To kortfilm og debat med Jytte Rex


Mød filminstruktør og maler, Jytte Rex, i Cinemateket søndag den 8. januar kl. 14:00 - ca. 16:00 til en debat om hendes filmsprog med udgangspunkt i to nye kortfilm "Floden" og "Pigen med fletningen".
Jytte Rex regnes normalt for den mest egensindige og billedbevidste instruktør i dansk film. Nu er der mulighed for at møde hende i Cinemateket til en debat om hendes filmsprog med udgangspunkt i to nye kortfilm, "Floden" og "Pigen med fletningen". "Pigen med fletningen" er hendes første film for børn, men voksne kan også roligt se med for at blive klogere på nogle af Københavns hemmeligheder.
Jytte Rex' film er højt respekterede. Hun er således den eneste filmskaber, der to gange er prisbelønnet på Odense Film Festival for bedste portrætfilm. Jytte Rex er også maler, og "Floden" er et billeddigt, som har været vist i forbindelse med hendes udstilling af samme navn, der har turneret på både danske og udenlandske kunstmuseer. Der er fri entré, men det anbefales at reservere billetter. Læs mere om de to kortfilm på Film og debat.
Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412.