1970’erne startede med et Hollywood i økonomisk nedgang og kunstnerisk depression, men på trods af dette viste 1970'erne sig at være et benchmark-årti i udviklingen af film, både som en kunstform og som en virksomhed.
Da unge filmskabere tog større risici og begrænsninger med hensyn til sprog- og seksualitet blev løftet, producerede Hollywood nogle af sine mest kritikerroste og økonomisk succesrige film siden sin "Golden Age”.
Med sammenbruddet af studie-systemet, og i en kombination med tidens bevægelser - hippie-bevægelsen, borgerrettighedsbevægelsen, fri kærlighed, rock and rolls stigende popularitet, skiftende kønsroller og stofmisbrug – blev Hollywood påvirket til at være friere, tage flere risici og eksperimentere med alternative, unge filmskabere. Både publikum og filmskabere havde gennem 60'erne set et glimt af nye muligheder, nye historiefortællingsteknikker og mere meningsfulde 'kunstneriske' muligheder under påvirkning af forskellige europæiske "New Wave"-bevægelser (fransk ny bølge og italiensk neo-realisme) og originale værker fra andre fremmedsprogede filmproducenter.
Nogle af filmene fra 1970’erne er siden blevet verdensomspændende fænomener der stadig ses i dag, klassikere, der genindspilles, kultfilm, der dyrkes og årtiet står som en stadig inspiration til moderne film.
Fra Asien får ’martial-arts-filmene’ sit gennembrud og den karismatiske Bruce Lee gør sin entré på verdensscenen med sit gennembrud i filmen ’The Big Boss’ (Wei, 1971) som han følger op med de enormt populære ’Fist of Fury’ (Wei, 1972) og ’Way of the Dragon’ (Lee, 1972).
Herhjemme blev Det Danske Filminstitut i 1972 etableret og organiseringen af den statslige filmstøtte fandt sine faste rammer gennem den nye konsulentordning.
Ungdomsfilmen fik desuden sin storhedstid i 70'erne med historier om følsomme og marginaliserede unge, der stod tøvende og forvirrede over for voksenlivets udfordringer. Det startede med Lasse Nielsens ’La' os være’ (1975, medinstruktør Ernst Johansen), Morten Arnfreds ’Mig og Charly’ (1975, medinstruktør Henning Kristiansen) og Søren Kragh-Jacobsens ’Vil du se min smukke navle?’ (1978), og derved blev ungdomsfilmen et ikonisk brand for dansk film. Men efter en række medvirkende i 2018 stod frem i medierne og anklagede Lasse Nielsen og Ernst Johansen for at have begået seksuelle overgreb i forbindelse med filmoptagelserne, har periodens ungdomsfilm mistet en del af sin appel.
Folkekomedien får i 1970’erne også en ny opblomstring – blandt andet i form af filmene om Olsen-banden, der godt nok havde premiere i 1968, men som har nogle af sine bedste titler i 70’erne.
Pornografiens nylige frigivelse fører desuden til produktion af 'erotiske folkekomedier' – de såkaldte sengekantfilm og stjernetegnfilm - hvilket for en kort stund skabte verdenssensation omkring dansk film.
Velkommen til 1970'erne!
ET STILSTUDIE I FOTOGRAFERING - 'Medløberen'
Vi lægger ud i 1970'ernes filmhistorie med Bernardo Bertoluccis enestående film 'Medløberen' ('Il conformista') fra 1970.
Filmens undersøger bureaukraten Marcello, der forsøger at passe ind i et politiseret samfund. Filmen indleder med Marcellos opgave: At likvidere en ven og venstreorienteret professor med den gevinst at komme op ad rangstigen for Mussolinis fascister.
'Medløberen' er eminent fotograferet af Vittorio Storaro. Filmens leg med kontraster, skygger og lysindfald kan hamle op med de bedste fra film noir-genren, men har også dybere mening.
Hallerne er gigantiske og fyldt med marmor, men Marcello har aldrig set mindre ud foran det storslåede interiør. Storaro og Bertolucci bruger baggrunden og omgivelserne til at forstærke kritikken af den fascistiske ideologi.
Kameraindstillingerne fokuserer på symmetri og bevægelse, hvor Marcello vandrer rundt og udfører opgaver i et forsøg på at passe ind. Kameraet bevæger sig fra unormale kameravinkler til symmetriske tableauer, som Wes Anderson ville være misundelig over, men prikken over i'et er bevægelsen fra de forskellige kamerapositioner.
Hermed en anbefaling til at give sig i kast med et visuelt mesterværk, hvis stillbilleder meget hurtigt kunne blive baggrunde på diverse tablets, computere og mobiltelefoner. Vi har valgt et udpluk som inspiration.
Du kan se filmen HER
200 MINUTTERS FEMINISTISK KARTOFFELSKRÆLLERI
Chantal Akermans arthouse kultklassiker med den mundrette titel 'Jeanne Dielman, 23 quai du Commerce, 1080 Bruxelles' fra 1975 lyder umiddelbar svær at sælge som en kandidat til jeres filmvalg i aften.
Filmen tager over tre timer og fokuserer på titelkarakterens hverdagsrutiner. Vi ser Jeanne i supermarkedet, når hun skræller kartofler, laver mad til sønnen, gør rent og ikke mindst, når mænd kommer og køber sex fra Jeanne.
Akermans film insisterer på, at vores hverdagsrutiner er essentielle og vigtige begivenheder. Sexkunderne er ligeså vigtige, som opvasken fra frokosten eller stilheden fra selvsamme frokost.
Filmen er dog en feministisk knytnæve, der langsomt og monotont bygger sig selv op til filmens klimaks. Jeanne skal bryde de vaner, der er blevet til hendes liv, og som vi har gennemlevet i tre timer.
Vi skal se bruddet med hverdagen, før at vi kan forstå, hvordan hverdagens rutiner og vaner er blevet et fængsel for Jeanne. Det bliver en livsbegivenhed, når skeen falder på gulvet og klinger højlydt mod stilheden. Hverdagens rutine er blevet brudt af en kortvarig klang.
Indrømmet - filmen er svær at se, når vi skal følge med i rutiner i realtid, men ikke desto mindre er det et blik på, hvad film kan også når det er kedeligt. Det er vigtigt, det er kedeligt!
Du kan se filmen HER
Held og lykke og god fornøjelse!
Du kan også høre om Chantal Akermans tanker omkring filmen bl.a. næsten kun at ansætte kvinder til filmholdet eller Akermans oplevelse som en 25-årig instruktør til filmens premiere på Cannes' filmfestival. Akerman spoiler dog filmens slutning, så se først interviewet efter, som du kan HER
FILMANBEFALING - 'Walkabout' (1971)
En teenagepige og hendes lillebror bliver uforklarligt forsøgt dræbt og herefter efterladt af deres far i den australske outback. Børnene overlever og møder en aboriginal teenagedreng, som er undervejs i et aboriginale ritual, hvor han lever alene i vildmarken for at bevise sit værd som mand. Drengen lærer pigen og lillebroren overlevelsesteknikker til at klare sig i det fjendtlige vildnis.
Filmen er instrueret af britiske Nicholas Roeg i sin første soloinstruktør-film, men bliver i dag betragtet som en af de første film fra den australske nybølge, som satte fokus på den vestlige kolonialisering af Australien samt modsætningsforholdet mellem natur og det moderne samfund.
'Walkabout' har referencer til Edens have med tematikker om tabet af uskyldighed i overgangen fra barn til voksen. Filmen fokuserer ligeledes på mødet mellem de to modstridende kulturer i den vestlige kolonialisering af Australien og de indfødte aborigineres liv i naturen.
Filmen er også kendt for sine scener, hvor dyr bliver slået ihjel, hvilket også skabte kontroverser om, hvorvidt filmen overtrådte dyremishandlingsparagraffer, men det blev senere vurderet, at 'Walkabout' ikke indeholdt dyrplageri. Der er dog et par voldsomme scener imellem.
Hermed en anbefaling (og en lille advarsel) til en film omkring overgangen fra barn til voksen i en smukt fotograferet film ude i vildmarken. Der er meget få film, der minder om 'Walkabout', og den fortjener at blive set for sin originalitet og Roegs spirende karriere, der senere kulminerede i 'Rødt Chok' fra 1973.
Se 'Walkbout' HER
FILMANBEFALING – ’Duellen’ (Spielberg, 1971)
I sine helt unge dage, lang tid før han instruerede film om store hvidhajer, parker beboet af dinosaurer og flinke rumvæsener, der er faret vild, instruerede Steven Spielberg ’Duellen’ – en hæsblæsende thriller om en tilfældig bilist, spillet af Dennis Weaver, som uden årsag bliver jaget og terroriseret af en morderisk trucker.
’Duellen’ var Steven Spielbergs første store succes og var med til at kickstarte hans karriere som instruktør.
Manuskriptet blev skrevet af Richard Matheson baseret på hans egen novelle, der oprindeligt blev offentliggjort i Playboy Magazine i 1971. Matheson fik idéen til historien, efter at have oplevet at blive forfulgt af en lastbil, da han var på vej hjem fra en golfkamp med en ven. Efter en række mislykkede forsøg på at pitche idéen som en episode for forskellige tv-serier, besluttede han at skrive den som en novelle i stedet.
Den originale novelle blev givet til Spielberg af hans sekretær, der havde læst den i Playboy Magazine, og som foreslog at han skulle forsøge at blive instruktør for en potentiel film over historien.
I filmen er det bemærkelsesværdigt, hvordan skurken bliver præsenteret. Mathesons manuskript gjorde det eksplicit, at den ikke-navngivne lastbilchauffør, filmens skurk, ikke ses, bortset fra de skud af hans arme og støvler, der var nødvendige for at formidle plottet. Spielberg bemærkede sidenhen, at frygten for det ukendte måske er den største frygt af alle, og det er noget, han benyttede sig af senere hen med sin helt store gennembrudsfilm ’Jaws’, hvor den films monster, hvidhajen, ikke bliver set før sent inde i filmen.
I ’Duellen’ forbliver lastbilchaufføren anonym og uset, og hans motiver til at målrette sig mod Weavers karakter afsløres aldrig. En detalje, som er værd at bemærke er, at lastbilen i filmen har nummerplader fra adskillige stater. Her antyder Spielberg, at lastbilchaufføren kan have flere ofre flere steder, og måske snarere er en serie-morder end en enkeltstående vred trucker.
Effekten ved ikke at se føreren i filmen gør den virkelige skurk til at være selve lastbilen - en frygtindgydende, brølende 40-tons lastbil - snarere end personen bag rettet. De skræmmende lydeffekter, der bliver brugt ved lastbilens scener, giver en uhyggelig og næsten overnaturlig fornemmelse, hvilket på mange måder antyder en mulig diabolsk tilstedeværelse. Steven Spielberg fik desuden vist syv forskellige semitrucks at vælge imellem, men endte med at vælge en Peterbilt, fordi førerhuset lignede et ansigt.
Du kan høre Steven Spielberg fortælle om tilblivelsen af 'Duellen' HER
ANDREJ TARKOVSKIJ (1932-1986) – DEN RUSSSISKE MESTER – DEL 1
Rusland er heldigvis kendt for meget andet end krig, kartofler og Putin. Bl.a. for deres mesterlige filminstruktører, der gennem tiden har sat stort K foran Kunstfilm. Blandt disse kan Sergej Eisenstein, Nikita Mikhalkov eller Sergej Paradzjanov nævnes. Alle var de stilistisk overlegende, men ingen af dem nåede helt op på det samme niveau, som den mesterlige auteur, Andrej Tarkovskij.
Tarkovskij satte hele tre milepæle, i ikke bare den russiske filmhistorie, men i hele verdens, i 1970’erne med ‘Solaris’ (1972), ‘Spejlet’ (1975) og ‘Vandringsmanden’ (1979). Vi bringer her hans historie:
Tarkovskij voksede delvist op i den russiske provins. Hans far var oversætter og poet, og hans mor korrekturlæser og skuespiller. Under Andenverdenskrig flyttede familien til Moskva, hvor den unge og videbegærlige Andrej studerede musik, kunst, arabisk og geologi, inden han i midten af 1950’erne søgte ind på filmskolen. På det tidspunkt sad Nikita Khrusjtjov på magten i Sovjetunionen, og det betød, at forholdet til Vesten og de stramme censur-regler gradvist løsnedes. Tarkovskij og hans medstuderende fik her mulighed for at se franske ny-bølgefilm, italiensk neorealisme samt film af instruktører som Bergman, Kurosawa og Buñuel. Tarkovskij debuterede selv i 1962 med spillefilmen ‘Ivans barndom’, der vandt en Guldløve på filmfestivalen i Venedig. Siden blev det til mange flere priser bl.a. i Cannes i 1986 for ‘Ofret’.
I sine film manipulerede Tarkovskij med tid og rum og fortalte spirituelle, eksistentialistiske og metafysisk ladede historier. Blandt kendte Tarkovskij motiver findes naturen, heste, regn og vand samt et bevægeligt kamera. Derudover var Tarkovskij kendt for at forbinde middelalderen og fremtiden ved at adoptere store klassiske værker, sci-fi-fortællinger og ikke mindst den russiske litteratur i sine film. Særligt Dostojevskijs romaner blev brugt som en nøgle til at forstå den russiske sjæl. Faktisk har Tarkovskij engang udtalt, at et af hans mål med at lave film, var at formidle Dostojevskij. Tarkovskijs film kan derfor både virke som et quickfix til at forstå den russiske sjæl og Dostojevskijs litteratur. Modsat et quickfix forsvinder effekten dog ikke på kort sigt. Tværtimod. Mødet med Tarkovskijs film er en oplevelse for livet!
Fortælletempoet i hans film bevæger sig så langsomt, at man som tilskuer bliver modtagelig over for filmenes poetiske indtryk. Den filmiske fremmedførelse og mystik, skal derfor ikke afskrække os. Disse størrelser er netop de grundvilkår, der er med til at skærpe vores sanser, og som gør os i stand til at reflektere over filmenes eksistentielle betingelser. Hvis man er ny i Tarkovskijs subjektive drømmeunivers, er det derfor et godt råd, ikke at prøve, at bringe for meget analyse ind i hans film. Særligt da Tarkovskij ikke opererede i symboler. Hans mise-en-scène skal ikke repræsentere noget bestemt for publikum, men for karakterenes udvikling og synspunkter. Tarkovsky var interesseret i øjeblikket nu og her, og ikke i den traditionelle biograffilms plotdrevne mekanismer. Der er en sjælden tidsløshed i hans film, og det er da heller ikke tilfældigt, at Tarkovskij kaldte sin egen stil for ’Sculpting in time’. Dette blev også titlen på en bog om filmteori, som han udgav kort før sin død. Desværre blev han kun 54 år. Det siges, at han fik kræft efter at have indåndet kemiske giftstoffer under optagelserne til Vandringsmanden’ (1979). En trist skæbne for Tarkovsky, der i bogstaveligste forstand ofrede sit liv for filmkunsten.
I denne Cinemateket-podcast, kan du på varmeste anbefaling høre Cand.mag og Tarkovskij-ekspert, Jesper Nyeng fortælle om Tarkovskijs litterære interesser, hans forhold til science fiction-genren - og den sovjetiske censur HER
Bogen ’Sculpting in time’ kan lånes HER
Du kan læse om fem Tarkovskij eksperter og deres favoritscener med tilhørende filmklip HER
BLOCKBUSTERENS FØDSEL - 'Jaws'
Steven Spielberg havde blot instrueret en håndfuld film før 'Jaws' - på dansk 'Dødens gab' fra 1975. En af dem var 'Duellen', som vi tidligere har skrevet om i 70'ernes historie - tjek dét opslag ud!
Der er dog sjældent en af Spielbergs film, har betydet ligeså meget som 'Jaws' i filmhistorien, da den satte grundstenene for Spielbergs succes i de kommende årtier.
'Jaws' introducerede flere aspekter til måden, som filmselskaberne reklamerede for deres film. Filmen havde en hidtil uset stor reklamekampagne, der satsede på tv-reklamer og merchandise. Legetøj, filmplakater, nyudgivelser af bogen, bøger om tilblivelsen og tøj blev altsammen fremstillet i et kæmpe sats for at skabe omtale.
Det var også førhen normalt gradvist at premiere filmen i USA, men 'Jaws' blev i stedet udgivet på samme tid rundt om i landet. Dét tidspunkt var om sommeren, hvor man hidtil ikke udgav film - folk ville jo være i solen!
Men Spielbergs film var rettet mod familien og dermed et større publikum. Skolerne holdt lukkede om sommeren, hvilket gav et stort teenagepublikum, der slugte reklamekampagnen råt om en menneskedræbende haj under sommerferien.
'Jaws' tjente sig selv ind på rekordtid og slog de daværende rekorder - blockbusteren var født!
Filmen banede vejen for, at elementerne rundt om filmens premieredato kunne være ligeså betydningsfulde med sommerudgivelser, merchandise, markante reklamekampagner og filmen som et brand. Eksempelvis blev Spielbergs Indiana Jones-film og 'E.T' også udgivet om sommeren rettet mod et familiepublikum.
Siden da har filmen også lagt navn til "Jaws-effekten", der kort sagt betyder, at et filmmonster bliver farligere ved ikke at vise det på skærmen. Den animatroniske haj fremstillet til filmen gik konstant i stykker ude i havet, og Spielberg måtte i stedet filme omgivelserne og betro sig til John Williams' nu ikoniske filmscore. Det viste sig dog, at det blot gjorde filmen mere skræmmende, at vi i stedet skulle forestille os hajen!
Vi har kun lige dykket ned under overfladen. Det er også værd at nævne dolly-zoom, den geniale Quint spillet af Robert Shaw eller om de tusindvis af haj-film, der alle er blevet inspireret af 'Jaws', men det kan I selv dykke længere ned i.
Hvis du vil gense den store finale, ligger den her tilgængelig i 4K HER
JACKIE CHAN OM BRUCE LEE
Kung Fu-film blev lavet i Kina lang tid før Bruce Lee kom på scenen, men det var ankomsten af ’Karatenæver af stål’ (Lo, 1971), der forvandlede genren, hvordan den blev set af lande uden for Asien, og gjorde Bruce Lee til en af verdens største stjerner.
Bruce Lees evner som kampsportsudøver betagede publikum, og som resultat blev han en verdensomspændende sensation. Efter udgivelsen af ’Karatenæver af stål’ (eller ’The Big Boss’ på engelsk og ’Tang shan da xiong’ på kinesisk) medvirkede Bruce Lee i fire film inden sin død.
Han døde under optagelserne til hans mest berømte film (og uden tvivl den mest ikoniske kampsportsfilm, der nogensinde er lavet) ’I Dragens Klør’ (Clouse, 1973) da han tog en hovedpinepille, som man senere mener, han var allergisk overfor. Filmen fik først premiere efter hans død.
Det var under optagelserne til ’I Dragens Klør’, at Bruce Lee havde et noget interessant møde med en stuntmand, der senere også skulle vise sig at blive en kæmpe stjerne; Jackie Chan.
Jackie Chan var en af flere navnløse modstandere, som Bruce Lees karakter var nødt til at kæmpe med i en bestemt scene. Jackie Chan, der fortæller denne oplevelse i videoen, der er linket til nedenunder, siger, at da han angreb Bruce Lee, slog Lee ham over ansigtet med en af hans stave. Slaget var et uheld, men Lee fortsatte med scenen, indtil at instruktøren råbte ”cut!”. Så snart der var en pause, skyndte Lee sig over til Chan og undskyldte.
Som Chan fortæller i historien, lod han som om han var langt mere såret end han faktisk var, simpelthen fordi han nød den opmærksomhed, han modtog fra Lee – en kæmpe filmstjerne som ikke bare var hans helt, men en person han idoliserede. Efter dette møde huskede Lee altid Jackie Chans navn, når han så ham på set og talte også flere gange med ham.
Udover at være en sjov historie, viser den også bare, hvor meget af et ikon Bruce Lee var på det tidspunkt - og stadig er. Lees film havde en irreversibel effekt på Kung fu-genren for altid. Lee skabte ikke bare 1970'ernes Kung fu-tendens, der ville optræde i film langt efter hans død - han lærte også studierne, at hvad de havde brug for til deres Kung fu-film, var højtuddannede skuespillere med baggrund inden for kampsport. Denne tilgang gav industrien Kung fu-stjerner som vi kender i dag; Gordon Liu, Chia-Hui Liu, Jet Li, Donnie Yen og selvfølgelig Jackie Chan.
Jackie Chan har tidligere sagt, at det at arbejde med Bruce Lee er det, der inspirerede hans varemærke-metode til at udføre alle sine egne stunts, og Lees effekt på kampsportsfilm er svær at overvurdere. Du kan se video om de to kampmestre HER
ANDREJ TARKOVSKIJ (1932-1986) – DEN RUSSSISKE MESTER – DEL 2
FILMANBEFALINGER: EN CINEMATISK BØN OG 3 MAGISKE MILEPÆLE
Mange instruktører har gennem tiden fundet stor inspiration i Tarkovskijs film. Bl.a Lars von Trier, der engang i et interview udtalte: “For mig er han Gud”. Der er da heller ingen tvivl om, at Trier er en af de nulevende instruktører, der har lånt mest fra “den guddommelige russer” i stort set alle sine film – fra ‘Forbrydelsens element’ og ‘Europa’ til ‘Melancholia’, ‘Antichrist’ og ‘Nymphomaniac’.
Tilmed sagde Ingmar Bergman engang om sin russiske kollega, at “han opfandt et nyt sprog, tro mod filmens natur, fordi det fanger livet som en refleksion, livet som en drøm”
Man kunne skrive lange romaner om Tarkovskijs liv og kunsteriske skabertrang. I stedet kan du her se en kort video, der opsummerer den russiske auterurs cinematiske evner HER
Og så er dokumentaren ‘A Cinema Prayer’ (2019) et must for Tarkovskij-tilhængere. Filmen er baseret på udtalelser og dagbogsnotater om (hold fast!) filmmediets poetiske kraft, genier, kunstens berettigelse og om meningen med livet. I den udtaler Tarkovskij bl.a:
“Mennesket blev sat på jorden for at skabe kunst. Kunst er skabelse, selvopofrelse og et tegn på det uendelige. Kunst er mirakuløs, uforklarlig og et symbol på den verden, vi lever i. Jo mere ondskab der er, des større grund er der til at lave kunst. At lave kunst er dog ikke muligt uden åndelig frihed. Meningen med kunsten er en bøn. Min bøn er, at min kunst kan blive personlig, fri og intens for andre.”
– Altså med andre ord, end dokumentar om en kunstner med stort K. ‘A Cinema Prayer’ kan dog være vanskelig at opspore, men bliver med jævne mellemrum vist på sider som Mubi.
Vi henviser her til tre film af den russiske mester fra 1970’erne, som alle kan streames på Blockbuster med glimrende beskrivelser til:
- ‘Solaris’ (1972) – på russisk: ‘Soljaris’ er et skræmmende sci-fi drama baseret på Stanislaw Lems roman af samme navn. I en filosofisk og foruroligende fortælling får vi portrætteret menneskets destruktive interaktion med omverdenen. I filmen hæver Tarkovskij os både over jorden, tager os med ud i rummet og til et sted midt i mellem med en kærlig hilsen til Kubrick’s ‘Rumrejsen år 2001’ (1968).
- ‘Spejlet’ (1975) – på russisk: ‘Zerkalo’ er et rent selvbiografisk værk om en mand i krise. I filmen tænker Tarkovskij tilbage på sin barndom under Stalins styre i smukke naturskildringer, kummerlige værelser og kaotiske drømmesekvenser. Scenerne er hårrejsende smukke - og altså også temmelig uhyggelige. Og så er der vidst ingen tvivl om, at den japanske instruktør Hideo Nakata, bag gyserfilmen ‘Ringu’ (1998) har lånt inspiration fra ‘Spejlet’ i skabelsen af spøgelsespigen med det lange mørke hår.
- ‘Vandringsmanden’ (1979) på russisk: ‘Stalker’ er løst baseret på Arkady og Boris Strugatsky brødrenes filosofiske sci-fi roman om en “Stalker” – en guide, der leder fortabte sjæle ind på et forbudt område, hvor man eftersigende skulle kunne finde meningen med livet. Filmen er i sin psykologiske og stillestående stil kendt som en af de bedste og mest atypiske sci-fi film nogensinde, men også som Tarkovskijs mest dystopiske film. Alligevel er der lyse punkter, og nogle ville mene, at filmen rummer en af de stærkeste kærlighedserklæringer i filmhistorien.
Det er afslutningsvist værd at nævne, at disse film kan være svære at se på en lille skærm. Tarkovskijs film er en helhedsoplevelse og fortjener et stort lærred! Filmene vises med jævne mellemrum i Cinemateket, så hold øje med programmet, hvis du vil (gen)se store klassikere!
HERZOG OG KINSKI - ET UMAGE MAKKERPAR
Werner Herzog var en af de store skikkelser indenfor den ny tyske filmbevægelse, hvor Herzog i 70'erne skabte nogle af sine mest berømte film - alle med Klaus Kinski i hovedrollen.
Makkerparret var kendt for sit tumultariske forhold med flere konfrontationer. Eksempelvis truede Herzog under 'Aguirre, den gale erobrer' (1972) at skyde Kinski, hvis han forlod optagelserne. Kinski terroriserede derimod filmholdet med sine raserianfald samt den lokale peruvianske befolkning, der hjalp til på filmsettet.
'Aguirre, den gale erobrer' handler om spanske conquistadorer (der snakker tysk) på jagt efter byen af guld - El Dorado. Optagelserne blev som nævnt optaget i Peru og var plaget af selvsamme galskab, som Kinski lagde i sin rolle som Aguirre.
Der blev indfanget 400 aber, skuespillerne var nødt til at tale engelsk og herefter dubbe replikkerne senere (Kinski ville senere have for mange penge, så Herzog brugte en anden). I 1980'erne overgik Herzog bedriften ved at flytte et 320 ton dampskib op ad en bakke under optagelserne til 'Fitzcarraldo' (1982) også med Kinski i en galning af en hovedrolle.
Til 'Aguirre, den gale erobrer' insisterede Herzog på, at filmen skulle optages kronologisk og dermed gøre en rejse ud af at optage selve filmen, hvilket betød, at filmholdet også måtte rejse med tømmerflåder ned ad floder.
Herzogs film er altid interessante med deres vanvittige lokationer, Kinskis enestående præstationer og ikke mindst historierne fra produktionen, der blåstempler den tyske instruktør som en ægte auteur. Han har endda selv lavet en dokumentar om sit eksplosive forhold til den ligeså besværlige Kinski!
Vi siger god fornøjelse med at (gen-)opdage det stormfulde forhold Werner Herzog/Klaus Kinski - der er rigeligt at tage fat på.
'Aguirre, den gale erobrer' (1972)
'Gåden om Kaspar Hauser' (1974)
'Min bedste uven' (1999) af Herzog om Kinski:
Viel Glück!
CIMINOS ENLIGE SVALE - 'The Deer Hunter' (1978)
Det er sket få gange i filmhistorien, at en instruktør har lavet et af de mest hædrede værker for blot få år senere at begå en af de dårligste film i historien, der næsten dræbte et filmselskab; dette er historien om Michael Cimino.
'The Deer Hunter' fra 1978 er et af de bedste krigsdramaer om Vietnam-krigen, hvilket ikke siger så lidt! Den berømte scene med russisk roulette er stadig nervepirrende og er blevet imiteret siden hen.
Filmen var nomineret til ni Academy Awards og vandt tre statuetter (Bedste film, Bedste instruktør og Bedste mandlige hovedrolle). Det var også John Cazales (kendt fra 'Godfather'-filmene) sidste film inden sin død samme år.
Cimino fik frie tøjler af United Artists på baggrund af sin succes med 'The Deer Hunter' og ville skabe den næste store episke western med 'Heaven's Gate'.
Optagelserne var ét langt mareridt, som gik over alle former for budgetter og blev senere slagtet af anmelderne. Filmen indtjente 3,5 mio. dollars ud af sit budget på 44 mio. dollars og fik næsten konkursramt United Artists, der sammen med Cimino fik ødelagt sit rygte med filmen.
Michael Ciminos karriere gik ned ad bakke sammen med 'Heaven's Gate' og er i dag kendt som en af de instruktører med et broget eftermæle, hvor han ramte plet én gang. Cimino stoppede sin karriere i 1996 og døde i 2016, 77 år gammel.
Du kan se hans mesterværk 'The Deer Hunter' HER
'Heaven's Gate' (1980) har siden hen fået nuanceret sit billede, hvor nogle filmkritikere har kaldt de oprindelige anmeldelser som et justitsmord af den næsten fire timer lange film. Vi er ikke langt fra en genåbning af Cinemateket, hvor du kan låne 'Heaven's Gate' i Videoteket og vurdere selv.
BONUSVIDEN
Vidste du godt, at Stanley Kubrick stort set kun brugte levende stearinlys til at oplyse sine indendørsscener i sin film 'Barry Lyndon' fra 1975?
ANTI-TOBAKSRYGNINGS-PROPAGANDAFILM
Har du fået din sidste cigaret? Det har du måske efter at have set denne animerede anti-rygnings-film fra 1971. ‘En hjertegribende historie’ er instrueret af Li Vilstrup og Jannik Hastrup, og handler om en dødsdømt fange, der hidsigt pulser på en smøg foran henrettelsesporten. Om det bliver kuglen eller cigaretten, der ender med at koste ham livet, kan du se her.
Jannik Hastrup var med Flemming Quist Møller med til at instruere Bennys Badekar. Begge slog de først for alvor igennem med det magiske undervandseventyr, da folk ikke rigtig var i stødet til antiautoritære tegnefilm. Måske fordi filmene ramte noget? Det kan du jo selv vurdere her godt 50 år efter HER
FILMANBEFALING: 'SUSPIRIA' (1977) – ITALIENSK GYS I VERDENSKLASSE
Dario Argento er kendt som en af Europas store gysermestre inden for “Giallo-genren”, der var en italiensk signatur bestående af gruelige, psykologiske og blodige krimi-fortællinger. Han er ofte blevet kaldt “den italienske Hitchcock” og er udover heksegyseren ‘Suspiria’ særligt kendt for ‘Profondo Rosso’ (på dansk: Mord i rødt) fra 1975. Ligesom ‘Suspiria’ akkompagneres filmen af det italienske elektroniske prog-rock band, Goblin og deres legendariske soundtrack.
‘Suspiria’ blev i 2017 genudgivet i en neonfarvet og nyrestaureret udgave, hvor de gamle chokeffekter er lige så eksplosive som i det oprindelige hovedværk. I filmen følger vi den sårbare amerikanske balletdanser Suzy Bannion (Jessica Harper), som rejser til Freiberg for at deltage i det prestigefyldte tyske Tanz Academy. Man fornemmer dog hurtigt, at noget ondt lurer inden for murerne på den gamle institution.
Den mørke og gotiske horror-historie er fortalt i levende Technocolor-farver, som i old-europæisk elegance dækker over danseskolens råddenskab. Nicolas Winding Refn kalder ‘Suspiria’ for “den ultimative kokain-film”, og det er da også tydeligt, hvor han har hentet sin visuelle inspiration til ‘The Neon Demon’ fra. Af andre æstetiske paralleller kan Kubircks ‘The Shining’ (1980) og Andersons ‘The Grand Budapest Hotel’ (2014) nævnes.
Scenerne i ‘Suspiria’ er en blanding af abstrakte indstillinger, fiskeøje-vues og glatte steadicam-skud. Symmetrien er en fryd for øjet, og hvis man begærer ildrøde blodsudgydelser og chokkerende mordscener, er gysserne et absolut et must!
Desværre er dialogen eftersynkroniseret, da det var kutymen i 70’ernes italienske filmindustri. Under optagelserne blev replikkerne fremført på italiensk, tysk og engelsk, mens produktionsteamet råbte replikkerne hen over skuldrene på skuespillerne.
Heldigvis bliver både skuespil og fortælling båret flot frem af den neonfarvede æstetik og af Goblins kult-klingende soundtrack.
Dario Argentos 70’er gys er blevet genindspillet af Luca Guadagnino i 2018. I følge Christian Monggaard er det “en ambitiøs og smuk, men i sidste ende tom og meningsløs genindspilning”. Soundtracket af Thom Yorke og Tilda Swinton i rollen som en 82-årig mandlig psyko-doktor, må siges, at være det bedste ved Guadagninos udgave.
Den nyrestaureret udgave af det geniale 70’er gys kan i øjeblikket streames på Mubi HER
POLITISK KORRUPTION OG PARANOIA - 1970'ernes USA
Amerikansk film gik igennem en transformation i 1970'erne, hvor tematikkerne var præget af et uroligt politisk billede. Den amerikanske præsident Richard Nixon blev afsløret i ulovlige afhøringer og en stigende mistillid mod regeringen dannede grobund for et hav af fremragende film med den politiske uro som bærende tematik.
'All the President's Men' fra 1976 dækker direkte Watergate-skandalen med Dustin Hoffman og Robert Redford i hovedrollerne som The Washington Post-journalisterne, der afslørede ulovlighederne samt den udbredte korruption i toppen af USA's politiske kransekage.
Alan J. Pakula instruerede også 'The Parallax View' (1974) blandt sine paranoiafilm, hvor Warren Beatty ligeledes arbejder som journalist og forsøger at afdække en hemmelig organisation, der beskæftiger sig med politiske likvideringer.
Francis Ford Coppolas 'The Conversation' (1974) er stærkt influeret af Antonionis 'Blowup' (1966). I 'The Conversation' opdager Gene Hackman i rollen som Harry Caul et mord gennem lydoptagelser. Filmen udkom kort tid inden Nixons gik af som præsident og blev også set som en skildring af tidens politiske uroligheder.
Vi runder af med den ikoniske 'Chinatown' (1974) med Jack Nicholson i hovedrollen med en af filmhistoriens ikoniske bandager. Filmen foregår i 1930'ernes spirende amerikanske urbanisering. Jake Gittes arbejder som privatdetektiv og ender også med at måtte afsløre korruption, mord og byggetilladelser.
1970'ernes mysterie- og noirfilm er et eksempel på, hvordan omverdenens politiske billede direkte blev afspejlet på lærredet. Hvis I er i humør til tematikker om mistro mod regeringsmagten og nervepirrende detektivarbejde, er der her en række perler at give sig i kast med.
Vi runder af med de bedste stillbilleder fra filmene samt links til mere uddybning omkring Nixons Watergate-skandale.
Kort dokumentar om Watergate fra ABC
Et uddrag af Watergate-høringerne
Og husk: "follow the money!"
FILMANBEFALINGER: 'BENNYS BADEKAR' (1971) OG DOKUMENTAR OM FLEMMING QUIST MØLLER
Lad dig skylle med ud med badevandet og hop med på undervandseventyr I det danske svar på ‘Yellow Submarine’ (1968). De fleste vil uden tøven kunne nikke genkende til at have set Bennys Badekar.
Den danske tegnefilm fra 1971 er Flemming Quist Møllers elskede klassiker om, hvordan børn søger tilflugt i fantasien, når hverdagen skuffer, og de voksne ikke har andet for øje end flødeskumskager, kaffe og lottokuponer. Filmen er baseret på Flemmings dejlige billedbog og er instrueret af Jannik Hastrup.
Benny bor i et kedeligt lejlighedskompleks i Høje Gladsaxe. En dag finder han i parken en haletudse (som Jesper Klein ligger stemme til). Benny får dog hurtigt det lange ben foran, da en mærkelig mand, som viser sig at være ornitolog, hævder, at han “ikke er spor børnelokker agtig, ikke spor”. Bennys tager haletudsen med hjem og slipper den løs i badekaret. Med sit bedste svømmegrej dykker Benny med haletudsen ned på bunden af havets ocean. Her venter en eventyrlig rejse og et musikalsk møde med alskens sjove væsener. Lige fra alkoholiske sørøvere (Povl Dissing og Jytte Abildstrøm), barbrystede havfruer (bl.a. Trille) og herskersyge krabber – Til en jazzet blæksprutte (Peter Belli), forførisk hummerdreng (Otto Brandenburg) og harsk haj.
Musikken til tegnefilmen er et unikum og blander store danske navne inden for rock, pop og jazz i et psykedelisk undervandsshow. Soundtracket blev genudgivet sidste år på dobbelt vinyl efter en årelang jagt efter tabte bånd og glemte instrumentale indspilninger.
Selvom mange af de voksne i tegnefilmen udstilles som overfladiske sludrechatoller og tøffelhelte, skabte Flemming Quist Møller en fantastisk fortælling med dragende tegninger og ironisk humor. Før udgivelsen havde Quist Møller og Hastrup eksperimenteret med korte antiautoritære tegnefilm, der blev knap så positivt modtaget. Heldigvis ændrede tidsånden sig og ‘Bennys badekar’ kom til at udtrykke politiske og kreative tendenser i begyndelsen af 70’erne. Siden har tegnefilmen begejstret børn og voksne i generationer.
Se ‘Bennys Badekar' HER
Lån ‘Bennys Badekar’ som billedbog HER
BOGANBEFALING: 'DA DYDEN GIK AMOK'
"Søren Birkvad nytænker den danske filmhistorie med et suverænt overblik. Seksualitetshistorie og kønsdebat, højkultur og lavkultur, Dirch Passer, Malmros og Leth – vi kommer rundt om det hele. Bogen er baseret på et omfattende forskningsarbejde, men er samtidig formidlet med forbilledlig klarhed. Den er velfortalt, skarpsindig og underholdende. Et værk for et stort kulturelt interesseret publikum," skrev filmhistoriker Peter Schepelern om bogen.
Bestil bogen til hjemlån HER
Læs bogens forord HER
HUSKER DU?
Kan du huske dette klip fra den sidste del af ‘Olsen Banden går amok’ – Erik Ballings femte film i perlerækken fra 1973? Det var længe før, man skulle bruge et corona-pas, for at komme ind (eller i dette tilfælde ud) nogen steder, men hvor tricket hos ordensmagten simpelthen var en ølvogn. Se her gode gamle Benny (Morten Grunwald), Kjeld (Poul Bundgaard), Dynamit-Harry (Preben Kaas) og den stivfrosne Egon Olsen (Ove Sprogøe)i lastrummet (stadig med ild i cigaren) i dette herlige klip fra 1973.
Stream filmen HER
FILMANBEFALING – ‘Dirty Harry’ (Siegel, 1971)
”You’ve got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well do ya, punk?”
Historien om den barske strømer Harry Callahan og hans jagt på den sadistiske snigskytte Scorpio (spillet fænomenalt af Andrew Robinson) er efterhånden blevet en klassiker, der har inspireret actionfilm og actionhelte lige siden. Arnold Schwarsenegger skulle eftersigende have sagt, at ’Dirty Harry’ fik ham til at søge roller som den kække actionhelt, der altid var klar på en kvik bemærkning og som tog loven i egen hånd.
Selvom ’Dirty Harry’ var en kritisk og kommerciel succes, der satte stilen for en hel genre af politifilm lige siden, skabte den kontoverser ved sin udgivelse. Den startede blandt andet en debat over emner som politivold, håndhævelsen af loven og ofres rettigheder.
Og selvom ’Dirty Harry’ uden tvivl er blevet en af Clint Eastwoods signaturroller, var han faktisk ikke den første, der blev tilbudt muligheden for at svinge den nu legendariske og altid trofaste kaliber .44 Magnum Smith & Wesson Model 29 – ”the most powerfull handgun in the world”.
Rollen som Harry Callahan blev tilbudt John Wayne og Frank Sinatra og senere til Robert Mitchum, Steve McQueen og Burt Lancaster. I et interview med Playboy i 1980 hævdede George C. Scott desuden, at han oprindeligt blev tilbudt rollen, men at manuskriptets overdrevne brug af vold fik ham til at afvise den.
Rollen som Scorpio (der var løst baseret på den virkelige seriemorder Zodiac Killer) gik til den relativt ukendte skuespiller, Andrew Robinson. Clint Eastwood havde set Robinson i et teaterstykke og anbefalede ham sidenhen til instruktør Don Siegel; hans usoignerede udseende passede på beskrivelsen af den psykologisk ubalanceret hippie, som Scorpio var. Siegel fortalte sidenhen Robinson, at han blandt andet castede ham i rollen som Scorpio-morderen, fordi han gerne vil have en "med et ansigt som en kordreng".
Robinsons skildring af Scoprio var så mindeværdig, at han efter filmen modtog adskillige dødstrusler og blev nødsaget til at få et unoteret telefonnummer.
I det virkelige liv var Robinson pacifist, der ikke brød sig om brugen af skydevåben, og Robinson kunne efter sigende finde på at ryste af ubehag, hver gang han skulle bruge en pistol, eller blinke voldsomt når den blev affyret. Som resultat blev Siegel tvunget til at standse produktionen kortvarigt for at sende Robinson til træning i at behandle våben overbevisende.
’Dirty Harry’ er en klassiker fra 70’erne og var starten på en hel ny genre om den indebrændte politibetjent, som vi stadig ser spor af i dag.
Dette er en del af Cinematekets alternative online filmhistorie.
Læs mere om konceptet HER