Friday Late Night med Primal Scream

'Screamadelica' Night. Fredag den 12. august kl. 21.00 kan du se to film, der går tæt på den skotske supergruppe Primal Scream og 90’ernes måske vigtigste britiske album-udgivelse. Bl.a. en sydende live-værkopførelse fra London.

Det er i år 20 år siden, at Primal Scream satte sit umiskendelige mærke i rockhistorien med albummet 'Screamadelica': En hjernevridende, grov-groovy fusion af soul, dub, garagerock og Rolling Stones-inspirerede riffs og rytmer. Dertil kan lægges en overdreven hedonistisk dyrkelse af den stofforherligende acid house og rave-kultur, som gav perioden omkring 1990 sin 'Second Summer of Love'. Friday Late Night-biffen fejrer fredag den 12. august kl. 21.00 jubilæet med en aften, hvor alle billed- og lydkilder er helliget 'Screamadelica' – og således varmer vi samtidig op til Primal Screams optræden i Vega den 28. august.

Program: 'Primal Scream: Screamadelica - Classic Album' og 'Primal Scream: Screamadelica Live'. Læs mere om aftenens program og bestil billetter.

Der er en drink på billetten – serveret i interimistiske rammer (da vi bygger om). Og inden de to film trækker vi lod om en lille håndfuld fribilletter til koncerten i Vega senere på måneden.

Se, hør og nyd "Loaded"