Månedens Film: 'Sorry To Bother You'

Månedens film i maj er Boots Rileys satiriske ’Sorry To Bother You’. Et både underholdende og tankevækkende værk, der sætter spørgsmålstegn ved præstationssamfundet.

Gennem en farvemættet og hyperstiliseret hashtåge, følger vi den unge, afroamerikanske telefonsælger Cassius Green (Lakeith Stanfield), der pludseligt opnår tårnhøje salgstal, da han begynder at tale med sin ”white voice”. På sin karrierehimmelfart bliver han inddraget i en stor korporativ konspiration, gjort til et ufrivilligt meme som følge af en viral coladåse-video, og glemmer at anerkende sin kæreste Detroits (Tessa Thompson) eftersigende banebrydende performancekunst. 

Da der opstår en revolutionær oprørsgruppe blandt de øvrige telefonsælgere, opstår der også en konflikt i Cassius: Skal han vælge succes og personlig udvikling eller integritet og systemændring? 

Sønderrivende satire i den dystopiske storby

Riley låner fra Michel Gondry og Terry Gilliam i realiseringen af sin dystopiske storby, fra Spike Lee i sin direkte og fandenivoldske politiske agenda, og fra David Lynch i sin surrealistiske dekonstruktion af moderne, amerikanske arketyper. Resultatet er dog sit helt eget – både tankevækkende og underholdende – bæst, der i sin satire sønderriver både kyniske kapitalister, selvretfærdige aktivister, apatiske slackere, folk der tager telefonen under sex og alle os, der griner med, når nogen får tyret en dåse i fjæset.

Anmelderne skriver

"En vred og meget underholdende film fuld af overraskelser" - Information
★★★★★★ "Et skrupskørt eventyr i senkapitalismens verden" - Ordet
★★★★★★ "En af de stærkeste filmdebuter nogensinde" - Filmpuls
★★★★★ "En energisk, anarkistisk og surrealistisk knytnæve af en debutfilm" - Soundvenue
★★★★★ "En af de mest surrealistiske og absurde film i længere tid. Og det er helt fantastisk!" - Cinemaonline
★★★★★ "Både gal og genial" - Kinosaur
★★★★★ "Grænsesøgende" - Nosferatu
★★★★ "Relevant, egenrådig, flabet og sjov" - Moovy

Tid: 9.-18. maj
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55
Billetter: Online eller i Cinematekets billetsalg