KOSMORAMA GÅR I KRIG


Militære embedsmænd sendt på kursus i fransk poesi. To ministerier i konflikt med hinanden. Og en statsminister, der ender med at gribe ind. Forløbet bag Palle Kjærulff-Schmidt og Klaus Rifbjergs film "Sommerkrig" fra 1965 er bestemt ikke kedeligt. Forsvaret skulle beslutte, om man ville støtte filmproduktionen materielt, men det udviklede sig til en større sag om, hvem der havde autoritet til at udlægge filmen som værende for eller imod militæret!

Som markering af filmtidsskriftet Kosmoramas nye temanummer, "Krig og soldater på film", vil Palle Kjærulff-Schmidt (og måske også Klaus Rifbjerg) den 12. juni kl 19.00 grave dybt i erindringen og sammen med filmhistorikeren Jonas Brethvad afdække balladen om "Sommerkrig". Selve filmen, der varer 24 min., indgår naturligvis i programmet.

Kosmorama byder efter debatarrangementet - kl. 20.00 - på et glas vin i Asta Bar, og så er der mulighed for at købe det nye nummer til introduktionspris (100 kr. mod normalt 175 kr.).

Som afrunding på arrangementet viser vi et af den danske folkekomedies højdepunkter, hvad angår kitsch og uniformdyrkelse: Anker Sørensens "Jetpiloter" (1961). Filmen er vores helt egen "Top Gun" og samtidig det direkte modbillede til "Sommerkrig": Klichébefængt og overpatriotisk. Men hvad gør det, når "jetjawerne" giver den gas, Susse Wold og Malene Schwartz trækker i smækre Lotte-uniformer, og Ebbe Langberg kipper kækt med flyverkasketten?

Læs mere om filmene "Sommerkrig" og "Jetpiloter"Læs mere om indholdet af Kosmorama #241

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412.