Meget mere mangfoldighed

MIX Copenhagen – LesbianGayBiTrans Film Festival er i fuld gang, og hvis du ikke allerede er ramt af euforien, så lad dig smitte nu. MIX Copenhagen løber frem til 12. oktober - festivalen viser film, der både vil overvælde og udfordre publikum.

I alsidighedens ånd har Cinemateket og MIX Copenhagen blandet en pose med filmiske bolsjer - nogle med smag af gys og gru og andre tilsat et strejf af pris-vindere.

Mød instruktøren Stephen Silha på filmen 'Big Joy', som gennem interviews, dagbogsuddrag og digtoplæsninger skildrer poeten og filmskaberen James Broughtons liv fra barndommen til hans død i 1999. En fortælling om en kunstner, hvis kunst udfordrede den gængse opfattelse af køn og seksualitet, mens han i sit privatliv kæmpende med at finde en balance mellem sin egen maskulinintet og feminitet. Filmen vises i forbindelse med CPH:DOX, og efter filmen afholdes der Q&A med instruktør Stephen Silha. Torsdag den 9. oktober kl. 17.00.

Oplev kortfilmsprogrammet ’MIX After Dark’. Seks kortfilm, der vil hjemsøge dig med deres gys, gru og poltergeist. Tag én, du holder kær i hånden, og kom til gyser-marathon i Cinemateket d. 9. oktober kl. 21.45.

’Rosie’ er en varm og velspillet tysk dramakomedie om det, vi kommer fra, det, vi flygter fra, og det, vi selv bliver.  Filmen er nomineret til en Lili i kategorien ’årets bedste spillefilm’. Lili-prisen hylder Lili Elbe, den første i verden, som fik foretaget en kønsskifteoperation. ’Rosie’ vises lørdag den 11. oktober kl. 21.30.

Gennem 52 tirsdage følger vi den unge Billie og forholdet med hendes mor, der er i gang med at skifte køn fra Jane til James. På et mikro-budget med et cast bestående af amatører, skildrer '52 Tuesdays' et kaotisk tidspunkt i en families liv. Filmen har vundet flere priser – blandt andet ved Sundance. '52 Tuesdays' vises lørdag den 11. oktober kl. 21.45.

Se hele programmet for MIX Copenhagen og bestil billetter her.

Tid: ’MIX Copenhagen’. Frem til 12. oktober.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12