Nils Thorsen og Peter Schepelern i dialog om geniet Lars von Trier

Politiken-journalisten Nils Thorsen har netop udgivet en bog om Danmarks mest berygtede og berømte instruktør, Lars von Trier. Torsdag den 2. december kan du opleve forfatteren i dialog med Peter Schepelern om den neurotiske og originale filmmager.

Enhver dansker kender Lars von Trier - eller mener at kende ham. Kunstneren med fobierne, autocamperen og de nærmest rituelle provokationer. Mød Nils Thorsen og Peter Schepelern i dialog om filmgeniet torsdag den 2. december kl. 17.00 ved Filmhusets Film- & Boghandel.

Tæt på Trier gennem et år

I det meste af et år har Nils Thorsen fulgt og interviewet Lars von Trier, hans venner, familie og kolleger. Bl.a. Stellan Skarsgård, Klaus Rifbjerg, Peter Aalbæk, Vibeke Windeløv, Trier-eksperten Peter Schepelern samt instruktørens ungdomskammerater, bror, kone og ekskone. Det er blevet til bogen ’Geniet – Lars von Triers liv, film og fobier’.

”Meget tyder på, at von Trier i endnu en årrække vil tage det gode med det onde og berige verden med værker, som flytter grænser inden for filmkunsten. Og nu har vi andre så endnu bedre mulighed for at forstå, hvad der driver ham. - Tættere kommer man ikke på von Trier,” skrev Lars Movin i Politiken.

I december kan Cinematekets medlemmer købe bogen til særlig fordelagtige pris: 249,- (Normal pris kr. 300,-).