Mød DR SymfoniOrkestrets nye chefdirigent på søndag

MUSIK-MAGI. Rafael Frühbeck de Burgos er netop tiltrådt som ny chefdirigent for DR SymfoniOrkestret for en treårig periode. I anledning af biografpremieren på Don McGlynns dokumentar om hans liv og virke gæster den tysk/spanske maestro Cinemateket og indleder søndagsmatinéen 9. sept. kl. 16.30.

Kom ind på livet af manden med dirigentstokken

I dokumentaren indkredser Frühbeck de Burgos bl.a., hvorfor personen med dirigentstokken spiller så stor en rolle for kvaliteten af musikken. Vi kommer med bag kulisserne, når Frühbeck de Burgos underskriver kontrakt med DR, optræder ved fotosessions og står i spidsen for bl.a. Nytårsgalla og Verdis storladne Requiem med DR SymfoniOrkestret og DR KoncertKoret. Efter filmen byder DR på et glas vin for at fejre deres nytiltrådte maestro.

Chefdirigenten øser af sin musikviden

Rafael Frühbeck de Burgos indtager Koncerthuset i denne uge, hvor han dirigerer Orffs Carmina Burana og Beethovens 1. symfoni, men kan mødes på tættere hold i Cinemateket på søndag. Don McGlynns dokumentar giver et personligt indtryk af det musikalske menneske, der vil stå i spidsen for DR SymfoniOrkestret de kommende tre år. DR SymfoniOrkestrets koncertmester Johannes Søe udtaler: "Med Frühbeck de Burgos har vi fået en af de få tilbageværende rigtig store maestroer som chefdirigent. Han mestrer rollen og har en enorm viden, der giver ham en unik evne til at sætte ind de rigtige steder, for f.eks. at få både klang og den rytmiske præcision helt i top.”

Musikkens magi er en svær størrelse at beskrive i ord, men hovedpersonen gør i dokumentaren et overbevisende forsøg og øser af sin glæde ved musikken, der kun er blevet større med årene.

Dokumentaren 'El Maestro Rafael Frübeck De Burgos' vises i samarbejde med DR og filmens instruktør Don McGlynn. DR byder på et glas vin efter filmen.

Tid: Søndag den 9. september kl. 16.30
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: http://edit.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Film.aspx?filmID=v1015120

Tlf. 3374 3412