Italienske ekstravaganzaer – af filmfænomenet Paolo Sorrentino

Serie med værker af ’storbyens Sergio Leone’ i august – bl.a. forpremiere på Cannes-vinderen ’Il divo’ den 4. august.

Paolo Sorrentino (f. 1970) er et navn, der er kendt af de færreste, men han er en ener inden for filmkunsten. Hans til dato fire spillefilm er elegante, højtflyvende og legesyge ekstravaganzaer af cinematografisk overskud.

"Nu hvor filmkunsten har mere end 100 år på bagen, synes jeg efterhånden, at mange af historierne er blevet fortalt," siger instruktøren selv. "Både som seer og filmmager er jeg tiltrukket af film, der udforsker nye fortællemåder. Film, der bruger stilen som en måde at skildre følelser og ideer."

Rock'n'roll-renæssance-menneske
Paolo Sorrentinos film er det modsatte af minimalistiske. De handler om alvorlige emner, men stilen kan minde om en blanding af musikvideoer og hyperstiliserede videoværker til kunstmuseer. Han er et sjældent rock'n'roll-renæssance-menneske.

Sorrentino skildrer især maskuline miljøer: Politiker-korridorer, den professionelle fodboldverdens knivsæg mellem succes og fiasko – og Napoli-mafiaens særegne moralske univers. Men filmene er både overraskende, humoristiske og dybt alvorlige.

Komplet retrospektiv
Cinemateket blænder i august op for en komplet retrospektiv – inkl. instruktørens tre kortfilm. Vi åbner med forpremiere på Cannes-vinderen 'Il divo' den 4. august med introduktion af Italiens-eksperten Thomas Harder.

Læs mere om de enkelte titler i serien Paolo Sorrentino.

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 33 74 34 12. Online bestilling på cinemateket.dk.