Fire Orson Welles-foredrag med sjældne klip

Den 20., 21. og 22. januar blænder Cinemateket op for hele fire Welles-foredrag med sjældne film- og tv-klip. Oplev Stefan Drössler fra Filmmuseum München fortælle om Orson Welles' mange ukendte projekter.

Da Orson Welles døde i 1985, efterlod han sig en række ufærdige filmprojekter. Hans livsledsagerske gennem mange år, Oja Kodar, tilbød dette unikke materiale, plus en enestående samling af tv-film og dokumentarfilm med Welles, til Filmmuseum München.

Kom og oplev Stefan Drössler fra Filmmuseum München præsentere noget af det omfattende materiale - herunder nogle af de mest interessante af de ufuldendte Welles-film - og berette om de ofte meget farverige og bizarre omstændigheder, der knytter sig til hvert enkelt projekt. Foredragene vil foregå på engelsk. Materialet er så rigt, at vi har arrangeret hele fire foredrag med film:

Welles' ufærdige film - Foredrag med film

Orson Welles efterlod sig ved sin død flere ufærdige projekter end nogen anden fremtrædende filminstruktør, hvilket i høj grad har bidraget til mytedannelsen omkring mesteren. I dette generøst illustrerede foredrag vil Stefan Drössler bl.a. fortælle om et af Welles' mest legendariske strandede projekter, nemlig thrilleren 'The Deep' baseret på en roman af Charles Williams og optaget ved den kroatiske kyst. Det ambitiøse projekt 'The Other Side of the Wind', som Welles opgav i slutningen af 1970’erne og filmen 'The Dreamers', der var baseret på Karen Blixen-noveller, vil også blive inddraget.

Tid: Fredag den 20. januar kl. 19:30
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412

Shakespeare og magi - Foredrag med film

Orson Welles havde to livslange besættelser: Shakespeare og magi i alle dens fremtrædelsesformer. Han var om nogen i stand til at forbinde intellektuel kultur og populærkultur. Ideen med hans (ufærdige) filmessay 'The Magic Show' var at præsentere forskellige tricks og stilarter sammen med historierne om de store mestre. På samme tid fortsatte Welles sit forsøg på at gøre Shakespeare til hver mands eje - på teatret og i radio, film og fjernsyn. I 'Orson Welles' Shylock' har Filmmuseeum München samlet Welles' forskellige tilgange til Shakespeares 'Købmanden i Venedig'. Stefan Drössler kender disse filmoptagelser bedre end nogen anden, og han vil fortælle mellem filmklippene.

Tid: Lørdag den 21. januar kl. 16:30
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412

Orson Welles og tv - Foredrag med film

Orson Welles var fascineret af tv-mediet og forsøgte ihærdigt at blive en populær tv-instruktør og tv-vært. Stefan Drössler  introducerer tre af Welles' bedste tv-film. 'The Orson Welles Sketch Book III: The Police' (1955, 15 min.) er ét ud af seks afsnit, hvor Welles fortæller historier fra sit liv og tegner i sin skitsebog. 'Fountain of Youth' (1956, 25 min.) var den første episode i en planlagt række af korte tv-komedier; 'Portrait of Gina' (1958, 25 min.) er en dokumentarfilm om den italienske skuespiller Gina Lollobrigida, der optrådte generøst nedringet i næsten alle karrierens film.

Tid: Lørdag den 21. januar kl. 19:00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412

Welles om Welles - Foredrag med film

Welles' tilgang til filmmediet og hans æstetiske nyskabelser er i flere tilfælde belyst af mesteren selv. I en britisk tv-serie fortæller Welles bl.a. den sande historie om hans berømte radiospil 'War of the Worlds'. Stefan Drössler fortæller om dette og andre interviews med Welles – som publikum naturligvis også får at se. Bl.a. stod Orson Welles selv bag dokumentarfilmen 'Filming Othello' lavet for tysk tv og startede senere et tilsvarende projekt med 'Filming the Trial'. Det er sjældent viste optagelser, der her præsenteres i Cinemateket for første gang.

Tid: Søndag den 22. januar kl. 17:00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412