Månedens Dokumentar: 'Elaine Stritch: Shoot Me'

MÅNEDENS DOKUMENTAR. Cinemateket viser i dagene 22.-28. oktober den stjernespækkede dokumentarfilm om den amerikanske skuespillerinde og furie Elaine Stritch. Instruktør Chiemi Karasawa er til stede ved første visning.

Den amerikanske film-, tv- og teaterskuespillerinde Elaine Stritch var en flamboyant og rapkæftet provokatør, der, der gennem mange år opbyggede en opmærksomhedsafhængighed og en identitet som rejekællingen i show business. Narcissismen drev hende og bragte samtidig sveden frem på panden hos de fleste, hun kom i nærheden af: Stritch var krævende men også en skøn og berigende udfordring.

Instruktør Chiemi Karasawas film om Stritch er præget af en jazzet dynamik, der fint indrammer skuespillerens energi og rytme. Den ’forstøver’ den farvestrålende Stritchs kronblade og kommer omkring både lyset og mørket.

Skyggesiden og sårbarheden kommer til udtryk, da Elaine Stritch bliver alvorligt syg og indlagt og hermed mindet om sin dødelighed. Det danner en modvægt til flamboyancen og Stritchs glamour, arbejdsnarkomani og overflade. På spørgsmålet om, hvad der gør hende allermest bange, svarer alkoholikeren Stritch: 'At drikke, fordi det er sådan en effektiv flugtvej.'

Blandt filmens mange prominente medvirkende er Tina Fey, Alec Baldwin, James Gandolfini foruden Stritch selv selvfølgelig.

'Elaine Stritch: Shoot Me' kan opleves som Månedens Dokumentar i Cinemateket i oktober fra torsdag den 22. oktober til onsdag den 28. oktober.'

Instruktør Chiemi Karasawa er til stede ved første visning torsdag den 22. oktober kl. 19.30.

Medlemmer af Cinemateket kan booke billetter til første visning gratis.

Anmelderne skriver

★★★★★ "et hudløst ærligt portræt af en stor stemme og personlighed" - Adib Scott Schmidt, Cinemaonline

★★★★★ "et indsigtsfuldt portræt af en sand performer, som aldrig taber sit publikum af syne ... man kan ærgre sig over, er, at man ikke har fået øjnene op for Stritch noget før" - Felix Fleischer, Ordet

★★★★★ "hjertelig og varm, og der er garanti for en masse skønne grin i biografmørket" - Tonny Olausen, Kulturtid

★★★★★ "Hun har fået sig endnu en evig beundrer efter 81 forrygende minutter med lige dele smil og tårer. Shoot me? Nej, det bliver ikke mig, der trykker af, Elaine!" - Daniel Sarup, Moovy

★★★★★ "et must for alle i underholdningsindustrien, fordi den skærer ind til benet, og får sagt mange sandheder om branchen og dens faldgruber" - CPHCulture

★★★★ "jeg bliver rørt af den skrøbelighed, der bryder gennem den brovtende facade hos den selvudnævnte bitch" - Lasse Martin Jørgensen, Filmz

♥ ♥ ♥ ♥ "I Europa var hun ikke særlig kendt, men det gør ikke Karasawas hjertelige portræt af denne ærlige, farverige dame med Broadways længste ben mindre vedkommende" - Dorthe Hygum Sørensen, Politiken

Tid: 22.-28. oktober
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K.
Billetbestilling: Cinemateket.dk og Tlf. +45 3374 3400