Mød dokumentarist Kim Longinotto i Cinemateket

Kim Longinotto introducerer 'Sisters in Law' i Cinemateket
Én af den internationale dokumentarfilmverdens største navne, britiske Kim Longinotto, besøger Cinemateket, når CPH:DOX og Cinemateket i samarbejde præsenterer en mindre kavalkade af hendes film i perioden 10.-25. februar.
Longinotto introducerer 'Sisters in Law' fredag d. 10. februar kl. 19.15 i Cinemateket.
Hør hende fortælle om, hvordan man finder sine historier, og hvordan man træder ind i en fremmed kultur som hvid vestlig kvinde.

'Sisters in Law' har vundet en række priser, bl.a. i Cannes sidste år. Filmen fejrer igen demokrati og oprør og er trods de tunge historier overraskende positiv og opløftende.
Kim Longinotto
Longinotto er ét af Europas mest markante bud på en politisk dokumentarfilminstruktør. Hendes film er kontroversielle, ikke fordi hun bevidst vil provokere, men fordi hun har sit blik rettet mod kulturer i overgangsfaser - ofte samfund splittet imellem tradition og modernitet. Hun har lavet film om omskæring af helt unge piger i Afrika, om skilsmisser på iransk, om muslimske piger, der løber hjemmefra, om transseksuelle japanske musicalstjerner, om kvindelige afrikanske dommere med ben i næsen. Det er lokale og også ofte meget private og intime historier. Men det er historier, der peger udover sig selv på nogle af de absolut væsentligste politiske og værdimæssige konflikter set i globalt perspektiv.
Læs mere om hele Cinematekets Kim Longinotto-serie på: http://www.dfi.dk/cinemateket/Program/Seriebeskrivelse.htm?id=1745.

Master class med Kim Longinotto
Kim Longinotto afholder torsdag den 9. februar kl. 10.00-13.00 en master class. Den danske filminstruktør Phie Ambo, vil være moderator på arrangementet, der foregår i Cinemateket.
Billetter til begge Longinotto-arrangementer kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412.