Debat om menneskerettigheder, pink aktivisme og crowdfunding – alt sammen under CPH:DOX

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX er i fuld gang - i sin 8. udgave. Oplev dokumentarfilm i alle afskygninger, men også masser af særarrangementer. F.eks. indisk girlpower eller instruktøren fra 'War Child' Emmanuel Jal, og få indblik i det ultra-hippe 'Kickstarter' og meget mere i Cinemateket.

IT WORKS! - dialogmøde med Emmanuel Jal

Hvordan kan vi inspirere hinanden til at samarbejde, til at tænke med vores hjerter og bruge vores viden til at skabe i stedet for at destruere? Dialogmøde om samvittighedsfulde handlinger i en globaliseret verden.

Mød Emmanuel Jals, hovedpersonen og instruktøren fra 'War Child', der besøger Cinemateket mandag den 8. november kl. 10.00-16.00. 3 paneler med kulturpersonligheder, menneskerettighedsorganisationer, teater, kunst og musik, danner rammen om besøget.

Med centrale og basale mål som respekt for menneskerettigheder, beskyttelse af børn og uddannelse for alle, vil panelgæsterne diskutere konstruktive redskaber og inddrage inspiration fra deres forskellige fagområder.
Tovholder er Georg Metz.

Pink aktivisme og grus i det indiske kastesystem

En af dokumentarverdenens stærkeste kvindestemmer, engelske Kim Longinotto ('Divorce Iranian Style', 'Rough Aunties', m.fl.), er tilbage med en ny film, der elegant undgår den politiske dokumentars faldgrube nummer ét – offertænkningen. Oplev 'Pink Sarris' med instruktørbesøg tirsdag den 9. november.

Titlens lyserøde sarier bæres af 'The Gulabi Gang', en voksende gruppe af især yngre kasteløse kvinder, der har fået nok af hustruvold og svigerfædres regelmæssige voldtægter. Anført af den karismatiske leder Sampat Pal, der argumenterer røven ud af bukserne på patriarkatet, men heller ikke går af vejen for en solid nævekamp(!) hvis det kræves.

Kim Longinotto kommer til København sammen med Sampat Pal og flere af kvinderne i The Gulabi Gang for at præsentere visningen tirsdag den 9. november kl. 19.15.

Mød kickstarterne

Der er en rivende udvikling indenfor crowdfunding gennem sociale, internet-baserede netværk, og vi er stolte over at have ultra-hippe, New York-baserede Kickstarter i byen.

Kickstarter er pionerer på området og henvender sig til unge kunstnere, entreprenører, kreative og filmmagere der gerne vil realisere et projekt, økonomisk. Kickstarter blev grundlagt i 2009 og har beværtet over 7.000 projekter, der har fået støtte fra over 150.000 smådonorer.
Instruktøren, Simon Klose, har selvfølgelig også finansieret filmen 'Mob Rule: Kickstarter on Crowdfunding' gennem crowdfunding. Mød grundlæggeren bag Kickstarter, Yancey Strickler, og Simon Klose i en inspirerende dialog om crowdfunding. Filmen vises fredag den 12. november kl. 13.30.

CPH:DOX i Cinemateket

Der er meget mere at hente på dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOX 4. – 14. november. 11 dage med politiske og provokerende, smukke og livsnødvendige, sjove og sære film – altid med kunstnerisk kant. Fra verdenspremierer over nichefilm til årets største succeser.