Januar i Cinemateket

I januar viser Cinemateket en stor kavalkade af Woody Allens skønneste filmfortællinger. Endvidere byder vi på de bedste danske film, fra året der gik - udvalgt af Politikens filmanmelder Sophie Engberg Sonne. Se også seks bjergtagende naturfilm samt film af emigranterne, der ændrede Hollywood i serien 'Fra Hitler til Hollywood'. Endelig er der gensyn med John Hughes' forrygende ungdomsfilm fra 80'erne. Derudover Månedens Film 'Stella' og en stribe særarrangementer, bl.a. forpremiere på den norske 'Max Manus', der fik halvanden million nordmænd i biografen.

Serier

Woody Allen - play them again!

Nogen vil hævde, at Woody Allen laver den samme film igen og igen - en historie om en småstresset newyorker (med jødisk baggrund), der får problemer med kærligheden og karrieren. Allens film er i virkeligheden meget tematisk forskellige, og hver film har sit eget gennemarbejdede æstetiske udtryk. Ingen instruktør har som Woody Allen givet os mulighed for at spejle vores mindre perfekte sider, og ingen har en så enestående evne til at skabe verbal og visuel komik. Vi præsenterer en række highlights fra Allens lange karriere - fra 'Play it Again, Sam' ('Mig og Bogart', 1969) til 'Vicky Cristina Barcelona' (2008).

Tirsdag den 29. december kl. 19.00 har vi forpremiere på Allens seneste film ´Mig og Melody´, der vises i de danske biografer fra 1. januar.

Serien (16 film) vises hele januar.

Månedens premierefilm: 'Stella' - pubertetsfortælling uden klichéer

Sylvie Verheydes selvbiografiske film er et skarpsindigt, humoristisk og nuanceret portræt af en 11-årig pige og hendes hverdag over et år i slutningen af 70'erne.´Stella´ indfanger sikkert og troværdigt pubertetens blanding af ukuelighed og sårbarhed og er først og fremmest en film for voksne. Titelrollens Léora Barbara er fuldstændig troværdig i sin vekslen mellem selvopholdelsesdrift og skrøbelighed. En anderledes heltinde end de klichétegnede karakterer, der dominerer tidens amerikanske teenagefilmindustri.

´Stella´ vises i perioden 21.-30. januar kl. 19.15.

Fra Hitler til Hollywood - Cinema´s Exiles

Mellem 1933 og 1939 måtte over 800 filmkunstnere flygte til Hollywood - fra skuespillere som Marlene Dietrich, Peter Lorre og Hedy Lamarr til instruktører som Fritz Lang og Billy Wilder. Deres betydning for amerikansk film blev epokegørende. Vi viser en række af periodens signifikante værker - bl.a. ´Hævneren´ (1936) og ´Kvinden uden samvittighed´ (1944). Desuden præsenterer vi den spritnye dokumentarfilm ´Cinema's Exiles: From Hitler to Hollywood´ om europæerne i Hollywood, der tilsammen modtog ikke mindre end 150 Oscar-nomineringer.

Serien (8 film) vises hele januar.

John Hughes - med tandbøjle og weltschmerz

Sjældent er teenage-livet beskrevet så humoristisk og ærligt som af den amerikanske instruktør John Hughes (1950-2009) - i fintfølende komedier som´Abefest for viderekomne´ (1984), ´Breakfast Club´ (1985), ´Tast mig, jeg er din´ (1985) og ´En vild pjækkedag´ (1986). Med stor indføling og begejstring tematiserer John Hughes de sarte og klodsede førstegangsoplevelser i et begyndende voksenliv, hvor man føler sig som outsider, og hvor kærlighed og sex er lige så insisterende som uskyldig og kejtet. Efter hver film vil det være muligt at købe en burger til særpris kr. 100 i Restaurant SULT.

Serien (4 film) vises søndag den 10.+17.+24.+31. januar kl. 14.00.

Jacob Holdts Amerika - filmiske inspirationskilder

Fotografen Jacob Holdt har indfanget motiver, der danner en fascinerende fortælling om USA´s udvikling gennem fire årtier. Indtil 7. februar viser Louisiana Museum udstillingen 'Tro, håb og kærlighed - Jacob Holdts Amerika'. Cinemateket præsenterer i den anledning tre film om undertrykkelse og social opstand, som direkte inspirerede Jacob Holdt til det oprindelige lysbilled-show ´Amerikanske Billeder´:´Smelteovnens time´ (1968), ´Antonio dræberen´ (1969) og ´Jo hårdere de slår´ (1972).

Onsdag den 13. januar introducerer Jacob Holdt ´Jo hårdere de slår´, der har reggaestjernen Jimmy Cliff i hovedrollen.

Serien (3 film) vises 9.-23. januar.

Den smukke verden - utrolige naturfilm

Den virkelige verden er ofte langt mere fascinerende end fiktionens. I dyrenes univers udspiller der sig hver dag intime scener og dramatiske optrin, der rører vores hjerter og får os til at snappe efter vejret. Midt i alle advarsler om klimaproblemer tilbyder vi et dyk ned i et (næsten) uspoleret univers, hvor hverdagens mirakler udfolder sig i bjergtagende billeder. Oplev en række dokumentarfilm, som hylder vores smukke natur og dyrene i den. Fra et inderligt blik på de mindste insekter og deres ritualer i ´Microcosmos´ (1996) til danmarkspremiere på ´The Crimson Wing´ (2007) - en fortryllende film om flamingoer.

Serien (6 film) vises hele januar.

Dansk Film 2009 - highlights fra året, der gik

Cinemateket har inviteret Sophie Engberg Sonne, filmanmelder på Politiken, til at præsentere sit bud på de væsentligste danske film fra året, der gik. Hun skriver bl.a.: â€