Ønskefilm er publikums unikke mulighed for at sætte et personligt præg på Cinematekets filmprogram. Hver måned dykker vi ned i ønskebrønden med forslag og udvælger en stribe Ønskefilm. Klassikere eller glemte filmskatte - dette er chancen for at opleve din favoritfilm på det store lærred.
Opera, Oliver Stone og Oscar-vindere
I marts måned opfylder vi hele otte publikumsønsker. Du kan bl.a. opleve Guillermo del Toros magisk-realistiske fabel 'Pans Labyrint', der hjemtog en Oscar for bedste udenlandske film. Vi viser også den storslåede fransk-italienske operafilm 'Tosca', Oliver Stones euforiske musikportræt 'The Doors' og sidste års kritiker-darling 'Beginners', der ved den nyligt overståede Oscar-fest resulterede i en Oscar for bedste mandlige birolle til Christopher Plummer.
Visningerne af Roberto Rossellinis 'Angst' må desværre udgå, da filmkopien er for medtaget - og det ikke har været muligt at hjemskaffe en erstatningskopi. Som et plaster på såret viser vi i stedet Rossellinis 'Journey to Italy' med Ingrid Bergman og George Sanders.
Læs mere om alle otte ønskefilm i marts her.
Send dine ønsker
Send endelig friske Ønskefilm-forslag til jespera@dfi.dk eller på Cinematekets Facebook-side.
Tid: Serien (8 titler) vises hele marts
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412