Det’ skrækindjagende, det’ satanistisk, december!

UHYGGE. Cinemateket byder i år på en række hårrejsende og uafrystelige oplevelser midt i den søde juletid. Se et indfølt portræt af 1990’ernes voldsomme norske black metal-scene, (gen)oplev en af alle tiders mest skræmmende film og få et for evigt anstrengt forhold til katte og kirkegårde, hvis du tør se månedens Psych-out! double feature.

December måned er ofte lig med Disney, ’Love Actually’ og ’Die Hard’ – men hvorfor begrænse sig til det? I Cinemateket byder vi i december på tre alternativer til de traditionelle julegodter - fra alle os til alle jer, der ikke er til feel good-film: kirkegårdsgys i psych-out-biffen, spektakulær djævleuddrivelse i 'Eksorcisten' og intens tung-mytologisk black metal i festivalhittet 'Until the Light Takes Us'.

Zombie-katte og organ-genbrug

December måneds Psych-Out!-program byder på to film, der med garanti får dig til gå en stor bue uden om kirkegårde i den nærmeste fremtid:

I filmatiseringen af Stephen Kings ’Pet Sematary’ (’Ondskabens kirkegård’) flytter en familie ind i et nyt hus tæt ved en befærdet landevej. Kort efter bliver familiens kat kørt over, og faderen begraver den på en gammel mystisk ”dyrekirkegård” nær huset. Katten vender tilbage fra de døde, men opfører sig nu pludselig anderledes fjendtligt over for familien. Et stykke tid efter dør også familiens lille søn i et trafikuheld. Hvad sker der hvis et menneske begraves på kirkegården…!!?

Find ud af det torsdag den 13. december kl. 19:00, hvor du også kan se Gore-mesteren Lucio Fulcis ægte overnaturlig slasher-kult-klassiker ’Slagtehuset ved kirkegården’, hvor en familie flytter ind i et gammelt hus hvis kælder uheldigvis gemmer på den makabre Dr. Freudstein, der siden 1800-tallet har holdt sig selv i live ved at myrde husets skiftende beboere og genbruge deres kropsdele.

Se to film for én films pris og hæng ud med en øl i Asta Bar i pausen, hvor der som altid kan købes kolde øl for kolde kontanter, mens psykedeliske skiver snurrer på rejsegrammofonen.

Sejlivet kultfilm om Satans yngel

Som led i december-programmets filmhit-serie 'Fra alle os til alle jer' kan du, onsdag den 12. og lørdag den 22. december, (gen)opleve Director’s Cut-versionen af ’Eksorcisten’ i en tindrende flot 35 mm-kopi på det store lærred, hvor den hører til.

Se en af alle tiders mest skræmmende film, hvori en velopdragen, 12-årig pige forvandler sig til enhver forælders mareridt om en pubertetsramt præ-teenager: grim, bumset, uforskammet – og besat af Satan selv!

William Friedkins ’Eksorcisten’ er på samme tid en af filmhistoriens største succeser og mest sejlivede kultfilm - og man forstår virkelig hvorfor, når man har oplevet dens spektakulære special effects i biografen.

Black metal night – intimt portræt, voldsom bevægelse

Fredag den 28. december kl. 21:30 viser vi det amerikanske instruktørpar Aaron Aites og Audrey Ewells indsigtsfulde dokumentarfilm ’Until the Light Takes Us’, der handler om den 1990'ernes omstridte, norske black metal-musikscene - en scene, der på én gang fascinerer og provokerer med sine radikale udtryk, -holdninger og -handlinger.

For at komme et spadestik dybere end typiske sensationsartikler om kirkeafbrændinger og aggressiv satanisme flyttede filmens amerikanske instruktører i en årrække til Norge, hvor de infiltrerede miljøet og opbyggede relationer, der tillod dem at skabe et overraskende intimt portræt af den voldsomme, men måske i sidste ende misforståede, bevægelse.

Filmens forlokkende flotte billeder er naturligvis tilsat fabelagtig tung-mytologisk, grænseoverskridende black metal – blandt andet fra Burzum, Darkthrone, Mayhem, Enslaved og Sunn 0))). Vi byder velkommen med happy hour-bar og hårdrock på diskostangen allerede fra klokken 20.00, men selve filmen begynder først klokken 21.30.

Tid: December måned
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf. 3374 3412