Kan man ønske sig mere? – mesterstykker valgt af publikum

ØNSKEFILM. Uhyrlige aliens, kapitalismekritik og kulturrevolution er nogle af de 'størrelser', der toner frem på lærredet, når Cinemateket i februar og marts viser en stribe danske og internationale klassikere valgt af publikum.

Takket være publikums ønsker præsenterer Cinemateket i februar-marts-programmet  'Aliens – det endelige opgør', James Camerons actionmættede firserfortsættelse af Ridley Scotts science fiction-horror-hovedværk fra 1979. Den blev ønsket af Alex Jonathan Brandt Ritchie. Desuden byder vi på Zhang Yimous storstilede kinesiske epos 'At leve', ønsket af Morten Sejer Jensen, og Ole Roos' filmatisering af Tom Kristensen eksistentialistiske romanklassiker 'Hærværk', ønsket af Kjartan Bárður Fríði Hansen og Yasmina Nedjoua.


I kampen mod andre mesterskud fra den europæiske filmkanon i Cinematekets ønskefilm-konkurrence på facebook vandt den franske ener Jean-Luc Godards 'Udflugt i det røde', ønsket af Nathascha Domagala. Vi ruller en original kopi af fortællingen om et ægtepar, hvis plan om en forsonende og idyllisk weekendtur langt fra bliver til virkelighed, gennem 35 mm-maskinen og garanterer for et frontalopgør med forbrugersamfundet. 

Send dit ønske på 'Ønsk en film'

Missede du engang en film i biografen, som ikke længere er til at støve op, eller har du et mesterværk i tankerne, der fortjener bedre end fladskærmens flimmer, så er der altid mulighed for at sende sit ønske på Ønsk en film.

Tid: 4. februar -27. marts 2016
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: Cinemateket.dk eller tlf. 33 74 34 12.