Made in China – seks danmarkspremierer

KINESISKE FILMHITS. Der er både cirkelspark, erotiske intriger og engagerende realisme på programmet, når Cinemateket vender lyskeglen mod 'Riget i midten'. Kom til danmarkspremiere på seks nye kinesiske biografhits i dagene 15.-29. maj.

Kinesisk filmproduktion og biografkultur er inde i en rivende udvikling. Ikke mindst de nationale film trækker publikum til billetlugerne. Med serien 'Made in China' præsenterer Cinemateket i dagene 15.-29. maj en stribe nye produktioner, som demonstrerer den store bredde og kreativitet i kinesisk film.

Eksempelvis har kampsportstjernen Jet Li med sin hovedrolle i ‘Ocean Heaven’ for en stund skiftet kung fu-genren ud med socialrealisme i et bevægende drama om en kræftsyg mand og hans autistiske søn. Og i den Sølvbjørn-belønnede 'Blind Massage' stiller et undersøgende kamera skarpt på noget så utraditionelt som erotiske intriger, familiekonflikter og håb blandt blinde massører og læger på en klinik i Nanjing. Hvorimod den meget roste debutfilm ‘So Young’ - om to forelskede studerende ligeledes i Nanjing - fik det toneangivende brancheblad Variety til at konkludere, at der her er tale om en "hyldest til ungdommen, når den er allermest frygtløs". 

Den digitale teknologi har 'demokratiseret' kinesisk filmproduktion, som indtil for ikke så mange år siden var forbeholdt udvalgte filmmagere, og den økonomiske udvikling i Kina har samtidig åbnet for koproduktioner med Hongkong og udenlandske selskaber. Et eksempel er ‘American Dreams in China’ - en film om Kinas udvikling gennem 20 år fortalt gennem en nuanceret beretning om venskab - som blev instrueret til det kinesiske marked af Hongkong-instruktøren Peter Chan.

Salget af biografbilletter i Kina steg sidste år med 33 procent og nåede næsten fem milliarder. Det forventes at Kina i 2017 vil have en større biografomsætning end USA. Kina har i dag 23.600 biografsale, hvilket stadig ikke er mange for en befolkning på 1,3 milliarder, men tallet voksede med hele 5.000 sale sidste år.

Fejende flot historisk action-drama med besøg og reception

Cinemateket får besøg af instruktør Yang Lu ved visningen af det fejende flotte historiske action-drama ’Brotherhood of Blades’ fredag den 15. maj kl. 19.15 og efterfølgende er der reception i Asta Bar.

’Brotherhood of Blades’ er et massivt underholdende action-spækket udstyrsstykke, der overvejende udspiller sig om natten i regn og sne. I 1627 – mod slutningen af Ming-dynastiet – sætter den nyudnævnte teenage-kejser tre af sine top-lejemordere til at opspore og uskadeliggøre den magtfulde leder af det hemmelige politi. De tre loyale og ærefulde sværdfægtere bliver hurtigt spundet ind i et net af dødsensfarlige politiske intriger. 

Serien 'Made In China' er blevet til i samarbejde med Film Bureau of China’s State Administration of Film, Radio and Television og Den Kinesiske Ambassade i København.

Tid: 15.-29. maj 2015
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.