Ny kroatisk film

KROATISK FILM. Den kroatiske filmindustri sprudler af både bevægende og sorthumoristisk filmkunst, der gerne tematiserer livet og traumerne efter Jugoslaviens sammenbrud. Se hvordan, og mød en række af folkene bag filmene, når Cinemateket fra den 16. til 28. september præsenterer serien 'Ny kroatisk film'.

Opløsningen af det tidligere Jugoslavien og krigene, der fulgte, er stadig et vigtigt emne i kroatisk film. Konflikterne på Balkan har resulteret i en række tankevækkende film, der på forskellige måder håndterer de traumer og det samfund, krigene har medført.

Prisvindende film med besøg

Det gælder bl.a. Dalibor Matanics spillefilm 'The High Sun', der skildrer tre kærlighedshistorier over 20 år, i skyggen af de rodfæstede etniske konflikter.

Filmen vandt juryens pris i Un Certain Regard-sektionen i Cannes i 2015 og indleder Cinematekets kroatiske filmserie den 16. september med besøg af filmens producer, Ankica Juric Tilic, samt reception i Asta bar. 

Instruktøren Nebojsa Slijepcevic besøger Cinemateket den 23. september i forbindelse med visningen af sin dokumentarfilm 'Gangster of Love'.

Ægteskabsmægleren Gangster forsøger at drive forretning i en lille kroatisk bjergby, hvis indbyggere er fåmælte og indesluttede. Gangsters ihærdige kamp for kærligheden undermineres af akavede dates og et stigende antal utilfredse kunder. Resultatet er et underholdende portræt af excentriske karakterer i en by, hvor egne normer og kutymer hersker. 

Den 24. september viser vi Ognjen Svilicics intense 'These Are the Rules' med introduktion af instruktøren selv. Det er fortællingen om et ægtepar, der efter at være blevet ramt af en tragedie må kæmpe mod et ubarmhjertigt bureaukratisk politi- og hospitalsvæsen, der synes at have overlevet fra kommunisttiden. 

Desuden kan Zrinko Ogrestas' eftertænksomme drama 'On the Other Side', der blev vist på årets festival i Berlin samt Tomislav Mrsics socialt bevidste komedie 'Cowboys' og Nevio Marasovics festival-darling 'Vis-Á-Vis', også opleves. 

Ny kroatisk film arrangeres i samarbejde med Croatian Audiovisual Centre, Kroatiens Ambassade (Ivana Skracic) og Leda Festini Jensen. 'The High Sun' og 'On the Other Side' præsenteres i samarbejde med CPH PIX og vises også på festivalen i oktober/november.

Praktisk information

Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Tid: 16.-28. september 2016
Billetter: Online eller på tlf. 3374 3412