CPH PIX inviterer til filmfest for tiende gang - også for børn og unge

Fra den 27. september til 10. oktober slår vi dørene op til en regulær filmfest, når landets største spillefilmfestival, CPH PIX, vender tilbage for 10. gang! Gå på opdagelse i både de nyeste festivaldarlings, oversete filmperler og uventede overraskelser fra nær og fjern i Cinemateket, der igen i år er festivalcentrum med over 80 filmvisninger og events. Skole- og familieprogrammet BUSTER byder traditionen også på en perlerække af kvalitetsfilm for børn og unge. Cinematekets medlemmer får 20 % rabat på billetter og kan medbringe en gratis ledsager til ordinære visninger før kl. 17 på hverdage.

Rabatter og medlemsfordele

Som medlem af Cinemateket skal man ikke bekymre sig for meget om pengepungen under CPH PIX: Medlemmer får 20 % på alle ordinære visninger og kan medbringe en gratis ledsager til ordinære visninger før kl. 17 på hverdage. Ligeledes er der 20 % rabat på alle ordinære visninger for studerende (ved fremvisning af gyldigt studiekort), og folk der har rundet de 65 år. 

Et rigt og mangefacetteret program 

CPH PIX' omfattende program er som vanligt delt ind i en række særskilte serier og konkurrencer, der også er bredt repræsenteret i Cinemateket. I løbet af festivalen vil vi guide til hvilke spots, serier og temaer, og hvilke visninger man skal holde særligt øje med! 

CPH PIX 2018: The Rider

Du kan f.eks. tage med en tur væk fra de store Hollywood-studier, når festivalen i samarbejde med Soundvenue i år sætter fokus på den sprudlende amerikanske indie-scene i serien 'Made Indie USA'. I Cinemateket kan du blandt andet opleve den festivalhypede 'The Rider', der blander socialrealisme og poetisk westernmytologi, Paul Danos opsigtsvækkende instruktørdebut 'Wildlife', og Debra Graniks ('Winter´s Bone') 'Leave No Trace', der fortsætter instruktørens gribende portræt af "white poor America".

Vil man endnu længere væk fra de vanlige vestlige filmbreddegrader, kan man tage på et regulært asiatisk syretrip i Cinemateket. Her vises blandt andet Bi Gans 'Long Day´s Journey into Night', om en mands søgen efter sin gamle flamme på tværs af fortid og nutid, der kulminerer i en times lang one-take-3D-drømmesekvens i neonfarver, samt punkpoeten Sion Sonos 'Tokyo Vampire Hotel', der udspiller sig på et hotel - som ligger i vaginaen af en gammel vampyrkejserinde.

CPH PIX 2018: Long Day´s Journey Into Night

BUSTER i Børnebiffen - Filmfest til de mindste

CPH PIX har ud over hovedprogrammet en lang række spændende film og arrangementer for børn og unge. Til de mindste (3-5 år) byder festivalens skole- og familieprogram BUSTER på særlige visninger i Børnebiffen i Cinemateket. Filmene spiller dagligt i hele festivalperioden – og inkluderer blandt andet spritnye 'Rita og Krokodille'-afsnit, kulørte løjer og festlige fantasidyr, en rejse gennem alle fire årstider – og ikke mindst den godmodige fabel ’Landevejsrotten’ af folkene bag ’Grøffeldyret’. Læs mere om BUSTER i Børnebiffen.

CPH PIX: Landevejsrotten

Farverigt og lærerigt - Særarrangementer for børn

Filmfestivalen byder på masser af spændende events. Dette gælder også for børn og barnlige sjæle, der til særarrangementet ’Labyrinten til troldkongens slot: Live- dubbing’ (tilladt for børn over 7 år), kan opleve David Bowie som den excentriske Troldkonge Jareth i den spraglede 80´er kultklassiker ’Labyrinth’, der i denne omgang får skruet underholdningsværdien endnu højere op, når en række veloplagte skuespillere live-dubber filmen. Overskuddet fra denne visning går ubeskåret til Red Barnet. 

Til 'Børnenes´68' kan man også være med til at fejre ungdomsoprørets 50- års jubilæum i samarbejde med lektor og ekspert i børnekultur Helle Strandgaard Jensen, der tager os med på en rejse tilbage i tiden til hippietidens oprørske og banebrydende børne-TV. Se, gense eller introducerer dine børn for datidens seje børneheltinder som Super Carla, Sonja fra Saxogade og Cirkeline. 

CPH PIX 2018 - Labyrinth

Ungdomsfilm og undervisning

BUSTERs program består ikke kun af ren underholdning til børn. Der er også et bredt udvalg af tankevækkende ungdomsfilm, der især egner sig til undervisningsbrug. 

Tunge emner som bl.a. skilsmisse bliver behandlet i ’Nina’, der fortæller om pigen Ninas eskapistiske passion for svømning, der hjælper hende igennem forældrenes skilsmisse. Filmen vises den 5. og 9. oktober, og anbefales for børn i 4. til 6. klasse. Efter begge visninger af ’Nina’ åbner Bente Boserup fra Børns Vilkår op til dialog om skilsmisse.

Mere fagspecifikt er den iranske ’Dressage’ om en gruppe venner, der i kedsomhed røver en forretning i en tehransk forstad, oplagt at anvende som led i samfundsfagsundervisningen til at tale om etik og moral og om social differentiering og kulturens betydning for individ og gruppe. Ligesom den tyske ’Frygtløse Lea’, om en 10- årig pige der i hendes sommerferie forsøger at blive optaget i en drengebande, lægger op til at tale om emner som kønsroller, følelser og venskaber i Dansk eller i den Understøttende Undervisning.

CPH PIX - 2018: Frygtløse Lea

Tid: 27. september-10. oktober
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København
Billetter: 95 kr. Til events kan der gælde særlige priser. Køb billetter på cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.