Kongelig folkekomik med introduktion

GLEMT DANSK FILMPERLE. Kom bag om filmperlen 'Sørensen og Rasmussen' torsdag den 10. september. Lektor Casper Tybjerg introducerer den roste folkekomedie, der har Bodil Ipsen og Marguerite Viby i de bærende roller.

'Sørensen og Rasmussen' er en af de bedst anmeldte og mest vellykkede folkekomedier i dansk filmhistorie, men den er i dag stadig ukendt blandt mange filmelskere. Den 10. september vil lektor Casper Tybjerg fortælle om filmen, der bl.a. havde 1940’ernes største kvindelige stjerner, Bodil Ipsen og Marguerite Viby, i første geled.


Filmen, som forfatter og kritiker Morten Piil bl.a. kalder en ”ærke-dansk fabel” (læs mere herom i filmtidsskriftet Kosmorama), udspiller sig i 1850’erne. Grevinde Danner (Bodil Ipsen) besøger sammen med sin mand, en vis Frederik VII, den jyske herregård Stensskov, hvor den unge adelsfrue ikke ønsker at opvarte den borgerligt fødte grevinde. Adelsfruen får derfor stuepigen Sørensen (Marguerite Viby) til at agere frue i huset, mens hun selv træder ind i rollen som stuepige.

Tid: Torsdag den 10. september kl. 19.00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.