Jagten på den seriøst sjove komedie

CPH PIX har sat jagten ind på den moderne komedie, der tager både sig selv og genren alvorligt. Du kan bl.a. grine af det amerikanske komiker-par Tim & Eric og møde instruktør og YouTube-sensation Mike Stoklasa.

Hvad er for alvor sjovt? Københavns internationale filmfestival CPH PIX zoomer med serien Seriously Funny ind på den moderne komedie, der tager sig selv seriøst. Samtidig er der blevet plads til at kigge tilbage på sjældenheder og greatest hits.

Stand-up, Sit Down, and Visual Art Comedy Today - kavalkade af kvalificeret galskab

Den komiske revolution lige nu finder sted i diverse korte og netbaserede formater. Med internettets udbredelse er antallet af stand-up-komikere og crossover-formene øget markant. I dette program har CPH PIX samlet en serie af værker fra både kunstnere og komikere - fra Tim & Eric og Sasha Baron Cohen til Alex Bag og Zach Galifinakis - der bruger internettet som platform.

Fredag den 20. april kl. 21.30.
Lørdag den 28. april kl. 16.45.

Comics on the Edge in the 1970's - guldkorn fra Brooks og Kaufman

Inspireret af stand-upperen Lenny Bruces sprængfarlige attitude introducerede Albert Brooks, hvad man nærmest kan kalde anti-komedien. Her er det morsomme hvor dårlig humor, der er på spil. Og gennem en række konceptuelle acts tog legenden Andy Kaufman komediegenren til nye højder. Vi præsenterer et samlet program med de bedste klip fra de to legender.

Fredag den 20. april kl. 19.15.
Lørdag den 28. april kl. 14.15. 

The Phantom Menace Review - mød instruktøren

En syg seriemorder fordriver fritiden med at fabrikere perfide filmreviews. Det er den simple præmis for den amerikanske filminstruktør Mike Stoklasas helt eminent morsomme YouTube-sensationer. Cinemateket og CPH PIX præsenterer en samling af de bedste - præsenteret af instruktøren Mike Stoklasa selv - inklusive både overraskelser og anmeldelsen af 'The Phantom Menace' i spillefilmslængde. Klogt, anarkistisk og ustyrlig morsomt.

Fredag den 27. april kl. 22.00.

Læs desuden Politikens artikel 'Hvad er alvorlig talt sjovest? Nysende pandaer eller Chaplin?, der sætter fokus på CPH PIX-serien Seriously Funny.

Tid: 20.-28. april 
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412