Flere billetter til Scorsese-serie

Det er lykkedes os, at sikre flere (gratis) billetter til visningen af første afsnit af Scorseses nye tv-serie. Scorsese beskriver serien som 'bagsiden af Den amerikanske drøm' - døm selv når vi viser første afsnit af ’Boardwalk Empire’ onsdag den 27. oktober med introduktion.

Den højprofilerede HBO-serie, hvis producer og instruktør på første afsnit er selveste Martin Scorsese. Som 'executive producer' finder vi superstjernen Mark Wahlberg, og Terence 'Sopranos’ Winter er seriens hovedforfatter. Du kan se ’Boardwalk Empire’ i Cinemateket onsdag den 27. oktober kl. 19.15.

Bagsiden af den amerikanske drøm


Scorsese beskriver 'Boardwalk Empire' som 'bagsiden af Den amerikanske Drøm'. Serien skildrer forbudstiden, korruptionen og det hurtige liv med mord og 'all that jazz'. Den er baseret på bogen af samme navn, skrevet af dommer Nelson Johnson, og Steve Buscemi spiller hovedrollen som Enoch “Nucky” Thompson, der i tyvernes Atlantic City var deltidsgangster og -politiker. Omkring ham finder vi skuespillere som Michael Pitt, Kelly Macdonald og Michael Shannon.

Første afsnit 'Boardwalk Empire' bliver introduceret af forfatteren Annette Wernblad, hvis bog ’The Passion of Martin Scorsese: A Critical Study of the Films’ udkommer i næste måned.
Billetter til aftenens forestilling er gratis.