Kom frit ind fra gaden og få dagens poesi-fix, når 'Lyrikporten – 28 danske digtere' ruller i sløjfe i Cinematekets Walk-In-Bio i perioden 28. april til 12. maj.
'Lyrikporten' er en samling af 28 korte portrætfilm instrueret af Jørgen Leth, hvor digtere fra tre generationer læser op fra deres digtsamlinger og besvarer spørgsmålene 'Hvorfor skriver jeg digte' og 'Hvad kan få mig til at skrive digte?'
Det perfekte menneske anno 2016 er en digter
"Styrken i 'Lyrikporten' ligger i enkeltheden: Et hvidt rum. En digter. En tekst. Enkelthed."Sådan har digter og filminstruktør Jørgen Leth sagt om 'Lyrikporten'. En udtalelse, som giver ekko langt ind i det skrabede rum, der fungerede som ramme om et ungt smukt par i Leths 'Det perfekte menneske' fra 1968.
Og 'Lyrikporten' er tydeligt filmisk inspireret af Leths kortfilmsklassiker. Ved at sætte de 28 digtere i scene i et hvidt rum, der er tømt for andre tegn end digteren med sin tekst, bliver ’Lyrikporten’ et skarpt og fokuseret portræt af de stemmer, der tegner dansk lyrik anno 2016.
Ifølge forfatter og tidligere gymnasielektor Henrik Poulsen, tilfører netop filmmediet noget til digtene, som de ikke får, når man læser dem hjemme i sin stille stue:
"Når man sætter lyd og billede på et digt, opstår der noget nyt. Betoninger, musikalitet, rytme og krop tilfører digtet andre stemninger og et helt andet liv, og dermed appellerer digtet måske til et større publikum".
Filmprojektet er produceret i et samarbejde mellem Gyldendal og dk4 med Jørgen Leths faste filmhold efter idé og tilrettelæggelse af Henrik Poulsen.
Tid: 28. april 2016 – 12. maj 2016
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Walk-In-Bio: Bio Benjamin (Cinematekets lille biografsal bag Restaurant SULT) viser danske film nonstop tirsdag til søndag i tidsrummet kl. 16:15-22 (fredage 17:15-22). Der er ingen pladsreservation; publikum kan frit komme og gå, og forestillingerne er gratis. Læs mere her.