Jørgen Leth med til at genskabe 1914

Den 7. september spoler Cinemateket tiden 100 år tilbage – og stimulerer alle sanser.

Jørgen Leth er den 7. september med til at sætte året 1914 i scene i Cinemateket – i ord, billeder, musik, dufte og smag. Arrangementet er en del af Golden Days-festivalen.

På dagen vil Jørgen Leth læse op af en nyfundet tekst om 1. verdenskrigs udbrud - oplevet af filminstruktøren Urban Gad og hans hustru Asta Nielsen, der med stigende panik prøvede at komme ud af Tyskland: ”Lygterne brændte som altid, Vogne og Sporvogne færdedes som sædvanlig, alting var som det altid havde været. Kun én Ting var forandret: Alt. 

Læs mere om dokumentet

Der er også stumfilmskoncert: Benjamin Christensens spionthriller DET HEMMELIGHEDSFULDE X (1914) med raffinerede modlyseffekter og konspirations-angst. Violinist Bjarke Falgren akkompagnerer live!

Restaurant SULTs kokke har - inspireret af autentiske 1914-opskrifter - lagt an til fest anno 1914: Dildkogte krebs, kommen-ost med brød, tarteletter med høns og asparges, fyldt hvidkålhoved med kalv og svin. Dessert: Æbleris dessertkage med letpisket fløde.

Og der er meget mere: Reklamer, kortfilm, anekdoter og kuriosa fra året 1914.

”Vi har valgt at fokusere på andre aspekter af 1914 end granater og storpolitik,” siger Cinematekets publikumschef, Lene Pia Madsen.

”I stedet sætter vi sanselige detaljer fra 1914 i fokus. Eksempelvis filmlyden fra dengang: En musiker, der spiller live. Vi viser gadeoptagelser og arkiv-reklamer fra et krigsfjernt København og byder på masser af anekdoter og baggrund,” fortsætter hun.

”Vi kalder arrangementet en ’salon’, fordi det var tidens ånd at invitere med stil – og give et totalbillede gennem mange stemmer og perspektiver. Det vil vi prøve at genoplive i en glad og sanselig atmosfære.”

Programmet

Kl. 16:15 / Velkommen til 1914 v. programredaktør Rasmus Brendstrup.

Kl. 16.30 / Årsrevy v. museumsinspektør Thomas Christensen og violinist Bjarke Falgren.

Kl. 16.50 / Urban Gad og Asta Nielsens flugt fra 1. verdenskrig v. Jørgen Leth

Kl. 17.15 / Kaffepause.

Kl. 17.45 / Stumfilmskoncert: 'Det hemmelighedsfulde X'. Bjarke Falgren akkompagnerer.

Kl. 19.15-20.30 / Middag i Filmhusets Restaurant SULT.

Sted: Cinemateket. Billetpris inkl. middag: 295 kr. (250 kr. for medlemmer). Billetter afhentes senest 4. sept.

Læs mere og bestil billetter