MIX Copenhagen – stærke finaledage

MIX COPENHAGEN. Der er gribende dramaer, poetiske billedessays, rystende dokumentarer og mange andre LesbianGayBiTrans-filmoplevelser på plakaten i Cinemateket frem til 13. oktober, når MIX Copenhagen runder af.

MIX Copenhagen – Københavns festival for LesbianGayBiTrans-film – er gået ind i sin sidste uge. Dén byder på et væld af sanselige, poetiske, eksotiske og kritisk undersøgende dokumentar- og spillefilm.

Lili-pris-kandidater
Du kan blandt andet opleve tre af de film, som er nomineret til årets MIX Copenhagens film-pris, Lili-prisen - herunder to dokumentarfilm:

'Call me Marianna', om den polske transkvinde, der har sagsøgt sin familie, og kæmper for sin ret til at leve sit helt eget liv. Torsdag den 8. oktober kl. 19.00 og søndag den 11. oktober kl. 16.30.

'The Royal road', et filmisk essay, der med sine dragende montager af det californiske (by)landskab skudt på 16mm film samt en lyrisk voiceover reflekterer over butch-identitet og begær, samtidigt med at betragtninger over nostalgibegrebet og den californiske stats fortid udfoldes. Søndag den 11. oktober kl. 19.00.

Lili-pris-nomineret er også spillefilmen 'Sand Dollars':

En caribisk ø i den Dominikanske Republik danner i 'Sand Dollars' sceneriet for en gribende historie baseret på Jean-Noël Pancrazis roman af samme navn. Her sælger de lokale unge deres kroppe til velhavende ældre turister. Vi følger den lokale pige Noeli, der med løftet om at flytte med til Frankrig, tilbringer tid med den ældre, franske Anne. Søndag den 11. oktober kl. 16.30.
 
Det er en internationale jury, der udvælger årets vinder af MIX Copenhagens film-pris. Juryen består blandt andet af den svenske skuespillerinde Saga Becker, der som den første transkvinde vandt den svenske filmpris, Guldbaggen, samt lederen af den serbiske queer filmfestival Merlinka, Pedrag Azdejkovic, og den danske sceneinstruktør Christoffer Berdal.

Stærke dramaer
Pressechef på Mix Copenhagen, Martin Baltzer Jensen anbefaler desuden et par stærke dramaer med historisk vægt og sort humor – polske 'In Hiding' og hollandske 'Matterhorn':  
 
'In Hiding' tager sit udgangspunkt i 1944 under 2. Verdenskrig. Filmen følger Janina og hendes far, der huser faderens jødiske vens datter, trods Janinas utilfredshed. Men da Janinas far bliver arresteret, tvinges Janina til at forholde sig og nærme sig denne smukke flygtning. I al hemmelighed og bag de lukkede vinduesskodder udvikles et sensuelt forhold mellem de to unge kvinder, men intriger og uventede gæster dukker frem i skyggen af det smuldrende Tredje Rige. Lørdag den oktober kl. 14.15.
 
'Matterhorn' er et absurd hollandsk drama om enkemanden Fred, der lever en anonym og farveløs tilværelse efter hans søn er flyttet hjemmefra. Men da han møder Theo, tager livet en pludselig drejning. Filmen trækker fortællermæssige og stilistiske linjer til auteurs som Roy Andersons og Wes Anderson. Lørdag den 10 oktober kl. 21.45.

Ekstravisninger i Cinemateket
MIX Copenhagen slutter officielt søndag den 11. oktober. Festivalen byder imidlertid på ekstravisninger af tre af dette års mest populære film tirsdag den 13. oktober:

Den kontroversielle dokumentar 'Daniels World', fortællingen om en ung pædofil, samt spillefilmen 'Liz in September', et drama fra Venezuela om Liz og Eva og deres tab og kampen mod kræft, og 'Nasty Baby', Sebastián Silvas vinder af dette års Teddy Award for bedste spillefilm ved filmfestivalen i Berlin. Spilletider på ekstravisningerne offentliggøres snarest.

Tid: 8. oktober-13. oktober 2015
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Cinemateket.dk og tlf. 3374 3412. 

mixlilleny