FILMENS HISTORIE 1940'ERNE
Mens 1930'erne var præget af politisk tumult og økonomiske problemer i store dele af verden, blev det følgende årti præget af Anden Verdenskrig. Og særligt tiden efter krigen tegnede en ny begyndelse for filmkunsten verden over. I Italien, hvor filmkunsten under krigen havde været præget af eskapisme og fascistisk propaganda, tog filmskaberne nu revanche og vendte sig mod virkeligheden i det, der senere skulle blive kendt som den italienske neorealisme. Samtidig svælgede europæiske tilskuere pludselig i de mange amerikanske film, de havde været afskåret fra under krigen, og filminstruktører som Orson Welles, Billy Wilder, John Huston og William Wyler nød stor popularitet både i hjemlandet og i de europæiske biografer.
Samtidig begyndte man at udforske de nye teknologiske muligheder i filmsproget. Længere indstillinger, større dybdefokusering og film noir kom til at tegne efterkrigstidens Hollywood-film. Film noir, som er en æstetisk stil mere end en egentlig genre, var samtidig præget af en høj grad af psykologisk kompleksitet, som let lader sig forklare som en direkte konsekvens af en generel desillusionering i kølvandet på Anden Verdenskrig. Og sådan hænger verdenshistorie og filmhistorie endnu en gang sammen.
Herhjemme blev 1940’erne det årti, hvor dansk film med filmhistoriker Eva Jørholts ord blev ”voksen, følsom og elegant”. Besættelsestiden kastede et mørke over landet, men dansk filmkunst kvitterede med lige dele sofistikerede, mørke films noirs som Bodil Ipsens ’Mordets melodi’ (1944) og rendyrket eskapisme i skikkelse af Johan Jacobsens elegante, løsslupne farcer, bl.a. ’Som du vil ha’ mig’ (1943).
På denne side vil vi dele nogle af vores bedste tips til film og fortællinger fra og om 1940’erne. Der vil være noget både for begyndere og cineaster.
MR. FILM HISTORY, DAVID BORDWELL OM 1940'ERNE
Hvad definerer 1940'ernes? Tænk sexede divaer med vandonduleret hår, hårdkogte detektivhistorier i skarp sort/hvid, smuk, rå og følsom italiensk neorealisme og fantastisk flotte, dybdeskarpe billeder - så er stemningen sat!
Vi lægger ud med Mr. Film History, David Bordwell, der netop omtaler tiåret som 'The 1940s, mon amour' og spørger sig selv "why do I feel that the 1940s-early 1950s cinema is “my Hollywood” in a way that the 1960s and 1970s aren’t?" (læs hele det personlige indlæg HER:
Bordwell har skrevet en bog om 1940'ernes Hollywood med titlen 'Reinventing Hollywood: Out of the Past' - men heldigvis har han også skrevet en kortere gennemgang med tilhørende videoklips, som man kan læse lige her:
FILM UNDER ANDEN VERDENSKRIG
1940'erne er et mørkt årti, hvor Anden Verdenskrig og genopbygningen af verdenen påvirkede en stor del af kloden og ikke mindst filmbranchen. De krigsførende lande tog hurtigt filmens potentiale til sig og producerede den ene propagandafilm efter den anden.
I USA var Hollywoods berømte instruktører og filmselskaber med til at producere propagandafilm. Heriblandt Disney, som skulle undgå at gå konkurs.
Disney producerede i 1943 den animerede kortfilm 'Education for Death', der skildrer Nazitysklands indoktrinering af nationen gennem barnet Hans' opvækst (ovenstående billede). Disneys klassiske animationsstil kombineret med krigsoplysning er en speciel (og ubehagelig) blanding og kan ses HER.
'Kornet er i fare' er en dansk dokumentar fra 1945 om vigtigheden i skadedyrsbekæmpelse. Filmen er atypisk morsom med den åbenlyse allegori mellem de invasive kornbiller og den tyske besættelse af Danmark. Billerne har personligheder, stemmer og en plan om et korn-overherredømme i Danmark.
Du kan se 'Kornet er i fare' HER.
Hvis man interesserer sig for disse propagandafilm, er den britiske 'A Diary for Timothy' (1945) også værd at se. Her skildres 2. Verdenskrig og dens følger gennem spædbarnet Timothys opvækst og kommende liv. Filmen kan ses HER.
Nær krigens afslutning stoppede amerikanerne ikke med at advare mod det tyske folk. 'Your Job in Germany' handler om de allieredes besættelse af Tyskland efter afslutningen på krigen og er instrueret af Frank Capra og skrevet af Dr. Seuss! Filmen er svær at se grundet dets åbenlyse antigermanske propaganda, men især grundet de voldsomme billeder af krigen og dets konsekvenser. Den er ikke for sarte sjæle. 'Your Job in Germany' kan ses her:
Der er dermed rigeligt at tage fat på i en overset filmgenre, som havde en overeksponering under 2. Verdenskrig.
QUIZ 1940'ERNES SKUESPILLERE
Hvor meget ved du om 1940'ernes skuespillere? Det kan du tjekke i DENNE quiz. God fornøjelse!
KARIKATURTEGNINGER I KRIGSTIDEN – ER DET FOR BØRN?
Theodor Seuss Geisel', bedre kendt som Dr. Seuss var en af de mest succesfulde børnebogsforfattere og illustrator verden over. Mange kender ham for hans morsomme rim og tegneserier fyldt med finurlige fabeldyr og bløde animationer, og særligt som skaberen bag det grønne plyssede julemonster ‘The Grinch’ eller ‘Katten med hatten’.
Men under børnebogs-berømmelsen bød Dr. Seuss’s kunsteriske virke på meget andet end skæve og bløde tegninger.
Denne VIDEO giver et særligt indblik i Dr. Seuss’s karriere – fra den spæde start som tegneserie- og reklamekunstner i magasiner som ‘Life’ og ‘Vanity Fair’ til hans senere virke som politisk karikaturtegner under 2. Verdenskrig, hvor han producerede over 400 tegneserier og skød med blæk i skarp opposition til dominerende og fremmedfjendske overbevisninger som nazismen, fascismen og kommunismen.
Dog var Dr. Seuss sarkastiske streger og kritiske vinkler ikke altid lige stuerene. Se bl.a. hvordan den amerikanske illustrator støttede op om de japanske interneringslejre, som i nutidens øjne anses som en af de mest grusomme krænkelser af amerikanske borgerrettigheder i det 20. århundrede. Tiden var ganske vist en anden og Dr. Seuss’s simple og alligevel komplekse, gestikulerende og livlige streg kan i dag sammenstilles med ikoniske tegneseriekunstnere som Tove Jansson eller Hergé.
Se i overstående video karrikaturtegningerne fra Dr. Seuss's kontroversielle virke under 2. Verdenskrig. Et lille udtag ses nedenfor.
PS: Vil du se mere af Dr. Seuss's mangfoldige arbejde kan størstedelen af hans tegneserier, fabeldyrsfigurer og skjulte kollektioner ses HER.
Og er du nysgerrig på at få opklaret 9 ting, som du måske ikke vidste om den satiriske tegner- og børnebogsforfatters liv, som at han eksempelvis ikke selv havde nogle børn, kan du måske blive klogere HER.
DEN ITALIENSKE NEOREALISME
Et af 1940'ernes filmiske højdepunkter er den italienske neorealisme, som opstod omkring Anden Verdenskrigs afslutning og blev den dominerende retning inden for italiensk film ind til begyndelsen af 1950’erne.
Udgangspunktet for bevægelsen var Italiens ødelæggelse under krigen, og neorealismen markerede et kunstnerisk tøbrud efter årtier med fascistisk retorik under Mussolini. Som navnet antyder var neorealismen en langt mere virkelighedsnær type film, end hvad der havde præget italiensk film i årene forinden, og oplevelsen af at se dem var ny og frisk.
Filmene var i begrænset af de få midler, der var til rådighed, og den knaphed, man finder i filmenes æstetiske udtryk, er ikke så meget et valg som et grundlæggende vilkår: der var ganske simpelt ikke økonomi til visuelle finesser. Eksempelvis er nogle af filmene domineret af lange indstillinger, da montagen måtte minimeres på grund af økonomisk knaphed. I andre tilfælde klippes der heftigt, da man måtte optage på selv de korteste små filmstumper. Da filmstudierne i Cinecittà var blevet bombet under krigen (og fascisterne kontrollerede dét, der var tilbage), var instruktørerne desuden tvunget til at optage deres film ude i virkeligheden. Med andre ord er de stiltræk, som i eftertiden er blevet et æstetisk kendetegn for neorealismen, i lige så høj grad resultat af ydre vilkår som æstetisk vilje.
De neorealistiske instruktører Vittorio de Sica, Luchino Visconti og Roberto Rossellini ville skildre mennesket i sit virkelige, ofte tragiske, miljø. De havde et ønske om at gengive den sociale elendighed, som den jævne italiener oplevede under og efter krigen. De ville levere sociale beskrivelser af hverdagen med en poetisk sandhed. Denne sandhed opstod også i høj grad via skuespillerne, der i udstrakt grad var amatører, som man bl.a. ser det i de Sicas ’Cykeltyven (1948).
Neorealismens ”chefteoretiker”, manuskriptforfatteren Cesare Zavattini, mente at filmkunsten burde fremstille hverdagens begivenheder for at vække en forståelse for ’almindelige’ mennesker, hvilket fx ses i, at dialogen i de neorealistiske film altid foregår på hverdagssprog og ofte på dialekt. Den udbredte brug af lokal dialekt i filmene var også udtryk for et ønske om at genopdage Italien i al dens mangfoldighed efter tiden med Mussolinis brutale ensretning.
Zavattini understregede, at intet er banalt, og at alt kan være genstand for filmisk betragtning. Det mantra betød i praksis, at fortællingen i de neorealistiske film levnede plads til scener, der ikke bringer handlingen fremad. Et godt eksempel er fra filmen ’Umberto D’ (1952) af Vittorio de Sica, hvor en lang scene helliges tjenestepigen Marias morgenrutine. Hun har lige opdaget, at hun er gravid, og hun falder tænksomt hen, mens hun venter på, at kaffen skal koge. Scenen har ingen handlingsmæssig betydning for filmen i øvrigt, men den viser på fornem vis en ung gravid kvindes tanker og problemer. Denne dvælen ved det udramatiske og ved hvad, der umiddelbart forekommer som ikke-begivenheder, viser neorealismen som en vigtig forløber for den europæiske modernisme, som bl.a. Michelangelo Antonioni, Alain Resnais og Federico Fellini skulle blive eksponenter for.
Den tidligste (og en af de mest berømte) neorealistiske film er Roberto Rossellinis ’Rom, åben by’ fra 1945. Titlen refererer til, at Rom under tyskernes besættelse af Italien i 1944 blev erklæret for ”åben by”. Filmen skildrer en gruppe mennesker, som deltager i modstandskampen, der bliver skæbnesvanger for lederen Manfredi og præsten Don Pietro. Den modtog De Gyldne Palmer ved filmfestivalen i Cannes i 1946.
Du kan HER se ’Rom, åben by’ på Filmstriben.
CHAPLINS POLITISKE TUMULT
1940'erne markerede et stort skifte hos datidens store stjerne Charlie Chaplin, hvis politiske synspunkter gjorde ham upopulær i USA.
Chaplin afskyede den stigende nationalisme i mellemkrigstiden og besluttede at kritisere fascismen i satiren 'The Great Dictator' fra 1940. Det var Chaplins første talefilm og en af de mest anerkendte komedier i filmhistorien. Herfra gik det dog ned ad bakke for Chaplin i et årti, hvor han blev mere kendt for politik end sine film.
Chaplin var også indblandet i ægteskabelige skandaler, der nåede hele vejen til retten og forværrede hans i forvejen blakkede ry. USA's stigende frygt for kommunisme rettede også blikket mod Chaplin grundet hans venstreorienterede politiske synspunkter.
Chaplins første reelle fiasko, 'Monsieur Verdoux' fra 1947, var kontroversiel ved sin premiere med filmens kritik af kapitalismen. Filmen blev buhet ud og ændrede amerikanernes opfattelse af Chaplin, der nu blev anset som antiamerikansk.
Chaplins status om persona non grata under McCarthy-æraen er en roman i sig selv om, hvordan en af Hollywoods største stjerner fik en smædekampagne over sig og næsten blev sparket ud af landet.
Chaplin forlod USA i 1952, men 1940'erne var årtiet, der afsluttede en af de største komikeres virke i Hollywood. Chaplins to film fra 1940'erne er dog afgjort værd stadig at se.
Du kan se 'The Great Dictator' HER
Og dokumentaren om 'Monsieur Verdoux' og Chaplins upopularitet HER
PROPAGANDA, NYFUNDEN FRIHED OG FORBRUGERISME: AMERIKANSKE REKLAMEFILM UNDER OG EFTER KRIGSTIDEN
1940’erne var på mange måder et blandet årti i den vestlige verden. Et årti, der startede med tab og lidelse i mørket fra 2. Verdenskrig. Reklame og propaganda blev blandet og brugt som et vigtigt redskab til at hæve morale og opretholde folkets årvågenhed mod nazistiske aktiviteter, som kunne være en trussel på hjemmemarkedet. Bogen ‘All-American Ads of the 1940s’ kaster et blik tilbage på amerikanske reklamer fra 1940’erne og indkapsler perioden med en række annoncer, der både er uhyggelige og uskyldige: Du kan se et uddrag med billeder og tekstbeskrivelser HER.
Den vestlige verden blev heldigvis et lyserede sted fyldt med håb, frihed og nyfunden entusiame i i efterkrigstiden – især for forbrugerisme. Du kan i denne video se 10 grinagtige reklamefilm fra slutningen af 40’ernes Amerika, der næsten når op på samme skøre skala som Casper og Mandrilaftalens sorte reklamefilm. Bliv bl.a. klogere på, hvordan du løfter et æg fra en kogende gryde vand med en “Band-Aid Plastic Strap”, barberer karantæneskægget af med en komfortabel “Super Speed Racer” eller får energien tilbage med datidens svar på energibarer: “Sunbeam bread” – Måske sådan en omgang bønner burde sendes ud til folket, mens vi venter på en vaccine. I mellemtiden kan vi glæde os over, at lægerne er stoppet med at ryge, og at vi kan lege kosmologer med kartofler hvis kedsomheden bliver for massiv. Se filmene HER.
’ROPE’ (1948) – ET UNDERVURDERET MESTERVÆRK?
Alfred Hitchcocks ‘Rope’ er især kendt for at være – tilsyneladende – optaget i en enkelt kamerabevægelse, men den er værd at kigge nærmere på, hvis man vil forstå, hvad der gør Hitchcock til så fremragende en suspense-instruktør.
De fleste kender nok Hitchcocks mesterværker fra 1950’erne som ’Strangers on a Train’ (1951), ’Rear Window (1954), ’Vertigo’ (1958), ’North by Northwest’ (1959) og ’Psycho’ (1960). Men allerede i 1940’erne var Hitchcock i fuld sving med at lave film. Han og hustruen Alma Reville var flyttet fra England til Hollywood i 1939, og han instruerede bl.a. Daphne du Maurier-filmatiseringen ‘Rebecca’ (1940) og thrilleren ’Spellbound’ (1945) med Gregory Peck og Ingrid Bergman i krigsårene.
Efter krigen etablerede Hitchcock et selvstændigt produktionsselskab, og her lavede han filmen ’Rope’. ’Rope’ handler om de to studerende, den dominerende Brandon (John Dall) og den lidt mere tilbageholdte Phillip (Farley Granger). De kvæler en tidligere klassekammerat – mest af alt bare for at prøve at se, om de kan slippe afsted med mord – og gemmer liget af vejen i en dragkiste, som de dækker til med en dug og bruger som serveringsbord til en fest. Gæsterne ved festen tæller bl.a. den afdødes far, tante og kæreste samt de tre unge mænds tidligere underviser, Ruper (James Stewart), som i tiltagende grad fatter mistanke om, at der foregår noget lumsk, som man kan fornemme i scenen HER.
Filmen markerede Hitchcocks første samarbejde med Stewart, som siden medvirkede i tre af Hitchcocks følgende film, nemlig ’Rear Window’, ’Vertigo’ og (genindspilningen af) ’The Man Who Knew Too Much’ fra 1956.
Især var ’Rope’ teknisk eksperimenterende i en sjælden grad for Hitchcock. Ikke alene var den hans første farvefilm, den var også optaget i ét rum (en lejlighed i New York, hvilket giver den et temaslægtsskab med ’Rear Window’) og – tilsyneladende – i én lang bevægelse. Hitchcock var inspireret af den aristoteliske idé om tidens, rummets og handlingens enhed, og han forsøgte derfor at lade ’Rope’ udspille sig i realtid, hvilket var et langt mere radikalt greb i 1940’erne end i dag. I virkeligheden består den dog af 10 klip à 9-10 minutter (10 minutter var den maksimale længde film, kameraerne dengang kunne rumme). Overgangene mellem klippene holdes skjult i filmen ved fx at panorere hen over en mørk flade (ofte en af personernes rygge), hvor man kan klippe usynligt. Man kan se, hvordan klippene holdes skjult her
Selv om det måske kan virke skuffende, at filmen rent faktisk består af sammenklippede sekvenser, er det stadig radikalt med kun ti klip – til sammenligning består Hitchcocks senere film ’The Birds’ (1963) af 1.360 klip. For at lave en flydende, organisk fortælling, blev kameraerne sat på hjul, såkaldte ’dollies’, og alt på filmsettet var mobilt og fleksibelt, inklusiv bagprojektionen af New Yorks skyline, hvor lyset dæmpes efterhånden som aftenen skrider frem, og skyerne glider hen over himlen. Alle disse mekaniske dele var nødt til at være lydløse, da lyden også blev optaget live på settet (en hidtil uset bedrift i Hollywood), og præcise som en militær operation. Hele optagelsesprocessen udtrykte Hitchcocks behov for at lege med mediets muligheder, og de lange indstillinger skaber en intens følelse af overhængende spænding på samme måde som krydsklipningen i hans senere film ’Strangers on a Train’. Men i modsætning til denne, bliver ’Rope’ ofte glemt i opremsningen af Hitchcock som en ’master of suspense’. Hermed en opfordring til at se eller gense dette oversete mesterværk.
FILMANBEFALING - 'VREDENS DAG'
Carl Th. Dreyer instruerede, producerede og skrev 'Vredens Dag', som var den danske auteurs første film i 11 år siden 'Vampyr' fra 1932.
'Vredens Dag' indkapsler Dreyers filmiske udtryk med det langsomme tempo, smukke fotografering og døden som centralt tema. Filmens tempo blev i 1943 ved premieren slagtet af de danske dagblade.
Filmen er et tidsløst kærlighedsdrama, som foregår i 1600-tallet under hekseforfølgningerne. Anne Pedersdotters mor blev brændt på bålet og var tvunget til at gifte sig med den ældre præst Absalon, men forelsker sig i præstens søn Martin fra et tidligere ægteskab, der kommer hjem til det humørforladte hjem.
Der er hermed givet en anbefaling til at se et af dansk films største bedrifter, som endda blev lavet i krigstid. Især Sigrid Neiiendam som Absalons mor Merete er fabelagtig i en af dansk filmhistories mest usympatiske skikkelser.
Du kan se 'Vredens dag' HER.
JETTE BANG – BEN I NÆSEN OG TRICKS I ÆRMET: MØD DET KVINDELIGE SVAR PÅ KNUD RASMUSSEN
Under Filmens historie 1930'erne kan du læse om den grønlandsk/danske polarforsker, Knud Rasmussens dokumentariske rejsefilm “Palos Brudefærd” fra 1934. I 1940'erne retter vi linsen mod Jette Bang, som var Danmarks første markante kvindelige dokumentarist.
I 1938-39 instruerede Jette Bang Grønlandsfilmen “Inuit”, som er et af de tidligste eksempler på brug af farve i dansk dokumentarfilm. Kodachrome farvefilmen udkom i 1940 og anses i dag som en filmisk og kulturhistorisk milepæl, som erstattede sort-hvid filmen i Danmark.
Jette Bang blev født i 1914 og voksede op på Christianshavn i nærheden af Grønlands Handels Plads, hvor hun kunne følge Grønlandsbådene sejle ind og ud. Bang kom fra det pænere borgerskab og færdedes i kulturradikale kredse. Hun læste filosofikum i Paris og kom i 1933 i lære som fotograf, hvor hun blev færdigudlært som 22-årig. Derefter satte hun sig for at fotografere Grønland, hvor hun befandt sig syv gange mellem 1936 og 1962. Fra rejserne skabte hun hele 21 dokumentarfilm, fire bøger og over 11.000 stillfotos, der var med til at åbne danskernes øjne for den Grønlandske kultur. Jette Bangs særlige talent var en kombination af en æstetisk sans for billedkomponering, etnografisk nysgerrighed og menneskelig sensitivitet, som fik beboerne til at åbne sig for hendes kamera. Til en forskel fra tidligere mandlige polardokumentaristers farlige ekspeditioner og fokus på mændendes jagtkultur, var Jette Bang mere interesseret i at blive hjemme i hytterne med kvinderne og børnene og fokuserede som noget nyt på deres hjemmeliv, arbejde og relationer. Hun mente her selv at have en fordel som kvinde og udtalte i sin tid:
"Jeg lærte, at der består et særligt frimureri mellem kvinder tværs over alle ydre forskelligheder. Det var en nyttig viden, den har senere bragt mig ind i fremmede huse og telte, hvor jeg har ønsket adgang,"
I dagbogen "30.000 Kilometer i Sneglefart" skriver Jette Bang ligeledes om, hvordan hun tog del i beboernes hverdagsliv: "Bortset fra den personlige tilfredsstillelse ved at have tilegnet mig en færdighed, var det af en vis praktisk betydning, at jeg satte mig ind i de forskellige arbejder ved garnsætning, flænsning osv., da det hjalp mig til at fotografere tingene korrekt.”
For at fange “det ægte Grønland” og blive en naturlig del af de lokales dagligdag, havde Jette et trick i ærmet: Hun bød sine medmennesker en cigaret. En usund, om ikke andet funktionel icebreaker.
I 1940 fik Bang til opgave af Grønlands Styrelse at optage en film, der skulle promovere Danmarks kolonipolitik. Grønlands Styrelse ønskede at formidle et budskab om, at den teknologiske og sociokulturelle udvikling var nødvendig for Grønland. Bang fik omhyggelige anvisninger om, hvad hun skulle optage, men stik i mod retningslinjerne var Jette Bang langt mere fascineret af at filme den traditionelle levevis end moderniseringen. Hun rettede derfor linsen på inuitlivet i den barske natur med fiskeri, hundeslæder, kajakker, iglobygning, sæljagt, skindrens og kødtilberedning. Bang beundrede den oprindelige livsform, som var vigtig for hende at indfange, inden den gik tabt.
Heldigvis fik hun det hele med, og du kan HER se inuiternes livsformer bragt til livs i det smukke farverige hovedværk: 'Inuit'.
PS: Hvis du har en forkærlighed for den skøre ornitolog i Bennys Badekar vil du uden tvivl elske oplæsers rigsdanske røst som akkompagnement til filmen.
BOGANBEFALING: BFI FILM CLASSICS SERIES
De lange vinteraftener er snart en saga blot, men bog-serien ’BFI Film Classics Series’ passer også perfekt til kortere aftenlæsning. Hvert bind har lommeformat og behandler over godt 100 sider en filmklassiker. Altid rigt illustreret og velskrevet af en filmfaglig ekspert.
To bøger om to film, der havde premiere på hver sin side af freden i 1945, viser spændvidden i 1940’ernes filmkultur. God læsning!
’MEET ME IN ST. LOUIS’ havde amerikansk premiere i 1944 – fem måneder efter D-dag – og var en klar påmindelse til befolkningen om, hvor man kom fra kulturelt (filmen følger en familie i idylliske forstadsomgivelser anno 1903) og hvor man skulle tilbage til, når krigen var slut. Som et hint til mændenes krigsdeltagelse er der få mænd i filmen, men til gengæld hele tiden en forventning om, at mændene vil dukke op igen.
Lån bogen HER.
Et år senere var krigen slut og kunstnere verden over gjorde op med krigstidens manipulation og propaganda ved at dyrke saglighed og realisme. Bedst kendt er måske den italienske neo-realisme, der bl.a. talte instruktøren Roberto Rossellini. Hans film ’ROM – ÅBEN BY’ fra 1945 følger nøgternt en modstandsbevægelse under besættelsen i Rom.
Lån bogen HER.
JOHAN JACOBSEN – DANSK FILMS ELEGANTE SCREWBALLINSTRUKTØR
I 1930’erne boltrede dansk film sig i farce-genren med muntre, tidstypiske komedier, ofte med tidens store revystjerner i hovedrollerne. Den tradition fortsatte i 1940’erne, og selv om besættelsestiden var et mørkt kapitel i Danmarks historie, var det paradoksalt nok en lys tid for dansk film, som oplevede stor fremgang, fordi de amerikanske film ikke fyldte biograferne.
En af de instruktører, som for alvor markerede sig i perioden, var Johan Jacobsen. Som søn af to skuespillere blev han så at sige født ind i filmbranchen, og han trådte sine første instruktørskridt hos tidens store produktionsselskab Palladium, hvor han blev betroet instruktionen af filmen ’I de gode gamle dage’ (1940) med selskabets dengang helt store stjerner, komikerparret Fy & Bi.
Siden løftede han den muntre genre til nye højder med elegante film, der var inspireret af tidens amerikanske screwballkomedier. Blandt titlerne kan nævnes den sprudlende ’Mine kære koner’ (1942), der har masser af timing og rappe replikker, den sofistikerede komedie ’Som du vil ha’ mig - !’ (1943) med Marguerite Viby i absolut topform, og ’Tag det som en mand’ (1941), der har makkerparret Gunnar Lauring og Beatrice Bonnesen i de centrale roller som dansk films svar på Spencer Tracy og Katherine Hepburn.
Men Johan Jacobsen udmærkede sig også ved at afsøge nye genrer i tiden. Med ’Tobias-nætter’ (1941) legede han kispus med tilskueren i en metafilmisk fortælling, mens ’Otte akkorder’ fra 1944 er en snedigt udtænkt ’stafet-film’, som gennem otte fortællinger skildrer otte forskellige par via historien om en grammofonplades rejse fra forretningen til sit endeligt. Filmen var inspireret af lignende fortællemæssige eksperimenter i fransk og amerikansk film, ikke mindst Julien Duviviers ’Un carnet de bal’ fra 1937.
Man kan ikke nævne Johan Jacobsen uden at nævne ’Soldaten og Jenny’ (1947), hans måske bedste film. En tragisk kærlighedsfortælling om soldaten Robert (Poul Reichhardt), der møder den unge Jenny (Bodil Kjer), som er blevet smidt ud hjemmefra, fordi hun har fået foretaget en illegal abort. Med stor indlevelse tegner Jacobsen et ømt og realistisk personportræt af to fine unge mennesker i en barsk verden. Filmen løb med hele tre statuetter, da man for første gang uddelte filmkritikernes Bodil-pris i 1948.
Sidst men ikke mindst instruerede Johan Jacobsen den første danske film om besættelsen. ’Den usynlige hær’ (1945) fik premiere få måneder efter at tyskerne havde forladt landet, og med et elegant filmsprog og en fint nuanceret personskildring tegnede den et portræt af besættelsestidens hverdagsliv og krigens psykologiske omkostninger for både de aktive modstandsfolk og de, som hellere ville leve deres liv i fred, til krigen sluttede.
Du kan se ’Den usynlige hær’ på Filmstriben ved at klikke på DETTE link.
INGRID BERGMAN
Få et indblik i den hvileløse svenske trækfugls liv og karriere gennem en rørende dokumentar samt billeder fra 1940'erne.
“Jeg kræver ikke så meget. Jeg vil bare have alt” – Sådan udtaler den vederhæftige skuespillerinde Ingrid Bergman i dokumentaren ‘Jeg er Ingrid’, som er baseret på private filmoptagelser, uddrag af dagbøger, breve mellem veninder og interviews med hendes fire børn.
Ingrid Bergman blev født i Stockholm i 1915. Hendes mor var af tysk afstamning og døde, da Ingrid var blot 3 år gammel. Faren var fotograf og fremkaldte tidligt Ingrids talent for skuespil. Han gik bort da hun var 12 år gammel, og Ingrid flyttede forældreløs ind hos sin onkel. Gennem faren fik hun både selvstændighed og kærligheden til filmkunsten foræret. Ingrid elskede at filme og have sit filmkamera med overalt.
Dokumentaren tegner et billede af en rodløs og fri kvindes liv, hvis karriere og ry synes vigtigere for hende end familielivets rolige rammer. Ingrid var eventyrlysten og havde en desperat længsel for at komme ud i verden. I dokumenteren udtaler hun ydmygt og ærligt: “Jeg var det mest generte menneske på denne jord. Men jeg havde en løve i brystet, som nægtede at lade sig tæmme” eller: “Det er som om, der bor en trækfugl inde i mig. Lige siden jeg var lille, har jeg længtes efter noget nyt og anderledes. Selvom jeg oplevede meget, var det aldrig nok.”
Den unge Ingrid fik undervisning på Den Kongelige Skuespillerskole i Stockholm og fik med sit naturtalent for skuespil hurtigt roller i teateret. Hun forlod dog hurtigt teaterets verden for at gå ind i filmbranchen, fordi hun elskede den frihed, hun følte foran kameraet. I 1939 hentede den amerikanske instruktør David O. Selznick Ingrid til USA og gav hende en rolle i filmen ‘Intermezzo’, der blev hendes første store debut som filmskuespillerinde. Da var hun allerede en stjerne i Sverige, og hun vandt hurtigt indpas hos det amerikanske publikum med sin naturlige udstråling. Siden tog karrieren fart, og særligt 1940’erne blev en gylden ære for den svensk-fødte skønhed.
I 1942 medvirkede hun bl.a. i Michael Curtiz ‘Casablanca’, som foregår under 2. verdenskrig, i rollen som gentlemanden Humphrey Bogarts gamle flamme. I 1944 spillede hun i George Cukors psykologiske noir-thriller ‘Gaslight’ kone til en mand (Charles Boyer), der forsøger at få hende til at tro, at hun er forstyrret og ser syner ved at dreje op og ned for gassen, så lamperne blinker. Og i 1946 I Hitchcocks ‘Notorious’ spillede hun side om side med Cary Grant, som hun først troede var en storsnudet don juan, men som viste sig, at være en af de herligste modspillere i hendes karriere. Altid omtalte hun sine medskuespillere med stor varme og tilkendegav en stor ydmyghed og respekt over for de instruktører, der var med til at forme hende som kunstner – ofte forelskede hun sig i dem, men mistede da hurtigt interessen, når filmene var skudt.
Anderledes var det med den italienske, Roberto Rossellini, der med filmen ‘Rom, åben by’ i 1946 skabte en af de første neorealistiske film. I 1949 medvirkede Ingrid i Rossellini’s ‘Stromboli’, der desværre blev et flop, da hun forlod sin første mand og deres datter til fordel for Rossellini, som Ingrid fik tre børn med. Hun mistede dermed gunsten hos det amerikanske publikum, men aldrig lysten til at spille skuespil. Rossellini og Bergman indspillede syv film sammen. Desværre var Rossellini frygtelig jaloux anlagt og forbød Ingrid at indspille film med andre instruktører. Hun lod sig derfor skille i 1957 og fortsatte ufortrødent sit liv som en fri kvinde, der selv kunne vægte balancen mellem karriere og kærlighed.
Ingrid dedikerede sit liv til filmkunsten og fortsatte i mange år sit arbejde, selvom hun blev diagnosticeret med brystkræft i 1973. Hun døde blot få måneder efter at have medvirket i sin sidste spillefilm, hvor hun spillede Golda Meïr i 1982. Ingrid Bergman blev blot 67 år gammel. Hun døde i sit hjem i London, men lever i dag videre gennem filmkunsten og de mange optagelser, breve og billeder, som hun efterlod verden, og som du kan komme meget tættere på i den rørende dokumentar ‘Jeg er Ingrid’, som kan ses på Filmstriben HER.
Du kan her se et billedligt uddrag fra nogle af de film fra 1940’erne, som Ingrid Bergman lyste op med sin naturlige charme.
Og hør HER en sidste sang for gammel kærlighed og for en skøn svensk trækfugl i dette korte klip fra klassikeren, ‘Casablanca’
DANMARK PÅ FILM
Hvordan så Danmark ud i 1940'erne? Det kan man opleve ved selvsyn inde på Det Danske Filminstituts streamingsite Danmark på film.
Her kan man for eksempel se optagelser fra besættelsestidens og befrielsens Danmark.
Men i anledning af en allestedsnærværende epidemi i nutiden vil vi i dag særligt anbefale oplysningsfilmen 'Vi bringer en advarsel' fra 1944. Her advarer en alvorlig fortællerstemme imod letsindighed: "Kønssygdommene er mere udbredte og mere ondartede end nogensinde før!".
Tag en tur i tidsmaskinen og få luftet lattermusklerne i denne alvorlige tid.
Se filmen HER.
Er der i øvrigt nogen af jer derude, der kan spotte hvor i filmen Hitchcock selv optræder?
’Rope’ kan lejes på Blockbuster, Google Play eller YouTube.
Dette er en del af Cinematekets alternative online filmhistorie.
Læs mere om konceptet HER