Månedens Film: 'A Tale of Three Sisters'

Månedens Film i Cinemateket i marts er det billedskønne, tyrkiske drama ’A Tale of Three Sisters’. En film om sammenstødet mellem socialt pres og personlige drømme.

 

Klasseforskel, konflikt og kompleksitet. Månedens film river for alvor op i følelserne, når den går tæt på en fattig familie og deres interne stridigheder. Vi befinder os i det centrale Anatolien i Tyrkiet hos en gammel far og tre døtre. To af dem har været anbragt i velhavende plejefamilier i tråd med ”besleme”-traditionen, hvor piger fra fattige kår er en blanding af hushjælp og plejebørn. Filmen begynder lige, da begge søstre er smidt ud af disse plejefamilier. De er på vej hjem til deres far og den sidste søster, som er gift og bor på farens gård i en landsby af stenhuse. Men den gamle og gnavne far er ikke begejstret. 

Universelle tematikker

Selvom rammesætningen for konflikten ligger langt fra, hvad mange af os kender til, spiller filmen på universelle følelser og tematikker. 
Filmen arbejder med stærke følelsesmæssige kontraster – både individuelt i hver karakter og socialt karaktererne imellem. Individuelt oplever søstrene at være opfyldt af håb og drømme, samtidig med at de lider under et enormt socialt pres. Mellem søstrene bliver følelserne sat på spidsen, når de bevæger sig fra kærlighed og empati til konkurrence og jalousi. Men hvad er stærkest i sidste ende? Deres kærlighed til hinanden eller deres egen drøm om et bedre liv?

En prisvinder for sit stærke filmsprog

’A Tale of Three Sisters’ taler et smukt filmsprog. Instruktøren Emin Alper sparer ikke på de maleriske billeder af den naturskønne bjerglandsby. På lydsiden lægger en smuk strygerkvartet toner til soundtracket. Filmen balancerer på fineste vis mellem moderne etnografisk drama og tyrkisk folkesagn - på den ene side hård og realistisk, på den anden side et slags eventyr i ubestemt tid og sted. 


Filmen modtog kritikerprisen på Istanbul Film Festival for "historiens menneskelige kompleksitet, den fine balance mellem drama og humor og det stærke filmsprog". Den var desuden i hovedkonkurrence under Berlin Film Festival i 2019. Du kan se den i Cinemateket den 5. – 15. marts. Første visning er som altid gratis for medlemmer af Cinemateket.