Musikalske universer og dokumentariske tabuer - CPH:DOX indtager scenen

CPH:DOX. Velkommen til et stærkt og tætpakket program, der hylder den iscenesatte virkelighed. Copenhagen International Film Festival, CPH:DOX, og Cinemateket river op i dokumentariske tabuer, og undersøger magtspillet mellem filmskaberen og karakterne. Oplev desuden et musikalsk spektrum i særklasse, der spænder over indie, glamrock og eksperimenterende lydkunst, når CPH:DOX og Cinemateket viser eksklusive koncerter og musikfilm. CPH:DOX løber over 11 dage, 6.-16. november, med hjertet solidt placeret i Cinemateket - Glæd dig!

Musikfilm

Elektroniske popperler
Fredag den 7. november kl. 19.15 indtager Montreal-duoen, Blue Hawaii lærredet og scenen ved premieren på indie-filmen 'A City is an Island'. Blue Hawaii rammer lige midt i følelsesregisterets ømmeste punkter med fløjlsbeklædte poptoner. Efter premieren på Tim Kellys splinternye DIY-film, 'A City Is An Island', vil duoen i et simpelt set-up demonstrere, hvorfor Montreal lige nu er verdens indie-hovedstad.

Oplev ’A City is an Island’ og DJ Blue Hawaii i Cinemateket 7. november kl. 19.15.

Alice Cooper, kolde øller og varme toner
Samme dag, fredag den 7. november kl. 21.30 viser Friday Late Night-biffen ’Super Duper Alice Cooper’. En hæsblæsende fortælling om shockrock-legendens transformation fra velklædt skoledreng til læderindhyllet provokatør. Asta Bar er åben med happy hour, glam-toner og andre musikalske udskejelser fra kl. 20.00. Filmen begynder kl. 21.30, og festen fortsætter efterfølgende i baren.

'Super Duper Alice Cooper' vises fredag den 7. november kl. 21.30.

Fakta

Læs mere om progammet og bestil billetter på cphdox.dk og cinemateket.dk

Lyden af indlandsis
Matthias von Guntens ’Thuletuvalu’ forbinder to naturskønne steder i hver sin ende af verden, som begge står ansigt til ansigt med et skæbnesvangert problem: klimaforandringer.  Thule i Grønland og Tuvalu, en østat i Polynesien. Efter visningen opfører lydkunstneren Jacob Kirkegaard sin installation ’Isfald’, der er optaget med undervandsmikrofoner og vibrationssensorer i indlandsisen på Grønland.

Oplev ’Thuletuvalu’ og ’Isfald’ fredag den 7. november kl. 21.45. 

Analog hyldest til skabertrangen
Improvisation er et andet ord for frihed, og friheden fejres i både billeder og musik i den indtagende og småsyrede 'It Snows About the Birch', der mest af alt ligner en home movie fra en sommerferie i en parallel galakse. Free-jazz, frihed og svensk sommerstemning i en weird og eksperimenterende kombo, der fejrer skabertrangen og gode venners selskab.

’It Snows about the Birch’ vises søndag den 9. november kl. 18.45.

Interventionisme

CPH:DOX' serie ’A History of Violence’ stiller skarpt på et dokumentarisk tabu: Magtspil og konflikt mellem filmskaberen og de medvirkende. Glem alt om nøgtern observerende distance og oplev konfrontationer, manipulation, når Cinemateket og CPH:DOX præsenterer film, hvor karakterne intervenerer og giver filmskaberens filmiske vision en ny drejning.   

Kannibalisme og kamikaze
Psych-Out!-Biografen og CPH:DOX viser ’The Emperor’s Naked Army Marches On’ i en sjælden 35mm filmkopi. En kultdokumentar om en japansk krigsveteran, der opsøger sine tidligere ledere for at afdække en grusom hemmelighed fra krigens sidste dage. Kannibalisme og (selv)destruktion er nogle af omdrejningspunkterne. Inden filmen torsdag den 6. november snurrer rejsegrammofonen i baren, hvor der kan købes kolde øller for kolde kontanter.

Oplev ’The Emperor’s Naked Army Marches On’ torsdag den 6. november kl. 19.00 (bar fra 18.30) og søndag den 16. november kl. 14.00.

Cabaret-dandyen Jason
'Portait of Jason' er Shirley Clarkes ikoniske interview med en flamboyant, sort mand i 60'ernes New York, som helt enkelt er et uovergået studie i performance og identitet. Jason er den eneste person vi ser i hele filmen, men ikke den eneste vi hører. Clarkes spørgsmål bliver mere og mere konfronterende og provokerende mens Jasons persona langsomt krakelerer. 

'Portait of Jason' vises i samarbejde med MIX Copenhagen lørdag den 8. november kl. 14.15 og søndag den 16. november kl. 16.30.

Læs mere om progammet og bestil billetter på cphdox.dk og cinemateket.dk

Tid: ’CPH:DOX’. 6.-16. november.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: online eller på tlf. 33 74 34 12