Filmens historie 1960'erne - nybølge og modernisme
1960'erne blev et turbulent årti over hele kloden, kendetegnet ved nybrud, stort babyboom og enden på de europæiske koloniimperier. I Danmark blev årtiet ofte kaldt 'de glade 60'ere', der huskes for ungdomsoprøret, hvis tilhængere eksperimenterede med familieformer, seksualitet, religion, påklædning og euforiserende stoffer. Tidens ikoner lagde en modelinje, der bl.a. dikterede korte kjoler til pigerne og kravelangt hår til drengene. Men de glade 60'ere henviser specielt til den kraftige økonomiske udvikling i perioden med fuld beskæftigelse og en hidtil uset levestandard i form af bolig, biler, udlandsrejser etc.
Inden for filmkunsten opstod den ny bølge, la nouvelle vague, i Frankrig fra slutningen af 1950'erne. På Cannes Filmfestivalen i 1959 blev både François Truffauts debutfilm, 'Les quatre cents coups' ('Ung flugt'), og Alain Resnais' 'Hiroshima, mon amour' ('Hiroshima, min elskede') præmieret, og de satte den ny filmbølge i sving.
Begge filminstruktører repræsenterede en ny og personlig filmkunst i opposition til datidens litterære tradition i fransk film. Ligesom Jean-Luc Godard, Claude Chabrol, Eric Rohmer og Jacques Rivette, der blev frontfigurer i den ny bølge, var Truffaut begyndt som kritiker ved filmtidsskriftet 'Cahiers du Cinéma'. Mest radikal i Cahiers-gruppen var Godard, der allerede fra debutfilmen 'À Bout de souffle' (1960, 'Åndeløs') gjorde op med de gængse regler og revolutionerede filmsproget. Resnais tilhørte den såkaldte Rive gauche-gruppe, der desuden talte bl.a. Jacques Demy, som fx lavede 'Lola' (1961) og 'Les Parapluies de Cherbourg' (1964, 'Pigen med paraplyerne'), Agnès Varda, der især huskes for 'Cléo de 5 à 7' (1961, 'Cleo fra 5 til 7'), samt cinéma vérité-instruktøren Chris Marker.
Den ny bølge var et brud med den etablerede filmtradition og blev med sine få midler, sin store opfindsomhed, sin ungdommelige friskhed og kærlighed til filmkunsten en skelsættende begivenhed i filmhistorien.
Den ny bølge satte sig internationale spor, i USA mest i det alternative filmmiljø, bl.a. hos John Cassavetes, i Tjekkoslovakiet hos Milos Forman, i Sverige hos Jan Troell og Bo Widerberg, bl.a. med 'Kvarteret Korpen' (1963, 'Ravnekvarteret'), og i Danmark især hos Palle Kjærulff-Schmidt og Klaus Rifbjerg med 'Weekend' (1962). Et lignende nybrud skete desuden i den unge britiske, vesttyske og italienske film (Antonioni, Fellini) i 1960'erne.
Film er sandheden - 24 billeder i sekundet
Lad os begynde vores rundtur gennem 60'erne med et fokus på 'den ny bølge' i Frankrig – den kunstneriske bevægelse i årtiet, der fik størst indflydelse på udviklingen af filmsproget og de temaer, en film kunne tage op. Og ikke mindst bidrog til den stigende anerkendelse af filmen som kunstart - på lige fod med andre kunstarter som teatret, litteraturen og billedkunsten.
Den ny bølge (på fransk nouvelle vague) er betegnelsen for en række primært franske film, der kom frem fra slutningen af 1950'erne til midt i 1960'erne. De centrale instruktører i bølgen var Claude Chabrol, François Truffaut, Jean-Luc Godard, Eric Rohmer og Jacques Rivette. Flere af dem skrev kritik ved filmtidsskriftet 'Le Cahiers du Cinéma', hvor de udtrykte deres personlige holdninger til det at lave film.
Nybølgefolkene var glødende entusiaster. De elskede filmen, og når de ikke skrev filmkritik eller optog film selv, så sad de på forreste række i biografen og nød andre instruktørers værker. Filmkunsten var dødsensalvor for dem! Deres virkelighed bestod i at se film og skrive om dem, og de hev deres egen virkelighed ind i deres egne film. Med tidens nye lette kameraer bevægede de sig ud i hverdagslivet, væk fra studierne. De anvendte ikke kunstigt lys og fokuserede på emner, som optog dem.
Med filmkritikerne fra 'Cahiers du Cinema' opstod auteur-begrebet.
Ordet auteur kommer af det franske ord for forfatter. Den franske filmkritiker Alexandre Astrucs fremførte en idé om, at filminstruktøren skulle "skrive med kameraet" lige så personligt som en forfatter skrev med en pen.
Auteuren er en kunstner, der formår at sætte sig eget personlige og genkendelige aftryk på de film, han/hun skaber, og som styrer den kreative proces. Et særkende ved en auteur er, at man kan finde særlige træk og stilistiske karakteristika, der løber som en rød tråd igennem instruktørens række af film. Kritikerne fra 'Cahiers du Cinema' dyrkede Hollywood-instruktører som John Ford, Howard Hawks, Orson Welles og Alfred Hitchcock som auteurs, fordi de oplevede, at de instruktører - trods presset fra studiesystemet, genresystemet og stjernesystemet - fik deres personlige vision frem i filmene.
Se HER et kort essay om den ny bølge i Frankrig (vi undskylder på forhånd for den sjove amerikanske udtale af de franske navne!)
Se HER en lidt længere udsendelse fra engelske tv-station Channel 4 om 'den ny bølge' (inddelt i 4 kapitler).
HER et fint kort indslag om Martin Scorsese og den ny bølges indflydelse på ham.
Agnès Varda (1928-2019)
Man kan ikke overvurdere betydningen af den franske ny bølge og de mange instruktører, der fik sit gennembrud.
Den belgisk-fødte Agnés Varda kom fra Left Bank-filmfællesskabet sammen med Alain Resnais og Chris Marker. Hun er en af de vigtigste kvindelige instruktører i filmhistorien og havde også et feministisk udtryk med sin eksperimenterende stil.
En af de bedste film fra Varda er 'Cléo fra 5 til 7' fra 1962. Filmen tematiserer kvindens rolle i datidens Frankrig, men blev også påvirket af eksistentialismen, som kraftigt påvirkede fransk filosofi i 1960'erne.
I filmen følger vi Cléo mellem klokken fem og syv, imens at hun venter svar på en kræftundersøgelse. Det formmæssigt eksperimenterende viser sig i filmens længde på 90 minutter, som er den tid, Cléo må vente på svaret, hvor beskueren følger Cléo rundt i de parisiske gader.
Filmen eksperimenterer både med fortælletiden, men også som en form for hybridfilm, da der både er indlagt farvefilm, en kortfilm med Jean-Luc Godard og Anna Karina samt et sangnummer!
Agnés Varda fortsatte frem til sin død i 2019 med at lave film. I slutningen af hendes filmkarriere, blev Varda særligt kendt for sine performative dokumentarer som 'The Gleaners and I' (2000) og ikke mindst selvportrættet 'Varda par Agnés' fra 2019, hvor hun ser tilbage på sit liv som filminstruktør.
Varda var en af de vigtigste skikkelser i den ny bølge, men som også fornyede sig og forblev aktuel gennem 60 år. Hun blev hyldet efter sin død ved filmfestivalen i Cannes i 2019, hvor hun også prydede den officielle plakat.
Du kan se 'Cléo fra 5 til 7' HER
Der er 58 år mellem Cleos venten og Vardas sidste film.
Du kan se 'Agnés par Varda' HER
'Åndeløs' - den moderne films fødsel
Lykkeligvis betød en tid i opbrud også opbrud i filmsproget. Jean-Luc Godards spillefilmsdebut, 'À bout de souffle' (på dansk: 'Åndeløs') fra 1960, er på mange måder banebrydende. Ikke alene blev den startskuddet til Godards nyskabende filmproduktion, filmen blev også inspirationskilde for mange andre filmskabere, idet den var helt unik i sin fragmenterede stil.
Godard anvendte intet kunstigt lys. Hans suveræne fotograf Raoul Coutard brugte et let og bevægeligt kamera til at optage de mange scener i Paris' gader, ofte håndholdt eller spændt fast på en bil eller cykelvogn, der gjorde fotograferingen meget levende. Og ikke mindst så introducerede Godard revolverklippet (på engelsk 'jump cut') – et springende klip, der brød med den klassiske, 'usynlige' continuity klipning, der ellers var den gængse norm i filmfortællinger. Revolverklippet var en helt ny måde at 'hoppe i tid' på. Det gjorde os opmærksomme på, at det var en film vi så, da klippet blev meget tydeligt. Aldrig før er filmsekvenser og filmklip i så høj grad blevet beundret for deres egen skyld.
Den kendte amerikanske filmkritiker Roger Ebert udtalte: Den moderne film begyndte simpelthen med 'Åndeløs'. Og den italienske instruktør Bernardo Bertolucci: "I 60'erne var jeg parat til at dø for en sekvens af Jean-Luc Godard"!
'Åndeløs' er mere end cool og handler om en ung skørtejæger og forbryder Michel Poiccard (Jean-Paul Belmondo), der skyder og dræber en politibetjent og eftersøges over hele landet. Han flygter til Paris, hvor han opsøger sin gamle amerikanske flamme, Patricia Franchini (Jean Seberg), der er gadesælger for en amerikansk avis. Belmondo og Seberg var hverken klassisk smukke eller typiske sex-symboler. De udstrålede en coolness og ungdommelighed, som passede perfekt med filmens friske og moderne tone.
Trailer til 'Åndeløs' kan ses HER
Den britiske filmanmelder Mark Kermode anbefaler HER Godards debutfilm
Talk om 'Jules et Jim' ved Peter Schepelern
Hvad gør man, når to venner forelsker sig i den samme kvinde? Nybølgens pioner, Francois Truffauts fabelagtige ménage-á-trois drama omkring Jules og Jims forelskelse i Cathrine er altid værd at anbefale til dem, som endnu ikke har fået set en af perlerne inden for fransk film.
Lektor emeritus, filmforsker og forfatter Peter Schepelern gav en introduktion til filmen ved den seneste fremvisning i Cinemateket af 'Jules et Jim' fra 1962. Se foredraget HER
Man kan heldigvis også se 'Jules et Jim' på Filmstriben efter at have set Schepelerns talk. Det er svært at finde en bedre optakt til Truffauts film, så vi siger god fornøjelse!
Du kan se 'Jules et Jim' HER
'Nøglen under måtten' (Wilder, 1960)
Kender du følelsen af at se så god og original en film, at du får lyst til at læse hele manuskriptet? Og har du en forkærlighed for romantiske komedier og barsk satire? Så er ’Nøglen under måtten’ eller på originaltitel: ‘The Appartment’ måske lige noget for dig!
Filmen er instrueret af den østrisk/amerikanske instruktør, Billy Wilder, hvis navn i dag er forankret i Hollywoods Walk of Fame. Stjerneinstruktøren står bl.a. bag klassikere som ‘Sunset Boulevard’ (1950) eller ‘Some Like It Hot’ (1959).
Wilder vandt 5 Oscars for ‘Nøglen under måtten’ – bl.a. for Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Manuskript.
Det ville nok ikke komme bag på nogen, hvis Jack Lemmon også havde vundet en Oscar for et af sit livs roller i filmen. Nemlig som den forkuede forsikringsmand, C.C Baxter (også kaldet “Buddy Boy”). Baxter forelsker sig i den skønne elevatorpige, Fran Kubelik, spillet fortræffeligt af Shirley Mac Laine. De to spiller sammen i et miljø af drikfældige og utro karrieremennesker i ‘Mad Men’-lignende New-Yorker-settings.
I filmen arbejder den ihærdige lønslave C.C Baxter i et forsikringsselskab. Og for at blive forfremmet fra kontorlandskabets åbne skrivebords-mekka udlåner han sin lejlighed til sine kollegers og sin chefs udenomsægteskabelige affærer. Det viser sig dog, at den usympatiske chef, Sheldrake (Fred MacMurray), har en affære med elevatorpigen, Fran – og så i Baxters egen lejlighed!
Vil "Buddy Boy" finde sig i det? Og er han villig til at ofre sin store kærlighed for en penthouse-udsigt med initialer på døren? Det kan du finde ud af HER – på Filmstriben, hvor klassiskeren kan ses.
Og så kan du læse hele det gennemførte manuskript HER
Vi bringer en lille smagsprøve på de rappe replikker fra en scene, hvor elevatorpigen sætter den selviske boss på plads. Scenen er sat bagerst på en bar, og Sheldrake har for 117. gang lovet Fran, at han vil gå fra sin kone og børn til fordel for hende. Fran er mildest talt skeptisk:
PS: Hvis du har set filmen, kan du HER læse Morten Piils glimrende artikel om den kyniske romantiker, Billy Wilder, og om hvordan han har brugt det amerikanske sprog og skabt replikker, der, efter Piils mening, er intet mindre end legendariske. Artiklen er bragt i Information i 2001, men er lige så tidløs som 'Nøglen under måtten':
En musical fra nybølgen?
Umiddelbart klinger den franske nybølge ikke med pangfarver, musical og et følelsesladet kærlighedsdrama, men under overfladen på Jacques Demys film gemmer der sig et specielt og fantastisk bidrag til nybølgen.
Demys interesse for amerikaniseringen af Frankrig efter Marshallplanen skinner tydeligt igennem eksempelvis i 'Pigen med paraplyerne' fra 1964.
Modsat sin hustru og Rive Gauche-medlem, Agnés Varda, brugte Demy ikke optagelser on-location med amatørskuespillere. 'Les parapluies de Cherbourg' er et socialrealistisk kærlighedsdrama optaget i store kunstige studier med pangfarver, der skulle passe til musicalformatet i bedste Hollywood-stil. Der er smæk på!
Hele filmens dialog bliver reciteret og sunget, hvilket lyder specielt, når man tænker på, at filmen var en af de få nybølgefilm, som direkte tematiserede borgerkrigen i Algeriet.
Der er rig mulighed for at få stillet sin appetit for fantastiske scenografier i Demys melodrama, der skiller sig ud for de franske sorthvid- og realistiske film i disse musicals farveeksplosion og med Catherine Deneuve i sine livs roller.
Du kan se 'Pigen med paraplyerne' (1964) HER
Hvis Demy er noget for jer, så ligger hans andet mesterværk 'Pigerne fra Rochefort' (1967) også tilgængeligt HER
Der er mere Demy HER som artikler fra tidsskriftet Kosmorama.
Demy interviewet af Michel Delahaye kan læses HER
Se flere flotte og farverige billeder fra 'Pigen med paraplyerne' på Facebook-eventet: FILMENS HISTORIE 1960'erne
'Hvert klip er et våben' (Martin Scorsese om 'Psycho')
(I dette opslag vil indgå spoilers, så hvis du ikke har set Hitchcocks mesterlige 'Psycho' endnu, så begynd evt. med at leje den HER. Hav gerne en pude klar!
Amerikas mest vedholdende fornyer af mainstreamfilmen, Alfred Hitchcock, holdt trit med moden hos filminstruktører, der var to generationer yngre end ham. I begyndelsen af 1960'erne forlod han farvefilmen til fordel for et sort-hvidt gotisk studie i ensomhed og seriemord (dog stadig med de Hitchcock'ske freudianske undertoner).
Med 'Psycho' fra 1960 – en low budget-film efter amerikanske standarder! - genopfandt han sig selv. I samarbejde med den erfarne komponist Bernard Herrmann, der tidligere havde lavet scores til både 'The War of the Worlds' og 'Citizen Kane' for Orson Welles, skabte han et mesterværk – en gyser, der ville komme til at imponere og skræmme publikum i mange generationer efter.
Da filmen blev lavet på et lille budget, valgte Herrmann kun at anvende strygere. Tidligere forbandt publikum strygerklang med romancer og kærlighed, men her fik piben en anden lyd.
Filmens legendariske brusebadsscene har en effektfuld impressionistisk klipning. Vi ser aldrig direkte mordet på den kvindelige hovedperson, spillet af stjernen Janet Leigh, men føler blot, at vi gør. Med 78 klip på blot 45 sekunder - i forbilledligt samspil med Bernard Herrmanns skræmmende strygerklange - satte Hitchcock publikum i en tilstand af rædsel. Det må være kommet som et kæmpe chok for publikum i 1960, at filmens stjerne kunne blive myrdet blot en halv time inde i filmen, og på så bestialsk vis. 'Psycho' tjente sine omkostninger hjem tyve gange og satte nye kvalitetsstandarder for voldelige film.
Hør HER instruktøren Martin Scorsese ('Taxi Driver') udtale sig om 'Psycho's overlegne klipning her, og se bl.a. et 7-minutter langt interview med Hitchcock selv.
Lad dig HER imponere af nogle suveræne klip fra filmen: Janet Leigh, der hiver i badeforhænget og ringene flås af, klippet fra badekarrets afløb til Leighs øje.
Hør HER et spændende radioklip om komponisten Bernard Herrmanns score til 'Psycho': fra 4.40 taler de specifikt om 'Psycho'). Radioprogrammet er også udskrevet i tekst, hvis man foretrækker at læse det.
'La dolce vita': forførende Felliniesque - forbudt i kirken
Den 20. januar sidste år ville den italienske auteurinstruktør Frederico Fellini være fyldt 100 år. Måske nåede du i den forbindelse at se nogle af hans formidable værker blive introduceret i Cinemateket i eventserien “Federico Fellini – Mellem neorealisme og populærkultur”, før landet lukkede?
Hvis ikke kan du glæde dig over, at flere af hans genistreger ligger på Filmstriben. Heriblandt ‘Dagdriverne’ (1953)’ og Skurken’ (1955). Og fra 1960’erne: ‘8½’ (1963) og ‘Det søde liv’ (1960) – på originaltitel: ‘La dolce vita’, som vi nu dykker ned i sammen med den barmfagre Sylvia (Anita Ekberg), der blev verdenskendt, da hun badede i Trevi-fontænen.
Med Fellinis alter ego, skuespilleren Marcello Mastroianni, i hovedrollen skildrede Fellini den romerske overklasses dekadente og indholdsløse liv. Mange vil kende filmen for den førnævnte ikonografiske scene, hvor Sylvia flirtende poserer for Marcello i Trevi-fontænen. En scene, der med sine stærke seksuelle toner blev fordømt som amoralsk af den katolske kirke, men belønnet med Den Gyldne Palme i Cannes i 1960.
Både Anita Ekberg og Marcello Mastroianni fik deres internationale gennembrud med filmen, hvor vi i et drømmende billedsprog følger den livstrætte sladderjournalists eskapader og eksistentielle kriser i det romerske jetset-miljø. Marcellos store ambitioner om at skrive seriøse artikler forstyrres af hans promiskuiøse forhold til kvinder og hang til at lade sig forføre af den dekadente livsstil. En dag må han træffe et valg.
I ‘La dolce vita’ viste Fellini vejen frem mod det, der blev hans varemærke: en drømmeagtig og fabulerende filmkunst, som i en ofte baroklignende og teatralsk form iscenesatte hans personlige visioner. Med denne stil omdefinerede han neorealismens hidtil nøgterne skildring af verden og demonstrerede ikke kun den sociale virkelighed, men også den åndelige.
‘La dolce vita’ er heldigvis ikke forbudt på Filmstriben. Se den HER
Og i DETTE klip, med udtalelser fra Martin Scorsese og skud fra Trevi-fontænen, kan du blive klogere på Fellinis stilistik og cinematiske udvikling, der er så imponerende, at den i dag har sit eget udtryk: “Felliniesque”: Når noget er fantastisk, surrealistisk eller i ånden af Fellinis film.
Fun fact: Ordet 'paparazzi'- stammer fra 'La dolce vita' med karakteren Paparazzo.
En mester i komik - Jacques Tati
En af forgængerne for den ny bølge er Jacques Tati, der er kendt for sine komedier. I er aldrig i tvivl om, hvornår man ser en Tati-komedie.
Instruktøren er kendt for sin Monsieur Hulot-karakter med stumpede bukser, pibe, hat, klodsede gangart og naive tilgang til den moderne, teknologiske verden.
I adskillige film mestrer Tati sin ikoniske komik, som på den ene side med et kækt smil kritiserer den amerikanske forbrugerkulturs indtog i Frankrig og den teknologiske udvikling, men også kreerer vanvittige tableauer med flere fortælletråde, jokes og handlinger i gang på samme tid.
Monsieur Hulot-karakteren har aldrig været bedre end i 'Playtime' fra 1967, hvor Tatis figur er med i et humoristisk portræt af forbrugersamfundet, på arbejdspladsen i hver sin lille firkant og til det næsten 50-minutter lange galskab af en miserabel åbningsdag af en fin restaurant.
'Playtime' rummer meget lidt dialog, som kun er på lige fod med resten af lydeffekterne, der skal understøtte den visuelle komik. Tatis vision blev bygget op omkring et stort set af et futuristisk Paris, som Hulot vælter rundt i til stor fornøjelse.
Hermed en anbefaling til en af de mest raffinerede komedier med et strejf af samfundskritik - dog med et smil på læben!
Du kan se et videoessay omkring Tatis stil i 'Playtime' HER
HER er også et lille klip af de amerikanske turister
Se den 10-dobbelt Oscar-vinder: 'West Side Story' (1960) med introduktion og Q&A
I 2021 er det 60 år siden, at 'West Side Story' bragede igennem på biograflærreder verden over. 'West Side Story' var baseret på Broadway-musicalen af samme navn fra 1957. Med musik af den eminente komponist Leonard Bernstein og koreografi af Jerome Robbins blev denne Romeo og Julie-fortælling en kæmpe succes hos både kritikere og publikum. Den høstede blandt andet 10 Oscars, fire Golden Globes, en Grammy og en masse andre priser. I forbindelse med filmens 60 års jubilæum viste vi i Cinemateket filmen til en online 'fælles filmaften' med introduktion og efterfølgende Q&A ved forfatter og kulturformidler Dennis Jacob Rosenfeld. Dennis beskæftiger sig med litteratur, film og tegneserier. Han er især fanget af krydsfeltet, hvor populærkulturen og finkulturen mødes.
Og om det er fordi - 1) du er vild med sangene 'Maria', 'Tonight' og 'America' 2) ikke kan sidde stille, når du ser de to New Yorker-bander The Jets og The Sharks duellere på dansetrin af Jerome Robbins eller 3) er seriøst begejstret over Leonard Bernsteins fængende musik i skæve taktarter – det har ingen betydning. Men hvis du har et blødt punkt for 'West Side Story', vil vi anbefale dig at høre introduktionen om filmens skabelse, musikken, dansen og dens eftermæle. Dennis vil også komme ind på Spielbergs kommende remake af 'West Side Story', der får premiere i dec. 2021. Hør introduktionen i videoen nedenfor.
'West Side Story' kan ses på Filmstriben HER
Hør efter visningen Dennis Jacob Rosenfeld besvare spørgsmål om 'West Side Story' i en Q&A.
Leone og spaghettiwesterns
Italien var et ikonisk filmland i 1960'erne med instruktører som Fellini, Antonioni og ikke mindst Sergio Leone, hvis spaghettiwesterns fra årtiet er nogle af de bedste westerns, der har prydet lærredet.
'Dollar'-trilogien med 'En nævefuld dollars' (1964), 'Hævn for dollars' (1965) og 'Den gode, den onde og den grusomme' (1966) alle med Clint Eastwood i rollen som manden uden navn også kaldet "Blondie".
Leone var stærkt inspireret af Akira Kurosawas jidaigeki-film. 'En nævefuld dollars' er uofficielt og halvkontroversielt en genindspilning (eller et tyveri) af 'Yojimbo' fra 1961. Det ændrer dog ikke på, at Leones film havde sit eget udtryk
Leone var en mester til at skabe spænding med sine lange scener, der strækker sig endeløst til lyden af Ennio Morricones filmscore. Leone zoomer helt ind på sit persongalleri, hvor hvert et lille ansigtsudtryk fortæller en historie. Hver en bevægelse i en "mexican standoff" mellem Blondie, Tuco og "Angel Eyes" betyder liv eller død.
Musikken var særlig vigtig for Leone, der atypisk fik Morricone til at skrive musikken før optagelserne. Hvorfor Leone gjorde det, kan du se mere om HER i dette videoessay, hvor det er Leones 'Vestens hårde halse' (1968), som bliver analyseret:
Spaghetti westerns blev hurtigt populære og sprøjtet ud efter Sergio Leones succes med 'Dollar'-trilogien. Hvis I har brug for en cowboy-indsprøjtning, ligger HER en stor bunke spaghetti westerns (og amerikanske westerns) tilgængeligt. Der er rigeligt at tage fat på.
Kan I slet ikke få nok af spaghetti westerns, ligger 'Django - vestens hævner' (1966) instrueret af en af andre store instruktører indenfor genren, Sergio Corbucci. Filmen ligger tilgængeligt på Filmstriben HER
Vi siger god fornøjelse. På Facebook-eventet: FILMENS HISTORIE 1960'erne, kan de se flere flotte portrætter fra Leones fantastiske film.
'Kold ild' (1963) – eksistentialistisk nybølge-drama med Erik Satie
Louis Malles ‘Kold Ild’ på originaltitel: ‘Le Feu Follet’ er en fransk dramafilm fra den nye bølge i 1963. Filmen er baseret på romanen ‘Will O' the Wisp’ af Pierre Drieu La Rochelle, der selv var inspireret af den surealistiske poet, Jacques Rigauts liv og selvmord. I en alder af blot 30 år havde Rigaut annonceret sin død blandt venner, og I 1929 gjorde han alvor af truslen med en kugle for brystet. Jacques Rigauts angst og dadaistiske dødsdrift blev også inspirationskilde til den danske instruktør Simon Staho’s ‘Dag og nat’ (2004) eller norske Joachim Triers hjerteskærende ‘Oslo, 31. august'(2011). Begge film er ligesom ‘Kold Ild’ kreative bearbejdninger af det moderne menneskes angst med selvmordet som konsekvens.
‘Kold Ild’ betragtes i dag som en af Louis Malles største film skabt under den franske ny bølge. Den kredser om eksistentialismen, og kan læses som en respons på lidelser og erkendelser på baggrund af Anden Verdenskrig. I ‘Kold Ild’ er det den indre krig, der skildres.
Filmen handler om den fraskilte og psykisk belastede Alain (Maurice Ronet), der ikke vil give slip på sine ungdomsidealer. Han er frustreret over sine venners ægteskabelige pagter og deres tilsyneladende meget voksne liv. Han har et konfliktfyldt forhold til kvinder og ikke mindst sig selv. Alain forsøger at bygge bro over sin indre afgrund med alkohol, men det er aldrig helt nok. Konstant stirrer han ind i tilværelsens dyb, hvor et tæt mørke af tomhed og Satres filosofi om intetheden lurer. I filmen følger vi det sidste døgn af Alains liv, hvor han besøger gamle venner i Versailes for at tage afsked med dem. Der er en mangfoldighed af eksistentialistiske samtaler i manuskriptet, og det er et mysterie, hvad Alain finder meningsfuldt i livet. Han samler på fragmenter fra fortiden, men hvad han vil med dem, er lige så uklart for seeren, som for ham selv.
Stilen er rolig og sensitiv og spejler smukt Alain’s situation i en sort-hvid skala. Klippefrekvensen er lav, og der er nært fokus på Alains sidste følelsesudtryk. Fra tungsindets spor i ansigtet til små sjældne smil. Udover Maurice Ronet i den overbevisende rolle som Alain, spiller spejle en markant rolle. Her er det oftest via kameraet, vi ser ind i spejlet og ikke gennem Alain, der har svært ved at se sig selv i øjenene.
At se ‘Kold Ild’ kan sammenlignes med at se en Lars von Trier film for første gang. Filmen leverer en stemning af destruktivitet og reel tomhed ala ‘Melancholia’ (2011), men efterlader også eksistentielle erkendelser I en skarp og svigefuld stil. Det er essensen af ‘Memento Mori’ og det smukke, smadrede. Og hvor Triers ‘Melancholia’ akkompagneres af Wagners klassiske og storladne præludium til operaen 'Tristan & Isolde', ledsages handlingen I ‘Kold Ild’ af stykker fra den franske komponist, Erik Saties langsomme og harmoniske ‘Gymnopedies’,.
Den minimalistiske komposition er ofte blevet anvendt som underlægningsmusik til film, men sjælendt er den kommet bedre til sin ret end i Louise Malles sørgelige og smukke værk.
Erik Saties musik kan opleves i Louis Malles mesterlige 'Kold Ild' på Filmstriben HER
Få HER en forsmag på filmen, hvor Alain observerer livet glide forbi, mens han kæmper sin indre kamp med alkoholismen fra et fransk cafebord.
På Mubi kan du HER se en liste over de film, som Erik Saties stykker er blevet anvendt i
Og kan du klare flere mørke selvmordsfilm kan 'Oslo, 31. august’ ses HER
Simon Staho’s ‘Dag og nat’ kan ses HER
Det kan anbefales at brække de tungsindige sværvægtere op i bidder! Så glider de lettere ned. God fornøjelse!
Filmanbefaling - 'Persona' (1966)
Ingmar Bergmans psykologiske drama er udformet som et postmoderne eksperiment om sygeplejersken Alma, der skal sørge for patienten Elisabet, som pludselig er holdt op med at tale.
Alma sendes sammen med Elisabet til et sommerhus i et håb om, at de behagelige omgivelser vil få Elisabet til at tale igen.
Filmen er opbygget rundt om Almas monologer til Elisabet, hvor sygeplejersken får sværere ved at skelne forskel mellem sig selv og Elisabet.
Filmen er blevet gennemanalyseret og fortolket i en lang uendelighed, og der er stadig mere at hente fra de 84 minutter.
Bergmans vanvittige åbningsscene med avantgardemusik, brændende billeder, referencer til bl.a. Bunuel og Eisenstein, en korsfæstelse og til sidst en dreng, som kigger på et sløret billede af Alma er stadig ligeså interessant efter et par visninger.
'Persona' og dets eksperimenter med narration og det psykologiske spil mellem de to kvinder er ikke set bedre end eksempelvis i et af filmens klimaks, hvor Bergman genstarter sin scene, men placerer sit kamera ind på Elisabet, hvor det førhen var på Alma.
Hermed er anbefalingen givet videre til en film om seksualitet og identitet næsten udført som en postmoderne horrorfilm.
Vi kunne blive ved med at fortolke på 'Persona', men filmen i stedet at blive set igen og igen. Det kan du på Filmstriben HER
På Facebook-eventet: FILMENS HISTORIE 1960'erne, kan de se flere smukke billeder fra Bergmans skræmmende gode film.
Japansk nybølge – kvinden i sandet
Lad os kaste blikket på en fascinerende, klaustrofobisk og erotisk ladet nybølge-klassiker – nemlig japanske Hiroshi Teshigaharas 'Kvinden i sandet' fra 1964.
En insektsamler er på jagt efter et sjældent insekt og strander i en ørken. Han overtales af de lokale til at overnatte hos en smuk enke, der bor i et hus på bunden af en sandgrav. Desværre opdager han, at der ikke er nogen vej op af graven igen. Kvinden og han må som Sisyfos bruge hver dag på at grave sand op, hvis ikke de vil lade sig overdække helt. Filmen er eksperimenterende, smukt og sanseligt fotograferet af Hiroshi Segawa. Lad dig overbevise om hans evner i DENNE trailer
Filmen bygger på en roman af den japanske forfatter Kobo Abé fra 1962 - hans internationale gennembrud - og Abé stod også bag filmmanuskriptet. Teshigahara blev som den første japaner nogensinde nomineret til en Oscar som 'bedste instruktør' for 'Kvinden i sandet', der siges at være blandt Andrej Tarkovskijs 10 yndlingsfilm.
Se HER et smittende begejstret videoessay om filmens udtryk - dens tekstur, lydside og musik
Kobo Abé og Hiroshi Teshigahara kom senere til at arbejde sammen på det psykologiske drama 'The Face of Another' (1966).
Japansk film eksperimenterede med formen i løbet af 1960´erne, hvor nybølgen fandt fodfæste. Filmbevægelsens agenda var at bruge filmmediet til politisk og social kritik. Nagisa Oshima var ét af instruktørnavnene, som satte sit mærke på verdenskortet med film som 'Cruel Story of Youth' (1960) og 'Night and Fog in Japan' (1960) - han var en radikal talsmand for den yngre generation i et konservativt japansk samfund.
Japanske filminstruktører brugte ofte kvindelige hovedpersoner til at udforske spørgsmål om modernitet og konformisme, men få gjorde det med større frækhed end Shohei Imamura i filmen 'The Insect Woman' (1963).
Lån Kobo Abés bog 'Kvinden i sandet' på biblioteket HER
Stream 'Kvinden i sandet' via Filmstriben HER
Lej 'Kvinden i sandet' HER
'Easy Rider' – drømmen om frihed
“Live to Ride, Ride to Live” – Et begreb, der blev grundlagt efter Peter Fondas og Dennis Hoppers legendariske Road Movie ‘Easy Rider’ i 1969.
I fortællingen følger vi de to gode venner og frihedssøgende sjæle, som krydser USA på deres “California Choppers” - altså store amerikanske motorcykler, som i 1969 var et forholdvis ukendt fænomen. I slutningen af 60’erne blev motorcykler anset som et transportmiddel og ikke et livsstilsprodukt. Denne holdning drejede Peter Fonda på med mere end to hjul i sin debuterende film, som skulle vise sig at blive hans største.
Filmen havde til at begynde med et minimalistisk budget på $375.000 dollars, som var en sjat set i Hollywoods optik. Der skulle derfor spares på alle kanter, og producenterne blev tvunget til at udvise stor kreativitet. Fx lagde den berømte skuespiller, Phil Spector sin egen Rolls Royce til. Derudover blev filmen indspillet uden egentlige skuespillere (Her er Peter Fonda, Dennis Hopper, Jack Nicholson samt Karen Black, Luke Askew og Toni Basil undtagelser). Der var amatører på lokaliteterne og selv Fondas egen fireårige datter medvirkede i en hippie-lejr scene.
Der var heller ikke noget egentligt filmmanuskript, men et 21 sider langt dokument, der i stikord beskrev de enkelte scener. Dette gav de medvirkende en stor kreativ frihed. Peter Fonda hævder at have lavet udkastet til filmens handling i en sen nattetime efter at have konsumeret et par øl og en hel del joints. Det hører også med til myten, at den oprindelige B-films produktion endte med at indspille for over $60 millioner.
Med ‘Easy Rider’ vandt Fonda og Hopper stor respekt i Hollywood. Med beskedne midler og på en primitiv baggrund lykkedes det dem at skabe et værk, som gik over i filmhistorien. ‘Easy Rider’ blev en stor international publikumssucces og ikke mindst en økonomisk succes.
En stor del af fortællingen skildres fra motorcyklerne. På kværnen “Captain America” sidder den tilbagelænede og læderklædte Wyatt (spillet af Peter Fonda selv) med et højt og buet styr over sig. Makkeren Billys (Dennis Hoppers) maskine “Flame and Fire” var derimod designet med et lavt og lige styr og med en fremadrettet sadel. Motorcyklerne er ladet med symbolværdi, og mens Wyatt repræsenterede den amerikanske drøm, skulle ‘cowboyen’ Billy visualisere de amerikanske pionerer med sin frynsede ruskindsjakke, lange hår og bushman-hat.
Motorcyklerne kører på benzin fra narkotika, som de to bikere smugler i tanken på deres første små to-takts motorcykler og sælger videre. Eftersom stoffet afprøves via indsnusning gennem næsen, tyder alt på, at der er tale om kokain (i virkeligheden var det puddersukker). Det stemmer også med Peter Fondas eget udsagn: Han ville bruge noget, der var stærkere end almindelig marihuana, men ville dog ikke skabe associationer til heroin. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at ‘The Pusher’ med Steppenwolf spilles som underlægningsmusik til netop den scene.
Wyat og Billy bruger noget af salgsfortjenesten til at købe de berømte motorcykler, hvori de i “Captain Americas” tank gemmer de daglige fornødenheder: de resterende penge og lidt Marihuana sammenrullet i et plastikrør. Som en slags symbolsk handling, løsner Wyatt sit armbåndsur og smider det i ørkensandet. De er nu frie og tiden spiller ingen rolle. Der er ingen ure og ingen grænser i det åbne landskab – kun de to bikere på deres maskiner. Underlægningsmusikken skifter til Steppenwolfs ‘Born to be wild’, og filmen er igang!
Herfra starter en antropologisk rejse gennem det amerikanske landskab, hvor de to motorcyklister bl.a. møder en hippiekoloni, en selvforsynende familie og en fordrukken advokat i en fængselscelle. Denne skæve eksistens hedder George Hanson og spilles af Jack Nicholson, der fik sit internationale gennembrud med filmen. På trods af sit alkoholproblem nyder George Hanson en vis resspekt hos betjentene, og det lykkes ham at få de to bikere og sig selv løsladt. Derefter bliver de enige om at følges ad. Se her den gakkede scene, hvor George sætter eventyret igang med dagens første tår “Jim Beam”
Desværre punkterer fortællingens glade stemning gradvist og titlen ‘Easy Rider’, viser sig at være dobbelttydig. Det, der i begyndelsen virker som et eventyr i smukke naturomgivelser og med alle tiders rock ’n roll lydspor, udvikler sig til et tragisk møde med den barske virkelighed og et samfund i krise. Stereotypiske rednecks og konservative amerikanere føler sig truet af de fritsindede og skæve bikere, og udviser stor fjendtlighed ved bl.a. at nægte dem adgang på moteller og cafeterier.
Under åben himmel ved et lejrbål indleder George en replik, der er gået over i filmhistorien som en af tressernes mest berømte oneliners:
“You know, this used to be a hell of a good country. I can’t understand what’s gone wrong with it.”
Han taler derefter videre om frihed og den amerikanske mainstreamkulturs frygt for modkulturer. Denne opfattelse stilles op overfor et oprindeligt frihedsbegreb med rod i den amerikanske selvforståelse af ‘The Land of the Free’. Det er denne frihedsopfattelse, Billy og Wyatt ifølge George inkarnerer, men som er blevet undertrykt og gjort til en kommerciel størrelse.
Denne debat kan siges at være lige så aktuel i dag, som ved filmens udgivelse i 1969.
Filmen var Oscar-nomineret, men fik aldrig sin ellers velfortjente statuette. Måske var det skæbnens ironi. – Måske ville det være i strid med filmens anti-kommercielle budskab, og måske står filmen bare stærkest alene. Det kan i hvert fald anbefales!
Se traileren til ‘Easy Rider’ HER
Stream ‘Easy Rider’ HER
HER kan du høre Peter Fonda tale om soundtracket til ‘Easy Rider’
Og vil du blive klogere på de mageløse motorcykler “American Choppers” og billedet af tressernes modkultur kan du læse Rikke Louise Peters grundige og glimrende easy om ‘Easy Rider’ HER
Se flere Road Movie billeder fra Fonda og Hoppers legendariske 'Easy Rider' på Facebook-eventet: FILMENS HISTORIE 1960'erne
Stanley Kubrick
De fleste har hørt om Stanley Kubrick og måske også set en af instruktørens film. Kubricks fire film i 1960'erne er allesammen i dag betragtet som mesterværker, og det er ikke uden grund!
Kubricks film er kendt for sin smukke fotografering og til tider vanvittige setdesigns, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, hvor forskellige Kubricks film er.
'Spartacus' fra 1960 med Kirk Douglas i titelrollen blev en af Universals største økonomiske succeser omkring Spartacus' slaveoprør i romerriget med den berømte "I am Spartacus!"-scene, der nok skaber vand i øjenkrogene.
Kubrick var heller ikke bleg for at filmatisere kontroversielle emner såsom Vladimir Nabokovs 'Lolita' (1962) om Humbert Humberts besættelse af den 12-årige Dolores Haze. Sue Lyon var blot 14 år under optagelserne og filmen måtte gennemgå hård censur samt fjerne de mest voldsomme dele af romanen for overhovedet at blive vist.
To år senere i 1964 udkom 'Dr. Strangelove', der er et satirisk blik på frygten for atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. Peter Sellers er genial i sine tre forskellige roller som briten Mandrake, præsidenten Merkin Muffley og den ikoniske titelrolle, hvis højre arm stadig kribler efter nazismen og racerenhed. Komedien er en af de bedste nogensinde og er hylende morsom i hele sin spilletid med alt fra uduelige generaler, fornærmede statsledere, atombomberidende cowboys og frygten for et "mine-shaft gap".
Kubricks sidste film i 60'erne og sit magnum opus '2001: A Space Odyssey' (1968) er en af de bedste film nogensinde. Filmen satte nye standarder for visuelle effekter og står stadig som en af de smukkeste film til at pryde lærredet. Der findes endeløse fortolkninger af afslutningen, som der er skrevet afhandlinger, bøger og avisspalter om.
Det er bare om at se (eller gense) en af de mest betydningsfulde rumrejser i selskab med HAL 9000, de to Strauss'er og menneskehedens historie kogt ned til en spilletid på 142 minutter.
Det er også kendt, at Kubrick aldrig modtog dén hyldest, som han fortjente fra Oscar-akademiet. Kubrick vandt blot én Oscar-statuette (bedste visuelle effekter til '2001: A Space Odyssey'), men der findes få instruktører, som har haft en større betydning for filmens historie end Kubrick - større end, hvad vi kan nå at udfolde i dette opslag.
I kan se meget mere Kubrick i dokumentaren 'Stanley Kubrick: A Life in Pictures HER
Hvis I vil dukke ned i det sorte hul omkring '2001: A Space Odyssey' findes DENNE Youtube-dokumentar, som fokuserer på tilblivelseshistorien. Den er i fire dele.
Filmlov, filmskole og filmvidenskab - dansk film i 1960'erne
Den tidsånd af ungdomsoprør, protestbevægelser og alternative kunstneriske udtryk, der internationalt prægede 1960'erne, satte sig kun svage spor i periodens danske film.
'Weekend' (1962) omtales ofte som den første moderne danske film - eller i det mindste den første, hvor indflydelsen fra den franske nybølge mærkes tydeligt. Instruktør Palle Kjærulff-Schmidt og forfatter Klaus Rifbjerg fortsatte her det samarbejde, de havde indledt med 'De sjove år' (1959). I 'Weekend' mødes tre unge par i 30'erne i et sommerhus ved havet. Der skal hygges, men der er knas i parforholdene. De er kørt træt i hverdagen og hinandens små særheder. Filmens frimodige skildring af yngre velfærdsdanskere vakte en del offentlig debat.
Jørgen Leth kom også med den korte avantgardefilm 'Det perfekte menneske' (1967), der med ironisk naivitet undersøgte, hvad mennesket er for en størrelse, og siden blev udgangspunkt for 'De fem benspænd' (2003 – sammen med Lars von Trier).
Henning Carlsen skabte et af periodens hovedværker med den skandinaviske koproduktion 'Sult' (1966), der med den svenske Per Oscarsson i en formidabel hovedrollepræstation omsatte Knut Hamsuns debutroman til en kompleks, modernistisk skildring af en ung forfatter på randen af et sammenbrud.
Organisatorisk undergik dansk film i 60'erne kæmpe forandringer. Kulturministeriet blev etableret i 1961 med Julius Bomholt som den første minister, i 1964 kom Statens Kunstfond og samme år den ny filmlov (ikrafttrådt 1965), der fik ry som 'verdens bedste filmlov'. Tv's hastige udbredelse i de danske hjem truede biografernes billetsalg. I erkendelse af nødvendigheden af økonomisk støtte til en trængt dansk filmbranche, vedtages Filmloven af 1964 med statslig støtte til filmkunsten.
Den Danske Filmskole, der fik en kæmpe betydning for professionaliseringen af dansk film og dansk films internationale anerkendelse blev etableret i 1966. Skolen regnes i dag som en af verdens bedste.
Desuden blev det som det første sted i Norden muligt at læse filmvidenskab på Københavns Universitet i 1967. Dengang hed faget Filmens æstetik og historie, og den første lærer var filmhistoriker og stumfilmsforsker Marguerite Engberg.
Lej Palle Kjærulff-Schmidts 'Weekend' HER
Stream Jørgen Leths 'Det perfekte menneske' HER
Stream Henning Carlsens mesterværk 'Sult' HER
Modernisten Michelangelo Antonioni
Vi kan ikke forlade 1960'erne uden at have omtalt den innovative italienske instruktør Michelangelo Antonioni.
Med 'De elskendes eventyr' (1960) fik Antonioni sit store internationale gennembrud, til trods for at filmen blev buhet ud af en del af publikum ved premieren i Cannes. Se den karismatiske hovedrolleindehaver Monica Vitti udtale sig om filmens modtagelse i Cannes (med en overraskende slutning på historien) HER
Et selskab af velhavende borgere tager på weekendtur på en lystyacht til en lille ø ved den sicilianske kyst. Under opholdet forsvinder den unge kvinde Anna under mystiske omstændigheder. Selskabet begynder at lede efter hende, men snart skifter historien retning. Antonioni nedtoner bevidst plottets dramatiske potentiale og følger i stedet det kærlighedsforhold, der under eftersøgningen opstår mellem Annas kæreste og hendes bedste veninde. Antonioni demonstrerer sin enestående evne til at portrættere moderne neurotiske, fremmedgjorte og skyldplagede mennesker. Og med dens minimalistiske skuespilstil og lange statiske indstillinger redefinerede ’De elskendes eventyr’ vores traditionelle opfattelse af filmisk tid og sted. Se traileren for filmen HER
Senere fulgte Michelangelo Antonionis ikoniske thriller 'Blow-Up - var det mord?' (1966). Hans første engelsksprogede film fortæller historien om en smart, nihilistisk modefotograf i 1960’ernes Swinging London. Sex, stoffer – og ikke mindst mode – begynder at kede den succesfulde kameraekvilibrist. En dag følger han efter et kærestepar i en park, og da han hjemme i studiet begynder at forstørre billederne af dem, opdager han, at han sandsynligvis har været vidne til et mord. Jane Birkin er et scoop i lårkort og med pandehår, og så er det en ung Herbie Hancock, der står bag soundtracket. Med på soundtracket har han et stjernehold af musikere, der effektivt skaber en både groovy og cool lydside, som var med til at sikre filmen den Gyldne Palme i Cannes. Se filmens forrygende trailer HER, og ønsk at du var ung i 60'erne.
'De elskendes eventyr' kan streames HER via sitet MUBI
'Blow-Up - var det mord?' kan streames HER via iTunes
Dette er en del af Cinematekets alternative online filmhistorie.
Læs mere om konceptet HER