Coffin Joe kommer ...

Sort kappe, tophat og lange gule negle. Se to film af horror-ikonet José Mojicas Marins aka Coffin Joe. Turn on, tune in, psych-out! Torsdag den 27. maj kl. 20.00.

Bæstet kommer


Den brasilianske horror-excentriker José Mojica Marins aka Coffin Joe er et ikon i den brasilianske popkultur. Se hans mesterværk ’Awakening of the Beast’ fra 1969, der i næsten 20 år var bandlyst af den brasilianske censur til trods for dens overtydelige morale:

Ungdommen er i fordærv, og outreret tøj og bongotrommespil er blot symptomer på den virkelige trussel: stoffer, illustreret i uimodståelige deliriske sort/hvide exploitation-vignetter i første del af filmen, hvor tre professorer beslutter sig til at stoppe ungdomsoprøret. Fire tilfældige unge udvælges til at deltage i et LSD-eksperiment, men havner bogstaveligt talt i kløerne på Coffin Joe, der jager dem rundt i et surreelt inferno af dårligt synkroniseret monolyd og rødgrønt lys (sidste del af filmen er i farver). Filmkopien er Marins’ egen - og den er sjældent vist!

Stadig lige far out

Vi følger op med Marins' seneste opus 'Embodiment of Evil' (2008), hvor Coffin Joe søger efter den perfekte kvinde til at bære sin søn. 40 år er gået – stadig lige far out. Marins’ alter ego løslades fra fængslet efter 40 år og Coffin Joe er med andre ord tilbage, og hans mission er den samme: at finde en kvinde, der kan føde ham den perfekte søn. Joe indleder eftersøgningen i São Paolos slumkvarter med sine tro disciple ved sin side, men løber ind i problemer.

Hans ofres genfærd hjemsøger ham, samtidig med at mere moderne forhindringer også melder sig. Verden har ændret sig siden 1969, men den nu 75-årige Coffin Joe er stadig mand for en skandale eller to. De makabre special effects er ikke for folk med sarte nerver. ’Embodiment of Evil’ er indspillet på DV og vises digitalt.

Efter filmene er der plader på rejsegrammofonen og kolde øl for kolde kontanter i Asta Bar.