspremierer, sjældent viste perler og fest og fordybelse for alle ører og øjne. 

I programmet finder du en stribe markante produktioner og oplæg om kvinder i musik: Fra klassikeren ’Mama Afrika’, om den sydafrikanske afropop-legende og borgerrettighedsforkæmper Miriam Makeba inkl. live hyldestkoncert, til ’On The Record’, der sætter spot på overgreb og diskrimination i hip hop-industrien. Musikfilm Festivalen 2020 slår tonen an fredag den 11. september med et eksklusivt fokus på Neil Young. Først i form af ’Neil Young - Heart of Gold’ og med real live opvarmning af kritikerroste The Land Band. 

Musikfilm festivalen 2020 11.- 20. september
 

Don’t Fear the Weird – Festival om sindet og filmen
Don’t Fear the Weird omfavner for femte år i træk det skæve sind gennem tre dages festival. Psykiatrien møder filmen når Don't Fear the Weird zoomer ind på livet med alle dets faser og kontraster. Vi gør status over coronaens psykologiske indvirkning og deler latter, sorg og erfaringer med at være menneske – også når en krise rammer. Vores populære gratis kortfilmprogram sætter i år fokus på pårørende og nære relationer. Se eller gense Joaquin Phoenix' mesterlige præstation i 'Joker', krum tæer og grin med, når ægteskabelige problemer og den moderne nordiske mand udstilles i 'Force Majeure'. 


Don't Fear the Weird - Festival om sindet og filmen 22. - 24. september
 

Events 

Kundskabens træ + mød Niels Malmros / Golden Days 
Den 10. september kan du møde Niels Malmros, når Cinemateket i samarbejde med Golden Days inviterer instruktøren til en til en snak om ’Kundskabens træ’ – og om ungdom. Malmros' psykologisk realistiske, ægte virkende og ofte vittige film gennemstrømmes af hans egne, detaljerige erindringer fra barndom og ungdom i 1950'erne i Århus. Malmros’ måske allermest tåkrummende pinlige og hudløst smertelige pubertetsbeskrivelse finder vi i 'Kundskabens træ' fra 1981. Her skildres udviklingen fra den 13-åriges uskyld til den 16-åriges erfaringer med kærlighed og den ondskab, som også synes at være en uundgåelig del af tilværelsen. 

Kundskabens træ + mød Niels Malmros / Golden Days 10. september

 


Galskabs-aften med Filmnørdens Hjørne, middag og to gys
Som optakt til festivalen ”Don’t Fear the Weird’ kryber vi ned i en af filmhistoriens afsidesliggende, originale og bizarre kroge. Filmen ‘Ondskabens Hotel’ fra 1980 og dens efterfølger ‘Doctor Sleep’ fra 2019 danner rammen om en aften, hvor Casper Christensen og Nikolaj Tarp fra podcasten Filmnørdens Hjørne tager os ind i filmkunstens verden. Glæd dig til 45 minutters engageret optakt til filmene med både overraskende, nyttig og gyselig viden. Aftensmaden mellem aftenens film serveres i Restaurant SULT i Cinemateket. Menuen er en overraskelse. Men du kommer ikke til at glemme denne aften på The Overlook Hotel.

Galskabs-aften med Filmnørdens Hjørne, middag og to gys 16. september

 

Film, tapas & cocktails: Sir 
Spis, drik og se film! Cinematekets faste event vender tilbage onsdag d. 23. september. Vi begynder med en drink, et let måltid og dessert, inden en æstetisk lækkerbisken af en film sættes på. Der er menu og cocktails i SULT fra kl.17.00 fulgt af film kl.18.00. Denne gang viser vi filmen ’Sir’ af den indiske instruktør Rohena Gera. 'Sir' er et charmerende og hjertevarmt drama, der viser en anden side af Indien end de kulørte og eskapistiske Bollywood-film.

Film, tapas & cocktails: Sir 23. september

 

Jon Bang Carlsen 70 år: boglancering, talk og urpremiere 
Den 28. september fylder Jon Bang Carlsen rundt, og meget tro mod den kunst, der har fyldt hans liv i de fleste af årene, fejrer han fødselsdagen med både en bogudgivelse og en film – begge dele i Cinemateket.

Kl. 16.00 er der reception i Asta Bar for bogen 'Samtaler med en fraværende' (Vandkunsten), og kl. 17.00 går vi ind i filmuniverset i en 45 minutters samtale med Jon Bang Carlsen fulgt at urpremieren på 'The Banality of Grief' – en kærlighedserklæring til instruktørens livsledsagerske gennem 35 år og en film om at finde det, man har mistet, på en ny måde.

Jon Bang Carlsen 70 år: boglancering, talk og urpremiere 28. september

 

Månedens film i september: Martin Eden 

Månedens film i september forbinder sig til vores Pietro-Marcello-serie. Cinemateket viser instruktørens seneste film, den gådefulde og poetiske 'Martin Eden'. 

Jack Londons dannelsesroman fra 1909 om en ufaglært sømand, der efter et møde med en smuk ung pige fra en overklassefamilie begynder at drømme om en tilværelse som forfinet forfatter, får en europæisk overhaling i den italienske instruktør Pietro Marcellos filmatisering. Handlingen er flyttet fra Oakland på den amerikanske vestkyst til den syditalienske havneby Napoli (Marcellos hjemegn), men hvor geografien er specifik, er tiden sværere at indramme. Fortællingen om en mand, der kommer af ingenting og stiger i graderne, er en filmisk arkefortælling, og både figurer som Thackerays Barry Lyndon og Highsmiths Tom Ripley trænger sig på som oplagte referencer. De to første visninger er gratis for medlemmer – billetter skal hentes to dage inden. 

Månedens film i september: Martin Eden 17. - 26. september

 

Familie- og børnefilm 

Børnebiffen – Kvalitetsfilm for de mindste 
I Børnebiffen er der noget for enhver smag. I september kan du komme med til fødselsdag, når vi viser ’Cirkeline – Åh, sik’en dejlig fødselsdag’. Du kan godt glæde dig til en dejlig dag i selskab med vores alle sammens yndlings Cirkeline. Du kan også tage med Vitello på slikjagt i ’Vitello tigger en masse slik’. En lille film om uretfærdigheden over hvorfor kun fredag er slik-dag. Hvis du har fået nok af søde sager kan du tage med Theodor ud at sejle i ’Min mosters historier – lille matros’. Theodor tegner farverige flag med sin moster, Lola. Men da der pludselig er brug for hjælp oppe på dækket, må Theodor ikke komme med. Det er ikke altid nemt at være den mindste matros.

Børnebiffen - kvalitetsfilm for de mindste

 

Familiebiffen – Gode film for større børn og voksne 
Tag din mor, far eller bedstemor i hånden og tag ind og se en af vores gode familiefilm. I september viser vi serien ’Miyazakis kamfertræer’. En serie som hylder den japanske animator Hayao Miyazaki. Du kan blandt andet se filmen ’Min nabo Totoro’, som handler om venskabet mellem pigen Mei og det venlige væsen Totoro. Filmen er et mesterværk om livet og barndommens store spørgsmål. Fra den 21. september- 4. oktober er der ’Buster Filmsfestival’. På festivalen kan du tage med til Mumidalen når vi viser filmen med samme navn og besøge Lille My og mumifamilien. Du kan også se filmen ’Da Danmark lukkede ned’ hvor forskellige danske børn inviterer os ind i deres corona-hverdag. På tværs af de unikke børneliv findes en fælles fortælling om hjemmeundervisning, lange eftermiddage på trampolinen, fællessang og regnbuer i en helt særlig tid, hvor Danmark er gået i stå.


Familiebiffen - Gode film for større børn og voksne

 

 

Hodja børnefilmklub 
Hodja er en ny filmklub i Cinemateket for børn mellem 8 og 11 år. Den er skabt i samarbejde med dedikerede og filmklub-erfarne ildsjæle og samler børn om filmoplevelser af høj kvalitet. Vi ønsker at udfordre børns filmoplevelser og give dem mulighed for at reflektere over film på nye måder. I Hodja kombineres alle filmvisninger med 45 minutters kreativ optakt, vi anmelder filmene – og bagefter inviterer vi til at hænge ud i Asta Bar med gratis saftevand, tegnegrej, puder og tæpper i ægte Hodja-stil. Der er garanti for nye venner, ny viden – og ting, du ikke finder på YouTube.

Prisen er 200 kr. for sæsonens fire arrangementer, der typisk ligger søndag fra kl. 12.00 til ca. 16.00. Dit medlemskab er personligt.

Hodja børnefilmklub

 

Læs mere om Cinemateket i marts på cinemateket.dk.

Tid: September 2020
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412