Højlydt masterclass med guitaren i centrum i Late Night-biffen

FRIDAY LATE NIGHT. Fredag den 22. februar hylder vi tre af klodens største guitarister med filmen ’It Might Get Loud’. Oplev U2’s The Edge, Jack White og Led Zeppelins Jimmy Page i supersonisk samspil, der får jorden til at skælve. Bar og dj inden filmen.

Med hele tre guitarhelte i én film, og med en fortælling, der sætter spot på guitarens nyere tilblivelseshistorie, er ’It Might Get Loud’ kræs for elskere af ’den seksstrengede’. U2’s The Edge hylder teknologien, Jack White er inspireret af de gamle Delta Bluesmen, mens Led Zeppelins virtuos Jimmy Page ser guitaren som en kvinde, han aldrig bliver træt af kærtegne.

Filmens højdepunkt er et uformelt topmøde, hvor de tre stjerner jammer over hinandens numre. Mens vi venter på det store øjeblik, lærer vi en masse om præmissen for deres udfoldelser, og får i tilgift en hel del at vide om det, en guitar kan!

Effektpedaler og strengeleg

Jimmy Page tager os på en rundtur i Headley Grange, det East Hampshire-palæ, hvor en betydelig del af Zeppelins albums blev indspillet. I sit dandy-antræk, der er som grebet ud af århundredet før det forrige, afslører han bl.a. en passion for Link Wray, og i arkivmateriale, der rækker helt tilbage til barndommen, ser vi ham folde sig ud i fuld strengeleg.

The Edge lader kameraerne kigge helt ind bag forhænget, hvor han demonstrerer, hvordan det i reglen simple wah-wah-riff bag U2-hittet ’Elevation’ er forvrænget gennem uendelige permutationer af pedaler, effektbokse og computer-teknologi. Hans ry som en sonisk fornyer er ikke til at tage fejl af.

Helt anderledes forholder det sig med Jack White, som interviewes i mildest talt uprætentiøse landlige omgivelser på sin ranch i Tennessee. I et hjørne af et dinglevornt loftsrum slår han løs på en smadret spade og optager outputtet på en ældgammel spolebåndoptager. Og på sin veranda viser han, at man sagtens kan få et godt instrument ud af ståltråd, søm, og en gammel sodavandsflaske.

Inden filmen er der happy hour-bar med rifferama på pladespilleren fra kl. 20.00. Filmen begynder kl. 21.30.

Tid: 22. februar
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Onlineog på tlf. 3374 3412