Neokolonialismens spøgelse - brutal film om udnyttelsen af Afrika

MÅNEDENS DOKUMENTAR. 'We Come as Friends' er den østrigske instruktør Hubert Saupers tumultariske og øjenåbnende status på det tre år gamle land Sydsudan. Oplev filmen i Cinemateket 14.-19. november, hvor den vises i samarbejde med CPH:DOX.

Dokumentaristen Hubert Saupers hjemmebyggede flyver lander i Sydsudan. "Flyet er en joke og det er derfor, det fungerer. Det er som en trojansk hest", siger Sauper. Han forsøger stædigt at kortlægge det kaos, som Sydsudan befinder sig i, hvor alle mulige aktører med forskellige dagsordener kæmper med og mod hinanden for i den sidste ende at hytte egne, dunkle interesser. Gale texanske bibelmissionærer tordner deres apokalyptiske budskaber ud. Skruppelløse kinesiske olieselskaber forurener det ellers 'uafhængige' land, som de er godt i gang med at generobre, imens velmenende ngo'er med svingende held forsøger at hjælpe den uuddannede, men ikke desto mindre viljestærke befolkning. Sauper griber ikke opgaven and som en observerende flue på væggen, men tværtimod ved at konfrontere de folk han møder med deres egen situation, og ved at blande sig direkte i de voldsomme begivenheder, som han skildrer.

'We Come As Friends' er en rå, kompleks og brutalt realistisk storfilm om neokoloniseringen af Afrika, der hverken sparer os for ekstremerne eller pludselige anstrøg af chokerende, surrealistisk poesi. Hvor skal man starte og slutte, hvis man vil forsøge at forstå, hvad der foregår i et land som Sydsudan? Man kan i alle tilfælde starte her.

Anmelderne om 'We Come as Friends'

★★★★ "Et vitalt og rystende eksempel på dokumentarfilmens vigtighed, styrke og kraft. Desuden må man tage hatten af for instruktøren selv, der har mod og viljestyrke til at rejse ind i Sydsudans mørke hjerte. Mange bør følge ham, også selv om det blot bliver i biografen." (Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten)

♥♥♥♥ "En syret og skræmmende oplevelse, der ikke levner meget håb for et nyt Afrika. (Kim Skotte, Politiken)

★★★★ "Øjenåbnende" (Adib Scott Schmidt, Cinema Online)

★★★★ "'We Come as Friends' er en mindst lige så vigtig dokumentar som sin forgænger 'Darwin's Nightmare'." (Christian Jacobsen, Filmz)

"Kinesiske oliearbejdere, amerikanske FN-folk, britiske minører, fredsvogtere, våbenhandlere, missionærer og mange andre ... Overalt støder (Sauber) på tegn på og spørgsmål om hvide menneskers skamløse udnyttelse af Sudan, hvad enten det er militært, religiøst eller økonomisk. Hvorfor? spørger de lokale ham igen og igen. "Jeg ved det ikke,« svarer Sauper, velsagtens både for ikke at få problemer, og fordi han ikke selv forstår det." Jeg forstår det heller ikke efter at have set We Come As Friends , der er en chokerende og brutal film. (Christian Monggaard, Information)

For alle seks visninger gælder, at billetprisen er 85 kr. – dog 45 kr. for Cinematekets medlemmer.

Læs mere om 'We Come as Friends' og bestil billetter her.

Tid: ’Månedens Dokumentar i november: 'We Come as Friends'’. 14.-19. november.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: online eller på tlf. 33 74 34 12