Film, bøger og forfatterbesøg - fem gode tilbud i Cinemateket i november

FILM, FORFATTERE OG FOREDRAG. November måned i Cinemateket byder på en række bog-relaterede arrangementer, filmvisninger og fascinerende foredrag. Se 'Døden i Venedig' a la Luchino Visconti, hør om vikingeskibet 'Havhingsten' og mød den danske mesterinstruktør Jon Bang Carlsen og hippie-forfatteren Peter Øvig Knudsen, som introducerer 70'er film. Mød også Maria Grønlykke - datteren til de to innovative filmpionerer, Lene og Sven Grønlykke.

Se to langhårede 70'er-film introduceret af Peter Øvig Knudsen

Lørdag den 17. november kan du møde Peter Øvig Knudsen, der i anledning af udgivelsen af 'Hippie 2', præsenterer to dejligt langhårede 1970'er-film: antologien 'Frændeløs' og 'Skæve dage i Thy'. Oplev bl.a. en kvindelig kristus' lidelse og død, Bjørn Nørgaards kneppemaskine og et stenet portræt af en hippiepige, instrueret af Jørgen Leth. Se eller gense derefter klassikeren 'Skæve dage i Thy'. Efter filmene er der mulighed for at købe ’Hippie 2’ til særpris – og for at få den signeret! Arrangementet starter kl. 16.15.

Ny biografi om danske filmpionerer - med besøg

Lene og Sven Grønlykke var ukonventionelle, nysgerrige og modige pionerer og iværksættere. De to beskæftigede sig med mangfoldige ting, og hver gang var deres resultater nyskabende: Film, restaurationsdrift, vinimport og meget andet. Deres historie begyndte med en skumgummifabrik i Tåstrup, og nu har deres datter, Maria Grønlykke, skrevet en bog om sine forældre: 'Lene og Sven Grønlykke, et erindringsportræt'.

Den 18. november mindes hun forældrene med anekdoter og filmintroduktion, når vi viser parrets debutfilm ’Balladen om Carl-Henning’ kl. 14.15 og den svære toer: 'Thorvald og Linda' kl. 17.15. I arrangementet deltager også filminstruktør Gert Fredholm og forfatter og journalist Henrik Jul Hansen, der begge arbejdede sammen med Grønlykke-parret. Der vil være mulighed for at købe erindringsbogen og for at få den signeret.   

Thomas Manns Venedig - filmatisering og foredrag

Thomas Manns store novelle ’Døden i Venedig’ har 100-års jubilæum og er netop blevet genudgivet på dansk. Det fejrer vi onsdag den 21. november, hvor vi viser Luchino Viscontis berømte filmatisering fra 1971. Filmen vises kl. 21.00 og introduceres af Morten Dyssel Mortensen, der til daglig er formand for Det Danske Thomas Mann Selskab.

På togt med 'Havhingsten' - foredrag og fotoudstilling 

Havhingsten er verdens største rekonstruktion af et krigsskib fra vikingetiden. Torsdag den 22. november kl. 17.00 præsenterer Cinemateket et foredrag om Havhingstens rejse til Dublin og tilbage igen - med filmklip. Hør museumsinspektør og besætningsmedlem Louise K. Henriksen fortælle om vikingetogt-eksperimentet og se en særlig fotoudstilling i Filmhusets film- og boghandel, der viser Havhingsten i storslået natur og høj søgang 20.-25. november i Cinemateket.

Mød den danske auteur Jon Bang Carlsen

I november udkommer Lars Movins bog 'Jeg ville først finde sandheden - rejser med Jon Bang Carlsen'. I denne anledning introducerer den garvede filmmager, Jon Bang Carlsen, en af sine film 'Ofelia kommer til byen' - en sørgmodig komedie fra en vestjysk landsby, som sættes på den anden ende med ankomsten af en ung kvinde fra storbyen. Filmen vises tirsdag den 27. november kl. 19.00.

Ved arrangementet i Asta Bar kl. 17.30 vil Bang Carlsen ligeledes, i samtale med Movin, fortælle om sin karrieres udvikling siden debuten i 1973. Undervejs diskuterer de Bang Carlsens mere end 40 film og forsøger sammen at pejle sig ind på betydningen af at arbejde i et grænseland mellem selvbiografisk erindringsgods, registreringer af virkeligheden og en fabulerende visuel fantasi.

Der er fri entré til arrangementet, bogen sælges til introduktionspris, og så er der mulighed for at få signeret sit eksemplar!

Tid: November måned
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf.3374 3412