Dans, dans, dans!

DANSENS DAG(E). I dagene 24.-29. april fejrer Cinemateket dansen som kunstart. Se dokumentarer om den provokerende koreograf Dave St-Pierre og danse-ikonet Nacho Duato og kom til minutfilmkonkurrencen '60secondsdance'.

Hvert år bliver dansen fejret i hele verden på den moderne ballets fader, Jean-Georges Noverres fødselsdag den 29. april. Dansens Dag hylder dansen som kunstart og sætter spot på dens universelle evne til at krydse politiske, kulturelle og etniske grænser. I dagene 24.-29. april fejrer Cinemateket dansen som kunstart med stærke dokumentarer, dansefilm samt minutfilmkonkurrencen '60secondsdance', der hylder vinderne med en festlig præmieceremoni og reception.

Provokatøren Dave St-Pierre - og dansegys

Søndag den 26. april kl. 16.30 kan du opleve 'Over My Dead Body', en dokumentarfilm om den provokerende canadiske koreograf Dave St-Pierre, der lider af cystisk fibrose og venter på en livsforlængende lungetransplantation. Filmen går tæt på hans personlige historie og den nervepirrende venten på et nyt organ, men bringer også optagelser fra hans liv som danser og koreograf. Allerede som 6-årig vidste han, at han ville være danser. Men da helbredet svigter, kaster han sig i højere grad over at koreografere og vinder stor anerkendelse for sine nyskabende og hudløse iscenesættelser med "skandaløs" nøgenhed på scenen. Som forfilm viser vi gyserkortfilmen ’Danse Macabre’ - et visuelt betagende billeddigt, der tager døden alvorligt, med den smukkeste opera på lydsporet.

Mød Ulrik Wivel og hør om danse-ikonet Nacho Duato

Onsdag den 29. april kl. 19.00 blænder Cinemateket op for Ulrik Wivels 'Disportrait' - dokumentaren om det spanske danse-ikon Nacho Duato, der efter to årtier som kunstnerisk leder af Compañía Nacional de Danza i Madrid pludselig bliver opsagt. Fyringen sender chokbølger igennem danseverdenen og følges af rygter om jalousi, politisk pression og beskidt (magt)spil. Duato selv er knust, og han har ingen planer om at vende tilbage som professionel danser på spansk grund igen - nogensinde. Drevet af sit uophørlige behov for at skabe og udøve sin kunst drages han imod Skt. Petersborg, hvor han påtager sig den tunge opgave at modernisere en meget traditionelt orienteret, russisk ballet-trup. Som forfilm viser vi Harm Weistras ‘Intrinsic Moral Evil’, der leger med vores opfattelse af virkeligheden. Er filmen en drøm, en historie om at vokse op og finde sin identitet ... eller? Efter filmene er der Q&A med danser og instruktør Ulrik Wivel.

Finalister og vindere i dansekonkurrencen 60secondsdance - fri entré

Allerede fredag den 24. april kl. 19.00 lægger Cinemateket i samarbejde med ScreenMoves hus og lærred til afsløringen af de ti finalister i online-konkurrencen '60secondsdance' - en international kortfilmkonkurrence, der handler om at skabe dansefilm på blot et minut. Ved arrangementet uddeles konkurrencens første- og andenpris på henholdsvis 1500 og 500 euro, samt en publikumspris. Aftenen krydres med korte dansefiktioner og til slut en reception i Asta Bar, hvor du kan møde dansefilmentusiaster over et glas vin. Der er fri entré til arrangementet. Konkurrencen er  støttet af Nordisk Kulturfond. Læs mere på www.60secondsdance.com.

Tid: 24.-29. april 2015
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.