Nini Theilade – balletikonet fylder 100 år

BALLETAFTEN. Den danske danser og verdenskunstner Nini Theilade fortæller ærligt og medrivende om sit liv i filmen 'Nini' i Cinemateket den 16 juni kl. 19.00. Ballethistoriker Erik Aschengreen og forfatter Lone Kühlmann kan efterfølgende opleves i en samtale om den store dansestjerne.

Cinemateket markerer i morgen aften, tirsdag den 16. juni kl. 19.00, balletikonet Nini Theilades 100-årsdag. Det sker med Lone Falsters dokumentarfilm 'Nini', hvor Theilade fortæller ærligt om den internationale dansekarriere, sit utrolige liv med en skræmmende, dominerende mor, sine mænd og det periodevis dysfunktionelle privatliv. Parallelt med sin historie følger filmen Theilades iscenesættelse af sin egen ballet med bl.a. Vivi Flindt. Filmen indeholder unikke filmklip og private billeder.

Nini Theilade har danset hele sit liv. Først som 99-årig sluttede hun endeligt med at undervise på Skolerne i Oure. Fra hun var 14 år dansede hun solo for udsolgte huse over hele Europa og USA. Hun blev berømt for sin ynde og den sprængfarlige cocktail af uskyld og erotisk udstråling. Som 21-årig iscenesatte hun sine egne balletter for Det Kongelige Teater. Hun dansede for Max Reinhardt, indspillede film i Hollywood og var ballerina hos Ballet Russe de Monte Carlo.

Samtale om Nini Theilade - og sjælden forfilm, hvor stjernen danser 'Lotusblomsten'

Efter filmen mødes ballethistoriker Erik Aschengreen og Lone Kühlmann, forfatter til Theilade-erindringsbogen 'Dansen var det hele værd', i en samtale om den store dansestjerne og hendes utrolige liv.

Inden hovedfilmen og den efterfølgende samtale præsenteres den sjældent viste kortfilm 'Nini Theilade danser' (Birger von Cotta-Schønberg, 1936), hvor Nini danser 'Lotusblomsten'.

Tid: Tirsdag den 16. juni kl. 19.00.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412