Hollywood-stjerne folder sig ud som instruktør

STJERNEDRYS. MIX Copenhagen viser den pikante film ’Interior. Leather Bar.’, der er instrueret af skuespilleren James Franco i samarbejde med Travis Matthews.

Filmen ’Interior. Leather Bar.’, som havde verdenspremiere på årets Sundance Festival, er et pirrende filmeksperiment, der reflekterer over køn, sex og censur. Instruktørerne James Franco og Travis Matthews genskaber nemlig de 40 minutter, der blev censureret bort i filmen ’Cruising’ fra 1980. 40 minutter, som blev fjernet for sin eksplicit seksuelle karakter.

I filmen optræder Franco og Matthews som dem selv, der er midt i den kreative proces, og vi oplever deres overvejelser over, hvordan man kan repræsentere bi- og homoseksualitet. Dermed presser ’Interior. Leather Bar.’ grænserne mellem fiktion og virkelighed, og filmen er også en refleksion over spændingen mellem kreativ frihed og censur.

Sammen med ’Interior. Leather Bar.’ viser vi Travis Matthews’ ’In Their Room: London’, som er den nyeste episode i Matthews dokumentarserie om homoseksuelle mænd i alle former, aldre og farver. En serie, der indeholder en række interviews med forskellige mænd, der taler om sex og intimitet.

Visningen indeholder eksplicit sex.

Tid: Lørdag 5. oktober kl. 21.45, torsdag 10. oktober kl. 17.15 og søndag 13. oktober 16.45.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12