Fritz Lang-storfilm om Tysklands undergang


Den to-delte "Dr. Mabuse" og andre Lang-film - i april i Cinemateket

Inden hovedværkerne "Metropolis" og "M" lavede Fritz Lang en tredje mørk film med stort M. En stort anlagt stumfilm, som mange har hørt om, men som de færreste har set: "Dr. Mabuse - der Spieler" (1922). I aften den 7. april kl. 19.00 kan du se den i Cinemateket - i restaureret og original tysk version med levende klaverakkompagnement. Er du usikker på, om tyskkundskaberne kan bære, er der et link til et fyldigt referat nedenfor. UNDERGANGS-TYSKLAND
"Dr. Mabuse" er en kuriøs, bidsk film. Om en mesterskurk, der udnytter et Tyskland i moralsk forfald. Om dekadence, aktiefusk, højt spil, kærlighed, falske skæg og avanceret hypnose - og med kortspil som centralt omdrejningspunkt. Titelpersonen er en "spieler" i dobbelt forstand: skuespiller og hasardspiller. Den 14. april viser Cinemateket filmens fortsættelse, der oprindelig havde premiere en måned senere. MEGET MERE MABUSE
Fritz Lang vendte senere tilbage til Mabuse-figuren ikke en, men to gange. Først med lydfilmen "Dr. Mabuses testamente" (1933) og senest i 1961 med "Dr. Mabuses 1000 øjne", hvor kameraovervågning og tekniske gizmos sætter dagsordenen. En film, der minder om, hvor meget James Bond-cyklussen står i gæld til Dr. Mabuse-superskurkene. Alle filmene kan du se i Cinemateket i april måned. Læs mere om visningerne og bestil billetter. Omtale og referat af "Dr. Mabuse" på hjemmesiden epinions.com. Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412.