Epidemi-alarm!

BAKTERIER, VIRA OG SOCIAL UNDTAGELSES- TILSTAND. Film, besøg og debatter om epidemier i CINEMATEKET i november-december. Kickstart med to arrangementer den 9. november under CPH:DOX, hvor epidemier diskuteres i et udvidet felt mellem reel trussel og fiktiv forestilling, og hvor der sættes spot på den magtfulde, ofte lyssky medicinalindustri.

CPH:DOX og Cinemateket inviterer til debat og filmklip i samarbejde med Changing Disasters

Kunst og populærkultur har i flere hundrede år beskæftiget sig med epidemier: Fra romaner om pestens ubarmhjertige dødsmarch over det europæiske kontinent i middelalderen til zombiefilm, hvor den moderne civilisations frembringelser går under i presset fra horder af levende døde på jagt efter menneskekød. Fiktionerne udfolder, hvordan epidemier (måske) påvirker mennesker og de samfund, de lever i. Og uanset om forestillingerne er historisk baserede eller spekulative fantasier så er pointen den samme og relevante: Epidemier er en integreret del af menneskets vilkår. Som det nylige udbrud af ebola viser, er epidemier i dag en reel og omfattende trussel, vi bliver nødt til at forholde os til. Ikke bare som et isoleret medicinsk problem, men som en kulturel, social og politisk udfordring.

I samarbejde med KU-forskningsprojektet Changing Disasters inviterer CPH:DOX og Cinemateket til et live-talkshow i epidemiernes tegn. Aftenen bringer en række forskellige personer sammen for at diskutere epidemier i et udvidet felt mellem reel trussel og fiktiv forestilling. Forløbet er kurateret af Jacob Lillemose fra Changing Disasters og Karsten Wind Meyhoff og vil rumme både filmklip og interviews med gæster.

Mød bl.a. Changing Disasters-forskningsleder Isak Winkel Holm, postdoc. med speciale i ’Politics of Contamination’, Suhella Tulsiani, specialist  i ’Politics of Contamination’ i mainstream-film, Andreas Immanuel Graae, sygdomsekspert, Lone Simonsen fra School of Global Health samt forfatter Amdi  Silvestri, hvis zombieroman ’Pandaemonium’ fra 2011 foregår på Nørrebro.

Epidemi-debat søndag den 9. november kl. 19.30.

Fire in the Blood – ny film om medicinalindustrien og århundredets forbrydelse

Samme aften og ligeledes i samarbejde med CPH:DOX præsenterer vi 'Fire in the Blood', historien om, hvordan vestlige farmaceutiske virksomheder og regeringer aggressivt blokerede adgangen til billig aids-medicin til patienter i de afrikanske lande og det globale syd i årene efter 1996, hvilket forårsagede over 10 millioner unødvendige dødsfald - og om den gruppe af mennesker, der besluttede at kæmpe tilbage og stoppe 'århundredets forbrydelse' og redde millioner af liv. Men er historien overstået? Medicinalindustrien påstår at have lært af fortidens synder, men vil historien gentage sige når verden igen står overfor en dødelig virusepidemi som Ebola-krisen? Flere lækkede sager har afsløret en lyssky medicinalindustri, der konstant forsøger at påvirke patentlove, internationale handelsaftaler og lovgivning. Medicinalindustrien påstår at have lært af fortidens synder, men vil historien mon gentage sige når verden igen står overfor endnu en dødelig virusepidemi. Den virkelige kamp for at få adgang til livreddende medicin er blot begyndt.
 
’Fire in the Blood’ introduceres af en repræsentant for Læger uden grænsers Access to Medicines Campaign efterfulgt af et oplæg af Benjamin Elbeling, om HIV-krisen (som ikke er overstået endnu). Elbeling, som er medicinstuderende og Europæisk Koordinator i Universities Allied for Essential Medicines, vil bl.a. fortælle om de eksisterende problemer vedrørende manglende behandling til sygdomme i dét der i forskningen betegnes som en global medicinkrise.

’Fire in the Blood’ med introduktion søndag den 9. november kl. 21.30.

Katastrofe- og science fiction-film – og danmarkspremiere med besøg af Kim Fupz Aakeson

Dette års ebola-epidemi har gjort det synligt, at de katastrofe-scenarier, vi ellers kun har mødt på film, ikke bare er science fiction eller feberfantasier i dystopiske kunstnerhjerner. Den er en reel mulighed også på vores breddegrader. Cinematekets filmserie ’Epidemi-alarm!’ fokuserer på hvordan virusser eller bakterier kan invadere og overtage den menneskelige krop og i ekstreme tilfælde bringe samfundet i undtagelsestilstand. Filmudvalget er bredt og rummer katastrofe-, science fiction- og horrorfilm, og det er suppleret med en række særarrangementer – bl.a. besøg af Kim Fupz Aakeson, som har skrevet manuskriptet til ’Perfect Sense’ med bl.a. Ewan McGregor, som vi hermed byder på danmarkspremiere på.

’Perfect Sense’ – ”en af de mest overraskende genre-hybrider i årevis,” skriver Slant Magazine. Videnskaben står uden valide forklaringer, da en epidemi rammer Europa, men symptomerne er klare nok: Pludselige raserianfald efterfølges af tab af først smagssansen, siden lugtesansen og så videre. Eva Green og Ewan McGregor spiller et nybagt kærestepar, der mod alle odds tilpasser sig.

Efter visningen den 2. december vil filmens manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson diskutere katastrofer og film med Rasmus Dahlberg, der er forfatter og forsker i katastrofehistorie. En snak om resiliens og overlevelse i undergangens skær.

’Perfect Sense’ med introduktion 2. december kl. 19.00.

Alle tiders mest besættende epidemifilm

Oplev mere end et halvt århundredes epidemifilm i serien ’Epidemi-alarm!’ og få filmhistorisk syn for sagn, når panikken og paranoiaen breder sig og den social-politiske infrastruktur kollapser på det store lærred – fra Elia Kazans ’Panik’ (1950) over David Cronenbergs mesterværk 'Shivers' (1975), om en epidemi af ustyrligt seksuelt begær, til indieproduktionen '[rec]' (2009), hvor virussen har 'besat' en boligblok.

Læs mere om hele serien ’Epidemi-alarm!’ på cinemateket.dk

Tid: ’Epidemi-alarm!’ – 9. november-28. december
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412