Fremtiden tur/retur - utopier og dystopier i Cinemateket i marts


Filmmediet, denne maskinelle 7. kunstart, blev født ind i en tid spækket med teknologiske og samfundsmæssige omvæltninger. Og nogle af de mest mindeværdige værker i filmhistorien rummer bud på, hvad udviklingen videre ville bringe.

I marts måned viser Cinemateket udødelige klassikere som 'Blade Runner' og 'Metropolis', men også mere tidsforankrede og kuriøse værker som Elio Petris 'Det 10. offer', H.G. Wells-filmen 'Krigen der kommer' og Marcel L'Herbiers stærkt art deco-inspirerede stumfilm 'L'inhumaine'.At det er de dystre visioner - dystopierne - der klart er i overtal i scifi-genren, kan i hvert fald til dels forklares med, at enhver god fortælling fordrer et element af konflikt. Det gnidningsfri samfund vil simpelthen hurtigt blive kedeligt at følge.De bedste fremtidsfilm er dog andet og mere end fremskrivninger. De handler også i allerhøjeste grad om deres samtid. Tænk bare på satiren over plasticoperationer i Terry Gilliams 'Brazil'. Tv-mediets aggressions-formidling, som i Elio Petris 'Det 10. offer' fungerer som ventil for indbyggerne - bare sat 60'er-kulørt på spidsen. Og så ligger der en helt egen poesi i det forhold, at Godards maskinangste fremtidsfantasi 'Alphaville' er optaget i det eksisterende Paris.Under alle disse dystopiske fortællinger ligger ofte drømme om magelighed, fordragelighed, nye strukturer og håb. En af filmene, der udtrykker det mest eksplicit, er Alain Tanners 'Jonah Who Will Be 25 In the Year 2000'. Denne schweiziske publikumssensation er fra 1976 og formet både af den '68-oprørstrang, der gik forud, og den realitetssans, der kom af ungdomsbevægelsens deroute. Altså endnu et billede på en fremtid, der ikke kan løbe fra sin fortid. Velkommen til Fremtiden tur/retur.Her kan du læse mere om seriens stumfilm 'Metropolis' og 'L'inhumaine' der begge vises med levende musik.Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Online bestilling på cinemateket.dk