Dokumentarisk EU-thriller og dansk dogme-klassiker

SØNDOK OG SØLVBJØRN-vinder. Søndag den 16. december kan du finde ud af, hvem der virkelig bestemmer i EU i SønDok-filmen, ’The Brussels Business’, der giver et thriller-dokumentarisk indblik i unionens magtspil - eller du kan gense Søren Kragh-Jacobsens dogme-darling ’Mifunes sidste sang’.

Søndok i december – magtspillet i EU i thriller-form

I dokumentarfilmen ’The Brussels Business’ tager instruktørerne Matthieu Lietaert og Friedrich Moser tilskueren med helt ind i EU-magtens inderste cirkler. Historien fortælles fra to oppositionelle synspunkter, gennem to centrale karakterer i unionens magtspil: chefen for handelsorganisationen ESF, Pascal Kerneis, der som en af Europas mest magtfulde lobbyister repræsenterer millioner af euro, og aktivisten Olivier Hoedeman, som gennem mange år har forsøgt at afdække de magtstrukturer, som påvirker lovgivningen i EU.

’The Brussels Business’ er et personligt indblik i magtens mere ukendte og komplekse strukturer – og ikke mindst i den passion, der får mennesker til at kæmpe for magten i første omgang. Filmen er en thriller-inspireret dokumentar, der lag for lag afdækker, hvem der har indflydelse på Europas udvikling. Hvem bestemmer reelt i EU, er det store spørgsmål, filmen sætter til debat.

Instruktør Friedrich Moser vil være til stede ved visningen den 16. december kl. 16.30 for at fortælle om sit arbejde med filmen, og svare på spørgsmål fra publikum.

SønDok arrangeres af European Documentary Network, www.edn.dk, med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Dansk dogme-darling i Danish on a Sunday-biografen

To gange om måneden – som regel den anden og fjerde søndag i måneden – viser Cinemateket, under overskriften 'Danish on a Sunday', danske klassikere eller markante nyere danske filmproduktioner med engelske undertekster. Visningerne er målrettet alle de udenlandske studerende og ikke-dansktalende mennesker, der bor i Danmark - men alle er selvfølgelig velkomne: Denne gang til Søren Kragh-Jacobsens bittersøde dogmedrama ’Mifunes sidste sang’.

’Mifunes sidste sang’, der var Dogme95-bevægelsens tredje film, er angiveligt den flotteste (filmet af Anthony Dod Mantle), og vandt Sølvbjørnen ved Berlin-festivalen i 1999. Filmen var ligeledes skuespillerinden Iben Hjejles store gennembrud, der gjorde, at hun blev headhuntet til rollen som Laura i Stephen Frears’ ’High Fidelity’ over for John Cusack.

Filmen handler om Kresten (Anders W. Berthelsen), der efter sin fars pludselige død bliver tvunget til tage stilling til dele af sit liv som han (med vilje) har fortrængt. Han besøger den nedrakkede gård, hvor han voksede op og genforenes samtidig med sin ældre, tilbagestående bror Rud, der er ensom, forsumpet og ude af stand til at klare sig selv. Kresten slår en annonce op i avisen, hvor han efterlyser en, der kan tage sig af sin bror – og herigennem møder han Liva (Iben Hjejle), der vender op og ned på hans verden.

NB! Inden filmen, der vises kl. 14.15, kan du nyde en kop kaffe og et stykke wienerbrød i Restaurant SULT for 40 kr. ekstra.

Tid: Søndag den 16. december: ’Mifunes sidste sang’ kl. 14.15. ’The Brussels Business’ kl. 16.30.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf.3374 3412