Eventyr på det store lærred

ADVENTURE-FILM. Festivalen DAFF begynder i morgen, 28. november. Det er en festival, der søger efter nervepirrende oplevelser, hvad enten man finder dem ved verdens ende eller i den urbane baghave.

Danish Adventure Film Festival har gennem en årrække specialiseret sig i at bringe biografgængernes puls til kogepunktet med de vildeste og mest hæsblæsende adventure-film. Hvad enten det sker gennem bjergbestigning, skiløb eller fuld fart i betonjunglen.

Men hvad er overhovedet en ’adventure-film’? Som festivalens direktør Bugge Holm Hansen formulerer det, så er det ”film, der tager udgangspunkt i eventyret”. En type film, der er drevet af lysten til at vise aktiviteter på grænsen til det umulige.

Men Holm Hansen påpeger også, at ”vi for tiden oplever en bølge af film som kombinerer det at bevæge sig langt uden for alfarvej med de mere filosofiske sider af det at rejse”. Det er altså også muligt at finde oaser af eftertænksomhed i de ellers så tempofyldte film.

Interesse
Uanset de forskellige typer adventure-film, så mener festivaldirektøren dog at kunne spore en øget opmærksomhed: ”Interessen for adventure som genre er meget stigende, fordi folk igen søger de ægte og autentiske oplevelser, som filmene på vores festival repræsenterer.”

To af årets interessante adventure-film er den visuelt overrumplende skifilm ’Valhalla’ (lørdag kl. 21.30), der er noget så sjældent som en fiktionsskifilm, samt klatrefilmen ’Roraima’ (torsdag kl. 19.30 og søndag kl. 21.15.), hvor en gruppe af verdens bedste klatrere forsøger at besejre en klippeformation midt i junglen.


Tid:
Torsdag 28. november til søndag 1. december
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12