Iranske regime-kritikeres kunstværk - med introduktion

Inden de blev fængslet for landsskadelig virksomhed, nåede de iranske filmmagere Rasoulof og Panahi at færdiggøre den visuelt storslåede film 'The White Meadows'. Oplev værket - med introduktion - søndag den 19. kl. 16.30.

Jernvilje og visioner

De iranske instruktører Mohammad Rasoulof og Jafar Panahi blev arresteret sidste år og senere idømt seks års fængsel og 20 års berufsverbot som filmmagere. De blev fundet skyldige i skadelig virksomhed mod den islamiske republik, angiveligt på grund af en planlagt film om den 'grønne' reformbølges påvirkning af en enkelt familie.

Helt konkret sad begge instruktører i det berygtede Evin-fængsel uden for Teheran, indtil dommen på seks års fængsel blev afsagt i december sidste år. Straffen har været omgjort til en form for husarrest, og de to har kvitteret ved at lave film i hemmelighed og få smuglet dem til Cannes på henholdsvis en USB-nøgle og en dvd-skive.

Det er i skrivende stund stadig omgærdet af mystik, hvordan de to har kunnet lave de Cannes-tilmeldte film. Ingen af dem har givet interviews siden dommen, som havde regimefjendtlig virksomhed som begrundelse.

Allerede inden dommen nåede Rasoulof og Panahi at færdiggøre den visuelt storslåede 'The White Meadows', som vi er stolte af at kunne vise. Den film gav de iranske myndigheder det blå stempel. Hvilket godt kan overraske.

Kritisk allegori i overstrømmende smukke billeder

Rasoulof har udtalt, at 'The White Meadows', blev lavet delvist i hemmelighed. Jafar Panahi agerede klipper på filmen, som er endnu et eksperimenterende billeddigt med etnografisk bismag. Ved en stor saltsø i det nordlige Iran går en gammel mand rundt og samler befolkningens tårer ind i en beholder. Undervejs overværer han gammeltestamentlige straffeaktioner og surrealistiske optrin præget af uretfærdighed og konservatisme. Bl.a. bliver en kunstmaler dømt til blindhed, fordi han ikke maler havet blåt i sine billeder, men rødt. Generelt er 'The White Meadows' indiskutabelt et kunstværk snarere end et politisk indlæg.

"En undergrundsfilm"

'Smuk', 'overraskende' og 'tankevækkende' var nogle af de roser, filmbladet Variety hæftede på filmen, da den havde premiere på San Sebastian-festivalen i 2009.

Selv sagde filmens instruktør Mohammed Rasoulof – mellem udfald mod det iranske regime, som han kaldte et diktatur – på festivalens pressemøde:

"Filmen blev lavet under meget vanskelige forhold. Det var svært at få tilladelse, og budgettet var meget begrænset. Det er en hemmelig film, en undergrundsfilm."

Introduktion den 19. Juni

Programredaktør Rasmus Brendstrup indleder visningen søndag den 19. juni med at fortælle om, hvordan 'The White Meadows' indføjer sig den iranske tradition for ideologikritik i flertydige gevandter.

(The White Meadows is co-presented by the Global Film Initiative and is part of the Global Lens 2011 film series. For more information, visit www.globalfilm.org.)

Vises også uden introduktion lørdag den 25. juni kl. 16.30.