Lav og se animationsfilm i påskeferien

I påskeferien har børn i alle aldre mulighed for at blive klogere på animationsfilm i Cinemateket. Vi slår dørene op for de helt nyrenoverede filmstudier FILM-X Studie 5 og 6 (tidligere "Leg med film"), hvor kreativiteten kan få frit spil og modellervoks kan blive vakt til live i din helt egen claymation-film. Vi sørger for inspirationen, og viser de bedste film fra animationsstudierne Aardman Studios, som blandt andet er kendt for Walter og Trofast.

Påskeferien står i lerets tegn hos Cinemateket. Vi byder indenfor i vores spritnye interaktive filmstudie, FILM-X, hvor kun fantasien sætter grænser. Her kan ungerne lave stop-motion film med modellervoks i bedste animationsstil. Der er adgang i hele Cinematekets åbningstid - og vores FILM-X-guider står klar til at hjælpe hver dag i påskeferien kl. 11-15 fra mandag den 15. april.

Inspiration fra Aardman Studios

Skulle du have den mindste tvivl i forbindelse med din egen claymation-film, så kan du ånde lettet op. Du kan trygt lade dig inspirerer af Walter og Trofast, når vi viser det bedste frem fra animationsstudierne Aardman Studios. Britiske Aardman Studios står bag flere af animationsfilmhistoriens uomgængelige klassikere. Spidsfindig humor, eminent timing og udpræget filmhistorisk bevidsthed er Aardmans varemærke i en perlerække af film, der er så ur-britiske som en kop te med agurkesandwiches kl. fem, men samtidig universelle og evigtgyldige i deres milde kritik af menneskeracens mærkværdige gøren og laden – og hang til maskiner, de ikke kan kontrollere.

I påskeferien præsenterer vi fire af de bedste Aardman-film. Fra 'Walter og Trofast – Det store grøntsagskup’ – hvor der ihærdigt ledes efter løsninger, der kan holde gnavere væk fra rækkehushaverne - til 'Hulemanden Sten' om Sten, der må dyste for sit idylliske samfunds eksistens imod en invaderende bronzealderby. 

I påskeferien kan man bl.a. opleve animationsfilmen 'Hulemanden Sten'.

Børnebiffen og brunch

For de allermindste børn er der vanen tro visninger i Børnebiffen alle dage i ferien. Her kan I glæde jer til at fejre påske med Lillefinger og Myren, tage i biografen med Rita og Krokodille, og se hvad der sker når Prik og Plet farer vild. Dertil kan børnene glæde sig til et kært gensyn med Cirkeline og 'Bennys badekar'.

Skulle sulten trænge sig på undervejs, kan I kaste jer over Restaurant SULTs imponerende brunchbuffet og kagebord. Brunchen serveres hver dag fra 9.30-16.00, og er sammensat med fokus på smag, kvalitet, økologi og sundhed. 

Gå ombord i Restaurant SULTs store brunchbuffet hver dag i påskeferien.

Filmvisninger for små og store børn i påskeferien 

Walter & Trofast – Det store grøntsagskup (Steve Box, Nick Park, 2005)
Lørdag den 13. april kl. 16.30
Fredag den 19. april kl. 14.15

Walter og Trofast kortfilm I 
Lørdag den 13. april kl. 14.00
Onsdag den 17. april kl. 14.15

Walter og Trofast kortfilm II
Lørdag den 13. april kl. 15.15
Onsdag den 17. april kl. 15.30

Hulemanden Sten (Nick Park, 2018)
Mandag den 15. april kl. 17.00
Lørdag den 20. april kl. 14.00

Valhalla (Peter Madsen, 1986)
Søndag den 14. april kl. 15.30
Torsdag den 18. april kl. 15.30

South Park – Større, længere og ucensureret (Trey Parker, 1999)
Tirsdag den 16. april kl. 14.15
Mandag den 22. april kl. 14.00

Diktatoren (Charles Chaplin, 1940)
Søndag den 21. april kl. 14.00  


Tid: 13.-22. april 2019
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: Bestilles på tlf. 33 74 34 12 eller online.