Når drenge vender hjem fra fængsel

SØNDOK: When the Boys Return’ er en film om en gruppe palæstinensiske drenge, der trods traumer og en ødelagt barndom kæmper for en plads i samfundet. Se filmen søndag d. 3. marts, hvor du også kan stille spørgsmål til instruktøren.

Den israelske hær anholder hvert år hundredvis af palæstinensiske drenge. Nogle af dem er kun 12 år, og de bliver i gennemsnit fængslet i to år. For drengene bliver livet aldrig det samme som før. De fleste får problemer med at koncentrere sig, dropper ud af skolen og opbygger et voldsomt had mod Israel. Men selvom omstændighederne er hårde, og de igen og igen støder sammen med både familie, venner og den israelske hær, er der måske alligevel håb.

Drømme om et andet liv

’When the Boys Return’ er en film om drengene Mohammed Jamil, Hamze og Mahran, der efter måneder og år i fængsel vender tilbage til en hverdag, der i mellemtiden er gået videre uden dem. Vi følger de tre ved deres ugentlige terapigruppemøde, hvor de sammen med 9 andre drenge deler deres historier og langsomt lærer at sætte ord på deres tanker om fængselsopholdet. På trods af alt det, de har været igennem, har de stadig drømme og håb for fremtiden.

Instruktør Tone Andersen vil efter visningen fortælle om sit arbejde med filmen og svare på spørgsmål fra publikum via en live videoforbindelse. Visningen arrangeres i samarbejde med European Documentary Network.

Tid: 3. marts kl. 14:15.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf. 33 74 34 12.