Månedens Film: 'David Byrne's American Utopia'

Når en af de største politiske filminstruktører i nyere tid slår pjalterne sammen med rock-ikonet David Byrne, går det ikke stille for sig. Sammen har de skabt et værk, der springer rammerne for det traditionelle koncertfilmformat. Det er med stor glæde at vi i denne måned kan præsentere den storslåede perle af en musikfilm: 'David Byrne's American Utopia'. 

Byrne med band

Der er fuld gang i den fra start til slut, når David Byrne sammen med sit fremragende band giver den gas med musik og dans. De er i konstant bevægelse, hvor det som seer er svært ikke at lade sig rive med. Sammen spiller de en god blanding af gamle Talking Heads-klassikere, såvel som sange af nyere dato, som da Byrne & co. giver deres bud på Janelle Monaes protestsang “Hell You Talmbout,” der omhandler politivold mod sorte i USA.

Koncerterne, som udgør filmens indhold, blev optaget blot få uger inden COVID-pandemien satte en stopper for alle koncerter i foråret 2020. Man er derfor som seer vidne til koncertgængere i en tætpakket sal, der danser og synger med til tonerne af David Byrne & band. Det føles næsten som at være der selv. 

Musik og sceneshow i ét

Alting går op i en højere enhed når musik akkompagneret af dansekoreografi og sceneshow i dette Broadway-show. Udover musik og sceneshow italesættes brandvarme politiske dagsordener som BlackLivesMatter-bevægelsen, der er meget i instruktøren Spike Lees ånd. 'American Utopia' er en god blanding af det hele, og kan roligt kaldes en helstøbt koncertfilmoplevelse.

Du kan se filmen i Cinemateket fra den 14. – 19. februar. 

Anmelderne skriver  

★★★★★★ "På én gang eftertænksom og fjollet, på én gang ekstremt stiliseret og fyldt af kropsdele, der flopper rundt på scenen som ustyrlige tentakler" - Soundvenue 

♥♥♥♥♥ "David Byrne laver kun sublime koncertfilm" - Politiken

★★★★★ "'En performance-film, der understreger, at David Byrnes talent strækker sig til meget mere end musikkens verden." - DR

★★★★★ "Mødet mellem Spike Lee og den legesyge frontfigur fra Talking Heads skaber en gåsehudsfremkaldende musikfilm i verdensklasse" - Filmmagasinet Ekko

"Superlativerne slår slet ikke til, så man må gøre store øjne og slå ud med armene" - Information