★ ★ ★ ★ ★ Flygtningedokumentar i børnehøjde
(Anmeldelse af Sophie Louise Worning, studerende)I åbningsscenen går Kiet Engels, en folkeskolelærer i den søvnige hollandske provinsby Hapert, omhyggeligt rundt og forbereder sit klasseværelse. I dette forbereder hun også den kulisse, hvor nærmest hele dokumentarfilmen kommer til at udspille sig.
Efter dette stille, meditative øjeblik bliver vi hurtigt kastet ud i klassens kaos. Kiets klasseværelse er hjem for mange børn af flygtningefamilier, specielt fra Syrien. De nyankomne børn skal pludselig finde vej i en forvirrende verden, hvor de skal lære et nyt sprog fra bunden og socialisere sig med de lokale børn. Fra børnenes øjenhøjde observerer vi Kiets strikse, men også tålmodige og nænsomme undervisningsmetoder.
Filmen centrerer sig om fire børn – den dominerende Haya, der vælger den stille Leanne som offer for sin anmassende vagtsomhed, og brødrene Jorj og Maksim, som begge ankommer til klasseværelset med ar på sjælen.
Så ofte som vi vises scenarier, vi selv har oplevet som små – hvem der har stjålet din farveblyant, eller usikkerheden omkring hvem du skal stå ved siden af på legepladsen – får vi lige så ofte små glimt af elevernes indre traumer, der understreger at disse børn ikke har haft en normal opvækst. Særligt Jorj er slemt ramt af mareridt, som han forklarer Kiet er grunden til han ikke kan sove om natten. Tårerne rullede under hele filmen.
Den varer små to timer, men dokumentaren formår alligevel at retfærdiggøre hver eneste scene, som består af observerende shots og close-ups. Dermed undgår den at bruge det forudsigelige interview-format, som vi har set utallige gange før i dokumentarfilm.
Filmen transcenderer særligt i dens små emotionelle perler. Som fx en fælles optræden til et Pharrell-dansenummer og tre pigers forelskelse i den samme, uskyldigt uvidende, dreng. Selv den mest hårdføre seer vil komme til at kæmpe imod gråden, når man endelig siger farvel til Kiets klasse, som instruktørerne Petra Lataster-Czisch og Peter Lataster har formået at skabe et organisk følelsesmæssigt bånd til.
Jeg kan personligt kun glæde mig over at have været en del af disse børns liv, selv hvis det kun var for en kort stund.
★ ★ ★ ★ Den ultimative fluen-på-væggen-dokumentar
(Anmeldelse af Søren Frederiksen, studerende)
Med et kamera i den rigtige højde glemmer man hurtigt, at det er børn, man observerer.
I hjertet af denne ultimative fluen-på-væggen-dokumentar finder man børnene. Præcis ligesom Miss Kiet forsøger at putte børnene i centrum af det hele, står de som fundamentet af handlingen i dokumentaren.
’Miss Kiet’s Children’ skaber med sin utroligt flotte fotografering og intime instruktion af Petra og Peter Lataster en følelse af, at man ser en spillefilm snarere end en dokumentar. Børnenes individuelle identitet får meget plads, samtidig med at man lærer, hvorfor en mentor som Miss Kiet er så vigtig for børn i nød.
Med sine 115 minutter er ’Miss Kiet’s Children’ en lang dokumentar, der ofte gør brug af meget lange shots. Her gælder det om at stole på instruktørernes, som ofte holder de lange shots for at øge intimiteten og kendskabet til børnene.
Selv om den trækker lidt for langt ud tidsmæssigt, er det en fantastisk dokumentar, der er alle sine 115 minutter værd.
★ ★ ★ ★ ★ Et kærlighedsbarn i en verden af kaos
(Anmeldelse af Sophia Lauenborg, pædagogmedhjælper)
Forestil dig at skulle starte i en ny skole. Du lægger det nye sæt tøj frem aftenen før skolestart. Du går tidligt i seng og står tidligt op. Du gør dig klar, imens sommerfuglene begynder at rumstere i maven. Du spiser morgenmad og tager så afsted ...
Forestil dig så at møde op i skolen og undre dig over, hvorfor du egentligt er der. At du ikke selv har valgt at starte i den nye skole. At skolen ligger i et fremmed land. Og at alle taler et fremmed sprog.
Pludseligt er du nu også en meter mindre i højden end du plejer at være ... Du er nemlig et barn.
Ét af de mange børn, der bærer titlen migrant eller flygtning. Dine tanker ræser rundt om din families velvære derhjemme og om du nogensinde skal se dit hjemland igen. Du tager det spæde skridt ind i klasseværelset. Timen ringer ind.
'Miss Kiet's Children' er en perle af en dokumentarfilm, der følger asylbørn af forskellig alder gennem et år i en hollandsk skoleklasse.
Vi møder bl.a. Haya fra Syrien. Hun er den forsigtige pige i klassen, der savner sin mor. Men da pigen Leanne, også fra Syrien, starter i klassen, tager Haya Leanne under sine vinger med en overflod af beskyttelse og hjælpsomhed, der dog kan virke lidt for overvældende for Leanne. Begge gennemgår de en fantastisk udvikling, der er rørende at overvære.
Den morsomme dreng Jorg og hans bror Maksem går også i klassen. Jorg sover ikke om natten pga. minderne om bomberne fra sit hjemland Syrien. Han prøver at følge med i Miss Kiets timer på trods af mangel på energi. Jorg og Maksems opgivende blikke gennem filmen er hjerteskærende.
Et af filmens hovedpunkter er børnenes øvning af musicalen 'Rødhætte', hvor Miss Kiet beder hvert barn se sig selv i øjnene foran et spejl med ordene: "Se på dig selv." Her fornemmer man virkelig, hvad der ligger bag de små øjne af frustrationer, håb og drømme, og jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre.
Filmen er realistisk med en dagligdags rytme, der gør, at alle kan følge med. Kameraet i børnehøjde sørger for, at man både underholdes og rystes over, hvad der kommer ud af munden på børnene. Og også over hvor ens, de og vi voksne egentlig er.
Og dog har de deres eget univers med interne jokes, grimasser og stunder uden ord, som vi voksne aldrig vil kunne forstå. Miss Kiet prøver, med den største tålmodighed, netop at forstå sine elever. Hun er nærværende, altid i børnenes øjenhøjde og lærer dem, at "alle problemer har en løsning.”
Dokumentaren manipulerer ikke med seerens følelser via musik, interviews eller voice-over, men runder dog af med rørende klavermusik, der passer til filmen. Den er aktuel, et must-see i en tid med mange holdninger til flygtninge – og den sætter virkelig verdens problemer i perspektiv.
En verden uden undertekster, hvor vi, ligesom Miss Kiet, må se de gode egenskaber i alle.
★ ★ ★ ★ En lærerig forståelse omkring menneskets væremåde
(Anmeldelse af Katerina Goussarova, studerende)
'Miss Kiet’s Children' er en kærlig dokumentarfilm af Peter og Petra Lataster, der observerer en hollandsk skoleklasse med flygtningebørn fra bl.a. Irak og Syrien. Filmen er optaget i børnenes øjenhøjde, og giver et indblik i deres udfordrende skoledage. De intime nærbilleder af børnenes ansigtsudtryk har en sentimental effekt, og fungerer super flot sammen med Miss Kiets inspirerende og tankevækkende citater om opførelse og selvtillid.
Filmen indebærer en klar forståelse for opdragelse af børn med ar på hjertet. Men jeg synes faktisk at dokumentaren byder på en dybere og lærerig forståelse omkring menneskets væremåde. At børnene ikke har lov til at tale deres modersprog i skoletiden, viser også tydeligt deres udfordring i kommunikation til tider, og vækker flere melankolske følelser og reaktioner fra de enkelte børn.
Dens visuelle filmteknik kan let sammenlignes med den franske dokumentar ”Babies”. På samme måde er den meget minimalistisk med skarp intimitet på billedsiden. Et af de helt stærke billeder er når Miss Kiet står foran et spejl med drengen Jojr, som har svært ved at sove på grund af sine frygtlige mareridt. Miss Kiet står herefter og motiverer Jorj til at elske sig selv. Tidligere hører vi også om hans følelsesmæssige historie i Syrien, som skar mig dybt i hjertet. Både på grund af Miss Kiets evne til at forstå ham, men også fordi man hører et barn fortælle med sine egne ord om en episode ingen børn skal opleve.
Jeg følte at mange af scenerne kunne man danne sig en symbolsk mening i, dog findes der enkelte scener hvor jeg personligt føler at den mister sin rytme, da den bliver trukket en anelse for langt i den næsten to timer lange dokumentar. De lange scener som fungerede for mig, var f.eks. når den nye pige Leanne føler sig rimelig generet over Hayas konstant ønske om at hjælpe hende. Begge piger udvikler sig til at forstå hinanden, og beviser at med bare en smule viljestyrke kan man løse et problem.
Overordnet set har den internationale presse ret i at den er livsbekræftende. Filmen fremviser nogle vigtige pointer. Det handler om at lytte til folk, give dem opmærksomhed og plads til at tænke selv. Ikke mindst have stor tålmodighed, som læreren Miss Kiet viser klart er muligt. Hendes enorme pædagogiske evner er klart noget jeg beundrer.
Dokumentarfilmen får 4 ud af 6 stjerner af mig, på trods af filmens målgruppe ikke rammer fuldstændig de unge - som jeg er en del af.
★ ★ ★ Og så den kritiske: Et socialt eksperiment
(Anmeldelse af Sasha Møller, projektmedarbejder)'Miss Kiets Children' vakte blandede følelser på en solrig eftermiddag til pressevisningen, hvor ikke mange flere end et par håndfulde inviterede var mødt op for at se filmduo Petra og Peter Latasters "fluen på væggen" dokumentar om flygtningebørns tilvænning til hollandsk skolegang.
Filmens fokus på en række udvalgte elevers dagligdag og de skærmydsler der opstår når børn mødes på fremmed og usikker grund giver stof til eftertanke. På hvis præmisser foregår det når børn indgår i dokumentarfilm?
'Miss Kiets Children' har samme format og virkemidler som den danske dokumentar Et Hjem i Verden fra 2015 af Andreas Koefoed der ligesom sin hollandske eftergænger også i samme beskuerstil, følger en Røde Kors skoleklasse for flygtningebørn et år i børnenes og lærerens liv. Men modsat Koefoeds skildring af de traumatiserede børns hverdag formår Lataster(ne) ikke at favne samme indlevelsesmæssige dybde. Jeg sidder tilbage med mangelfuld følelse og mangler især at få det hele billede med. Vi får en smule at vide omkring drengen Jorjs påvirkninger fra krigens rædsler men ellers er det som om børnene i filmen skildres udenom konteksten; en kontekst der rummer krigens konsekvenser og efterlader børnenes forældre med alvorlige psykiske men.
Selvom lærerinden frøken Kiets på bedste pædagogiske facon hjælper børnene "på rette vej" føles det hårdt at kameraet følger børnene i klemte situationer hvor de tydeligt bliver kede af det, uden at der gribes ind og jeg sidder tilbage med en følelse af at filmen på sin vis er et socialt eksperiment hvor de sårbare skoleelever er små forsøgspersoner i filmens manuskript.
Dokumentarens intense rå lydspor gør filmen en kende tung forenet med dens 115 minutters længde og bevirker en lettere drøj filmoplevelse. Scenerne hvor eleverne arbejder med dramaundervisningen og tydeligt nyder både musikken og bevægelse, giver beskueren en tørstende "feel good feeling" men da filmen slutter sidder jeg igen tilbage med en tom fornemmelse.
Det ville i og for sig have været mere spændende at høre om børnenes historier og oplevelse af at gå i skole i et fremmed land men dette er naturligvis ikke filmens præmis. Børnene skal holde sig til at tale hollandsk i skoletiden og bliver derfor af "os" ikke hørt men kun set, et element der rent etisk fordrer refleksion. En anden dokumentarfilm, også i børnehøjde, er den norske Barndom der netop giver børnene et talerør på trods af sit pædagogiske eksperiment. Her bliver filmens omdrejningspunkt en stille protest.
'Miss Kiets Children' mangler formål og originalitet. Jeg synes, filmens elementer både er set før og bedre i den danske Et Hjem i Verden.
NB: Cinemateket har ikke det fjerneste imod den professionelle anmelderstand og citerer dem flittigt. Dette er et forsøg på at give indblik - og få det. Skriv gerne nedenfor, hvis du kunne tænke dig at være med en anden god gang.
Tid: 'Miss Kiet's Children' spiller fra d. 21.-27. september 2017
Sted: Cinemateket. Gothersgade 55, 1123 København K. Telefon 33 74 34 12.
Billetter: Online eller på 33743412