Musikalsk weekend i Cinemateket

VELLYD. Friday Late Night-biffen byder på ny dokumentar om The Magnetic Fields. Lørdag og søndag kan du opleve Martin Scorseses nuancerede portræt af George Harrison. Velkommen til musikalsk weekend i Cinemateket.

Musikdokumentarer bør nydes på det store lærred, hvor både lys og lyd kommer til sin fulde ret. I weekenden har du mulighed for at opleve to sublime af slagsen.

Friday Late Night: The Magnetic Fields

Stephin Merritt fra New Yorker-kvartetten The Magnetic Fields er blevet kaldt en værre gnavpot end Lou Reed – med en sangskriver-begavelse større end Cole Porters. En sur, men elskelig, ener, der skriver alle sine knaldskarpe og subtilt underspillede sange på larmende bøssebarer og har indrettet hele sin lejlighed til lydstudie og pladearkiv. 

I 2000 gav Stephin Merritt fanden i det hele, og udgav sammen med sit magnetiske ensemble en tredobbelt cd med titlen '69 Love Songs' – et album, der bl.a. fik en kollega til at skrive "Guds hånd har rørt dette værk". Den nye film om Stephin Merritt og The Magnetic Fields, 'Strange Powers', er en dokumentarisk perle, som alle yndere af musikalsk skaberkraft kan finde nydelse i.

Der er happy hour-bar og indie-poppede vinyl-skiver på rejsegrammofonen fra kl. 20.00, og filmen starter kl. 22.00.

Fredag den 25. maj kl. 20.00.

Harrison ifølge Scorsese

I 'Living in the Material World' maler mesterinstruktøren Martin Scorsese et detaljeret portræt af den kasserolleklippede Liverpool-knægt George Harrison, der stod i skyggen af stridsbrødrene Lennon og McCartney, men endte med at knuse alverdens hjerter med numre som 'Something', 'While My Guitar Gently Weeps' og 'Here Comes the Sun'.

Gennem samtaler med nære familiemedlemmer lykkes det Scorsese at komme tæt på privatmennesket Harrison uden at blive hverken sentimental eller intrigant – ligesom filmveteranen sobert skildrer Harrisons post-Beatles periode, der bl.a. bød på det platinsælgende triple-album 'All Things Must Pass' og verdens første støttekoncert for den tredje verden, 'Concert for Bangladesh', men som også viste sider af Harrison, mange ikke kender til.

Lørdag den 26. juni kl. 20.30 og søndag den 27. juni kl. 14.00.

Tid: 25.-27. maj
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412